Knas i maskinrummet
PopulærGuitaristen fra Triptykon erkender, at der har været ydre omstændigheder, der har holdt dem tilbage, men nu er pladen klar, og de glæder sig til Copenhell.
Triptykon blev resultatet af den interne fejde, der gjorde en ende på Celtic Frost. Det ikoniske og indflydelsesrige band fra Schweiz var ellers blevet gendannet i 2001, men holdt kun indtil det blev for meget for Tom G. Warrior og Martin Eric Ain at arbejde samen mere. Resultatet blev, at Tom G. mere eller mindre tog resten af de hyrede musikere i Celtic Frost og dannede Triptykon på resterne af det interne bål, der havde brændt det oprindelige navn ud for evigt.
Kort efter nedsmeltningen i 2008 kunne de allerede i foråret 2010 sende debutpladen 'Eparistera Daimones' på gaden og kort efter det også en EP. Det blev også til en flot koncert på Wacken i 2011, og så blev der stille. Nu her i 2014 er Triptykon klar med den opfølgende plade, der har fået titlen 'Melana Chasmata', og det ser endnu engang ud til, at de bruger samme modus operandi, for også her er der allerede en EP i horisonten. Inden da skal de dog lige forbi Refshaleøen i juni måned, hvor de spiller på dette års udgave af Copenhell. Vi tog en snak med guitarist Viktor Bullok fra Triptykon, der udover at vride strenge også producerer og håndterer mastereringen af Triptykons materiale.
Der er gået fire år siden jeres debutplade og 'Shatter'-EP'en. Hvad er der sket siden da?
- Først og fremmest har vi selvfølgelig spillet en masse koncerter, dog desværre ikke i Danmark. Turné i USA, Europa og sommerfestivaler. Men jeg må indrømme, at der har været stille omkring bandet siden slutningen af 2012.
Var det på det tidspunkt, at I begyndte at skrive på den nye plade?
- Sagen er den, at det var en besværlig periode for bandet, og vi ville gerne have haft 'Melana Chasmata' ude noget tidligere, for fire år er længe. Men det var uundgåeligt. Det var private årsager, der tvang os til at tage en lidt længere pause end planlagt. Når man lytter til pladen, er det dog tydeligt, at det ikke er en plade, der kan skrives på et par måneder, så det er måske godt nok, at det har taget et par år, for der er nogle detaljer med i lyden, som er kommet med pga. dette. Og vi har endda nu mere materiale, som ikke er kommet med på pladen. Så der kommer mere materiale fra os ret snart.
Pladen er jo meget dyster og mørk. Er det de ting, der er sket, som er inkorporeret i pladen?
- Helt afgjort! Følelserne, som kunstnerne har i den periode, skinner altid igennem i musikken. Pladen er stadig meget alsidig, omend den har et meget mørkt og dystert udtryk, som du siger. En smule depressiv måske.
Hvad betyder "Melana Chasmata", og hvorfor har I valgt den titel?
- Den kan fortolkes på flere måder. Og det er som regel altid godt, at der ikke bare er én løsning. Det oversættes direkte til en dyb dal eller dyb depression. Så man kan bruge det geografisk eller emotionelt.
Hvor meget har du og de andre medlemmer bidraget rent kunstnerisk/materialemæssigt?
- Lidt ligesom på debutpladen. Vi har arrangeret alle numrene sammen, så alle har haft et besyv med. Tom kommer med sine riffs, som han ved passer sammen og så øver vi dem sammen, og så tager Tom det med hjem igen, og så udvikler vi sangene over et par øvere eller tre. Jeg har selv skrevet et par numre, hvoraf det ene er med på pladen, og det andet nummer kommer med på den EP, som vi udsender senere.
Så I udgiver en EP senere på året?
- Jeg er ikke helt sikker, det kan også være, at det først bliver i starten af 2015. Det er lidt usikkert lige nu. For der er stadig materiale, der heller ikke er indspillet endnu. Årsagen til, at det ikke er med på pladen, er ikke, at materialet ikke er godt nok. Vi har bare så meget, og det giver ingen mening at udsende en dobbeltplade med 90 minutters musik.
Du har også stået for masterering af pladen og produceret den sammen med Fischer. Hvorfor har I valgt at gøre det hele selv?
- Det virkede så godt på debutpladen, at vi tænkte, at vi lige så godt kunne gøre det sådan igen. Så er vi fri for at gøre tingene andre steder, og jeg har lavet den slags studiearbejde i over 10 år, så jeg har masser af erfaring med det, og det har en masse fordele. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er det da også bagsider af medaljen ved at gøre det selv. Jeg påtog mig en kæmpe opgave ved både at skulle indspille, co-producere og lave master på pladen. Jeg kan ikke huske, at jeg før har været så udmattet efter en produktion. Det trak meget ud og var utroligt krævende. Vi er meget selvkritiske, så det kan godt gå en på nerverne. Men heldigvis opvejer fordelene ulemperne.
