Kan metal diskuteres?

Metallens kreative tilstand var til debat før 'When Copenhell Freezes Over', men en forkromet løsning på, hvad der til for at skabe visionær metal fra Danmark, blev det ikke til.

Der blev snakket meget om at se sit band som en virksomhed, der skal plejes, i lørdagens paneldebat med Anders Bøtter fra P6 Beats Sort Søndag, Lasse Skov fra Essence, Emil Svendsen fra Devilution, Søren Weiss Kristiansen fra Blastbeast og ordstyrer Carsten Holm fra P6 Beat.

Men som et mødereferat i en virksomhed, hvor der vil være truffet beslutninger og ført aktioner til protokols, så kom debatten denne aften ikke til en løsning, som danske metalbands så bare kunne implementere i øvelokalet, og så vil der snart være succesrige, kreative danske bands klar til at få genrer opkaldt efter sig, som Göteborg metal og norsk black metal.

Alligevel var det et interessant arrangement, og selvom en kommentar på vores Facebookside, efter vi havde bragt et indspark til debatoplægget i form af "Vagttårnet: Kreativ krise?", måske fornuftigt nok anfægtede det at diskutere metal, for det virker jo så stift og kalkuleret, så er det nu sundt nok at prøve at få lidt perspektiv på genren. Og det med det kalkulerede var jo netop det, som det handlede om: hvorfor befinder så mange danske bands sig i skyggen af gennemtærskede genrer?

Der blev brugt lidt tid på at tale om udgangspunktet for selve debatten. Den artikel, vi bragte her på Devilution, hvor vi stillede lidt spørgsmål ved, hvorvidt Blastbeast ellers glimrende arrangement og initiativ "The New Shit" nu også præsenterede noget nyt. Baggrunden bag "The New Shit" blev forklaret af Søren Weiss Kristiansen fra netop Blastbeast: at fange bands tidligt - på første, måske anden demo. Og Emil Svendsen, som havde skrevet nævnte artikel fik forklaret, at den kritiske vinkel specielt bundede i artiklen om arrangementet i Politiken havde skrevet flot om "grøde i den danske undergrund". For hvor var det nye i stilarterne præsenteret, når de blev set gennem øjnene på en metalfan gennem mere end 20 år, og det meste føltes som en gentagelse?

Fjumreår

Lasse Skovs indspark til emnet var interessant: han sagde, der skulle være plads til at fjumre og lave de der første 2-3 album, som vitterligt ikke er meget værd. Hvilket så stillede det opfølgende spørgsmål, hvornår skal man så lede efter talent?

Flere gange gik debatten lidt i ring, lige fra at bandene simpelthen var nødt til at tænke ud af boksen og have visioner, til at det selvfølgelig heller ikke skal være originalt for originalitetens skyld. Men der var ingen uenighed om, at bandene er nødt til at arbejde hårdt og målrettet: som en virksomhed, der skal plejes. Tænk over, hvad der er relevant i en presseskrivelse, og kunne man vælge et andet studie end det, som alle andre har valgt? For som Anders Bøtter pointerede, så handlede det kun om penge, hvis man ville spille i dit eller dat studie. Ja, han kunne da holde polterabend i Jacob Bredahls studie, hvis han smed pengene (det må komme an på en prøve, hr. Bøtter!).

Hvad vil I?

Visioner for, hvor bandene vil hen med musikken, blev efterlyst. Hvorfor kun drømme om at få udgivet en plade - hvorfor ikke verdensherredømmet? Stil højere, og hvis du virkelig vil det, så sælg lejligheden, tag nogle år ud af kalenderen og udlev drømmen. Sådan ca. sagde Anders Bøtter, mens Lasse Skov dog talte mere som ens forældre, idet han mente, at det ikke var sundt kun at tænke på metalmusik døgnet rundt, og man var nødt til eksterne input fra uddannelse/job. Hvilket også gav mening i forhold til de små penge i metal. Om visioner og mangel på samme sagde Emil Svendsen spøgefuldt, at det var, som om om musikken var puttet i skemaer hos udøverne og blev en del af ens identitet uden at stille spørgsmål ved det: lidt a la mandag: fodbold, tirsdag: golf, onsdag: thrash metal. Men hvorfor ikke stile højere end efter at spille en specifik og velkendt genre?

Debatten kom også omkring fansenes indstilling til genren. Metal er i høj grad en del af ens identitet, så mange tager det meget nært, hvis der tales grimt om metallen. Og der er en del mudderkastning, hvis man ikke hører "det rigtige". Her kunne vi godt være mere opbakkende på den brede front, og det ville måske også give flere bands, der turde gøre noget, som i dag ellers ville være ugleset. Fx "hvad med en kvinde i front?" hed eksemplet. Og hvad er nu det for noget pis at kalde noget for "hipster black"?

Vær kritisk!

Skytset blev derudover rettet mod rygklapperiet i branchen. Folk tør simpelthen ikke komme med kritik i en branche, hvor alle kender alle, og mange metalfans selv spiller i et band, som man ikke vil have i bad-standing. Der var behov for kritik, for at bands kan udvikle sig. Får man at vide, at alt er fedt, så bliver det en sovepude. Her gav paneldeltagerne fra medier sig selv en over nakken og indrømmede, at man godt kunne være mere kritiske over for de danske bands. For at hjælpe. Ikke for at svine for at svine og håne folk, der tør spille en upopulær stil i en tid, hvor retro-thrash og dødsmetal synes at være "det rigtige".

Sangens salgbarhed

Der var også plads til publikums spørgsmål og kommentarer. Flere kom fra bookere, og her var også fokus på, at selvom originalitet var prisværdigt, så skulle musikken i sidste ende også kunne sælges til publikum.

Dette ledte over mod noget af det afsluttende i debatten, og som ikke kunne være mere rigtigt: alle kan købe sig til den "rigtige produktion", stærke visuelle videoer og fotos, men når alt kommer til alt så handler det om SANGEN. Skriv for helvede gode sange! Holdningen var den, at alt for mange havde glemt "hooket": riffet eller melodien, som bliver siddende efter første lyt.

Deltog du i debatten? Hvordan oplevede du den? Meget blev sagt, og bestemt ikke alt er dækket her, så kom gerne med indspark i kommentarfeltet.