Body Count fik jokket godt og grundigt rundt i følelser, god smag og vestlige værdier anno 2024. Måske havde det været nemmere at forholde sig konstruktivt til, hvis ikke koncerten i forvejen var så elendig.
I 2019 var Tool historisk fremragende. I år var de reduceret til en historisk fadæse.
Forsinket på scenen og for sent om at spille hits. Accept var udmærket, men nok en koncert, der gik direkte i glemmebogen.
Dropkick Murphys’ keltiske folk rock skabte et stort party for de festklædte, men også en ret endimensionel time for vores anmelder.
Rival Sons fængsler med svedige rockfeels og en sanger, der mester sit croon - en lækker booking tidligt på dagen til at finde drivet frem på tredjedagen.
Uriah Heep får varmet os op en juni morgen med masser af lune rockvibes fra dengang far var ung.
Trods en lille byge undervejs tog Machine Head værdigheden som hovednavn på sig og løb med den. Vi takker for en lækkerbidsken af en koncert!
Svenske The Hives tog deres spøjse charme og gedigne rockenergi med fra garagen, op på hovedscenen, og satte gang i festen torsdag eftermiddag.
Limp Bizkit beviste deres berettigelse som headliner på Helviti, til trods for at det efterhånden er 25 år siden, bandet var aktuelt
Copenhells coverband-show kørte den ind med endnu en legacykunstner fra de glade 90'ere.
Avenged Sevenfold har spillet sig ud i en karrieremæssig skillevej, der torsdag aften primært resulterede i det sikre valg.
Det kan være vanvittigt hyggeligt at se et indlevende coverband fyre den af – men behøver det være på Copenhells hovedscene?
Der blev sunget med på både store og små hits, da de amerikanske punkrockere i The Offspring viste, at der stadig kan tages energisk afsæt i de efterhånden gamle sange.
Korpiklaani var en lettere aparte oplevelse for vores anmelder, der ikke var helt beruset nok til at få den fulde oplevelse ud af det.
Der var mere teater end torden, da Ghost forsøgte at kede Copenhell ihjel. Eneste formildende omstændighed var, at det kun varede en time.
Der var mere abefest end metalfestival over Copenhell, da Guns N' Roses lukkede årets festival med en absurd maratonkoncert.
Billy F Gibbons er ånden i ZZ Top, og det lod sig slet skjule i denne times sonderinger af den rustne white-man-blues, han selv lagde grunden til for et halvt århundrede tilbage.
Foran et fremmmøde, der havde passet bedre til Copenhells mindste scene, spillede Angra på den største og formåede alligevel at stå præstere noget, der ikke var pinligt (for bandet i hvert fald).
Mastodonten leverede stilsikkert uden at imponere. Så kan man diskutere, om der er brug for flere generationers version af bandet.
Det tyske electronicoreband fra Castrop-Rauxel væltede Amager Bio tidligere på året. Et stunt bandet matchede med en nærmest uimodståelig vanvidskoncert.