Copenhell offenliggør de første 7 navne til næste års festival, og der er bestemt noget for enhver smag.

Vreid gør hverken deres fans vrede eller lykkelige på ’Lifehunger’, der har alle de elementer, man kan forvente sig fra bandet, men ingen mindeværdige sange.

Anaal Nathrakh tager livtag med 100-årsjubilæet for afslutningen på 1. verdenskrig med dystre tekster draperet i lige så vanvittigt et lydtæppe som en skyttegrav.

Den har været ventet med spænding og frygt. Jonas Åkerlunds spillefilm om mord, kirkeafbrændinger og norsk black metals mest berømte fejde rammer heldigvis plet. 

Med ’TerrorVision’ er Aborted omsider ved at udvikle deres lyriske side, mens musikken er samme frontalangreb mod ørerne; dog nu også med en snert af melodi.

Med hadet som drivkraft var Deicide start-90’ernes go-to-satanister, der altid var friske på en kontrovers og havde både musikken og de rappe svar til at bakke det op med.

Det klæder Deicide, at Glen Benton er tilbage som sangskriver og ikke blot skriver tekster. Hans sange er med til at løfte niveauet på ’Overtures of Blasphemy’.

Sepultura har lavet dokumentaren ’Endurance’, der flot gennemgår bandets karriere fra den spæde start. Max og Igor Cavalera mangler, men filmen er stadig virkelig god.

Aalborg Metal Festival 2018 løber af stablen om et par måneder, og med plakaten offentliggjort ser vi frem mod fem bands, der skal ses og høres i Nordens Paris.

Krisiun har lyttet til vores anmelder for nogle år tilbage, men opfølgeren savner alligevel lidt dybde i lagene for sådan for alvor at være god.

Inden for melodisk dødsmetal har navne som Arch Enemy været på toppen, men finske Omnium Gatherum giver dem kamp til stregen med deres nye plade.

Kill Town Death Fest er genopstået. Undergrundsfestivalens genkomst betyder, at arrangementet for længst er udsolgt. Vi ser på fem gode grunde til hvorfor.

Trods regn og tåge står musikken i Alice in Chains stadig tydeligt, som vi kender den. ’Rainier Fog’ virker som en naturlig udvikling for bandet, og lyden er umiskendelig.

Bands som Dimmu Borgir og Gojira levede ikke op til navn eller placering på plakat, mens Helloween gav et maraton af en koncert foran en fyldt festivalplads.

Fredagen på Wacken Open Air 2018 udmærkede sig ved, at danske Xenoblight fik en flot fjerdeplads i Metal Battle-konkurrencen. Og så var der virkelig varmt.

Der var gode præstationer fra bands som Watain og Behemoth, mens Danzig derimod var sløset i sin optræden, og Judas Priest reddede aftenen.

Dimmu Borgir havde mulighed for at kunne lave et stort comeback på Wacken Open Air, men lydniveauet var for lavt, og hverken band eller musik bidrog til festen.

Samael spiller en blanding af industrial og black metal, men trods det schweiziske ophav kørte maskinerne ikke helt, som man kunne forvente fra de præcise ures land.

Som en anden kæmpehval buldrede Gojira ind på scenen på Wacken og lavede en forfærdelig masse dejlig ballade, men endte alligevel i lidt af en maveplasker.

Ghost havde det helt store sceneshow til fredagens natlige koncert, hvor der blev opfordret til uterlighed, mens musikken var lav og ikke rigtig fængede.