Støvet blæste over både Copenhell og The Sword, som bestod prøven: Lille band vs. stor scene
Der var frygt for afbud, men en god vikar førte Heaven Shall Burn sikkert igennem showet, der åbnede Helviti lørdag
Slipknot var en skygge af sig selv lørdag aften, hvor bandet kørte på 70% og dermed blev en kæmpe fuser som hovednavn på dette års Copenhell.
De svenske pionerer i In Flames startede koncerten i varmen fra flammerne i Copenhells tårne og holdt niveauet hele vejen til mål.
Tyske Powerwolf underholdt med storladne metal-hymner og skabte forrygende festivalstemning. En time, der inkarnerede heavy metal-fællesskabet på Copenhell.
Alderen og årene har også sat sig på snart 70-årige Billy Idol, men han sørgede stadigvæk for en fin fredagsfest på Copenhell, hvor der var plads til både fællessang, fællesdans og frieri.
Kreator leverede en koncert, vi har set så mange gange før. Og glæden ved gensynet var igen fantastisk i selskab med de overbevisende tyskere.
Man ventede på 'Pull Me Under' men faktisk var Dream Theater gode fra start, så bandets hit var ikke det eneste gode på en aften, hvor også James LaBrie i front leverede godt.
Soulfly fik i den grad sparket fredagen i gang med en glohed præstation på Helviti, der fik publikum til at hoppe og moshe i en time uden hvil.
The Prodigy viste os, at ravekulturen ikke er død, og at de faktisk havde en plads på Copenhell.
Rock-legenderne i The Cult leverede en knap så legendarisk koncert på Copenhells største scene, hvor de i den grad svigtede den store og tunge arv, de selv har skabt.
Man skulle nok have været ung i 2005 for, at Bullet For My Valentines koncert rigtig skulle være en fest ...
Dizzy Mizz Lizzy lukkede Helviti ned med døsig rockmusik, der kun lige akkurat kunne hidse folk op til fællessang og fadølsfest.
De hollandske symfo-metallere Within Temptation kom med masser af vellyd og kompetence, men leveringen var for “indpakket” og steril.
Skunk Anansie fik åbnet Helviti på Copenhell i 2025 med overskud, karisma og en forsanger, der løb med opmærksomheden og publikums gunst.
Body Count fik jokket godt og grundigt rundt i følelser, god smag og vestlige værdier anno 2024. Måske havde det været nemmere at forholde sig konstruktivt til, hvis ikke koncerten i forvejen var så elendig.
I 2019 var Tool historisk fremragende. I år var de reduceret til en historisk fadæse.
Forsinket på scenen og for sent om at spille hits. Accept var udmærket, men nok en koncert, der gik direkte i glemmebogen.
Dropkick Murphys’ keltiske folk rock skabte et stort party for de festklædte, men også en ret endimensionel time for vores anmelder.
Rival Sons fængsler med svedige rockfeels og en sanger, der mester sit croon - en lækker booking tidligt på dagen til at finde drivet frem på tredjedagen.