Er det noget, du gør i for andre bands også?
- Ja, det er faktisk min hovedindkomst at producere for andre bands.
Det giver mening, for det er også lang tid siden, der har været nyt fra Dark Fortress. Sidst vi hørte fra dem, var også i 2010, da de udgav deres seneste plade. Hvordan går det med det band?
- Jeg sad faktisk og mixede den nye plade, da du ringede, haha. Så det sker lige nu! Det skulle have været ude tidligere og pladen skulle være udgivet i februar, men mit skema var fuldstændig vanvittigt. Planen var at producere Dark Fortress i oktober og november og så Triptykon i december og januar. Men da jeg producerede Dark Fortress-pladen, skulle jeg til Zürich hver weekend og øve med Triptykon, så til sidst i november måtte jeg afslutte mixet med Dark Fortress, og så udsatte vi den plade. Og nu har jeg endelig tid, og den plade udkommer nok i oktober måned.
Så nu har du lidt tid til det og kan ellers slappe af før festivalsæsonen starter til sommer?
- Det ville jeg ønske, haha. Mit studie er fuldstændig booket helt frem til juni måned. Så der er ingen fritid før sommeren. Triptykon tog bare meget længere tid end forventet, og jeg har bands, der er booket fra februar og frem. Med Triptykon måtte vi dog arbejde helt til sidste aften, før vi afleverede pladen, hvilket var 3. februar, som jeg lige husker det. Det er faktisk imponerende, at jeg har kunnet håndtere alle de ting uden at blive syg eller gå ned med flaget, for det har været meget hektisk. Så jeg ser egentlig frem til sommeren og festivalerne, for det bliver lidt mere afslappet.
Hvor lang bliver den turné til sommer?
- Jeg ser det ikke som en turné. Det er bare festivaler. Vi tager hjem mellem hvert show. Vi spiller alle weekender i juni og juli og frem til begyndelsen af august. Den typiske festivalsæson. Derefter har vi en rigtig turné i december, som lige er blevet annonceret, hvor vi turnerer Europa som support for At the Gates. Desværre ikke Danmark, men så kommer vi dog til Copenhell her til sommer. Det er ikke nogen lang turné, men vi vil hellere have en god, kort turné end en lang én af slagsen, hvor det ikke er særlig gode steder.
Hvad er planen for Triptykon efter denne plade?
- Det åbenlyse er selvfølgelig den EP, som udkommer senere. Vi indspiller nok en enkelt sang mere til den udgivelse, og så skal vi ellers bare turnere og lade pladen bundfælde sig hos lytterne. Planen er helt sikkert, at arbejdet på den tredje plade skal starte langt tidligere, end det var tilfældet i denne omgang, hvor det var ydre omstændigheder, der påvirkede processen. Så med mindre der sker noget akut, så starter vi nok med at arbejde på en ny plade allerede i 2015. Jeg er i hvert fald glad for, at denne plade endelig er færdig og klar til at blive sendt på gaden.
For at vende tilbage til Copenhell. I spiller mange Celtic Frost-sange til koncerter. Hvor meget af det nye materiale bliver luftet på Copenhell?
- Det har vi faktisk ikke besluttet os for endnu. Indtil nu har vi fordelt det sådan 50/50, hvor halvdelen er Triptykon og den anden halvdel er klassikere fra Celtic Frost. Men jeg tror da, at vi nu efterhånden har så mange Triptykon-numre, at vi fokuserer mere på Triptykon. Vi er ved at have vores egen stærke profil, men vi er også meget bevidste om den status, som Celtic Frost har i musikverdenen.
Vel også fordi Triptykon mere eller mindre er en naturlig udvikling af Celtic Frost?
- Lige præcis. Sådan ser vi også selv på det. I teorien kunne vi spille i tre timer hver aften, for vi har så meget godt materiale. Så vi er nødt til at indgå kompromis hver gang, for der er altid nogle gode sange, der skal ofres. Og vi glæder os til at komme til Danmark. Vi har ikke været der før. Det vil sige, at jeg selv har været i Danmark en enkelt gang.
Korrekt. Det var med Dark Fortress i 2009. Devilution var på pletten den aften.
- Nemlig. Da vi varmede op for Satyricon og Shining.
Siden 2009 er der sket en del for Viktor Bullok. Triptykon har snart udsendt to plader og ser stærkere ud end nogensinde før. Det, der er bygget på Celtic Frost, ser ud til at fortsætte stærkt og ufortrødent. Godt nok blev der kastet lidt grus i maskineriet, der betyder, at pladen er lettere forsinket i forhold til, hvad de gerne selv ville, men nu er den her. Samtidig er bandet også på vej til Danmark til deres første koncert i landet. Det glæder vi os allerede til.
Du kan allerede nu høre to numre fra den kommende plade her: