Copenhell 24: Energisk, eksotisk, ensidigt
Dropkick Murphys’ keltiske folk rock skabte et stort party for de festklædte, men også en ret endimensionel time for vores anmelder.
Det keltiske indslag i populærmusikken har en efterhånden lang og bred historie; fra legenderne i The Dubliners, over rockikoner som Thin Lizzy og Gary Moore solo, til Bostonrapperne House of Pain og deres bysbørn, Dropkick Murphys. Sidstnævnte, der jævnligt har gæstet landet siden 1997, er blevet et massivt navn for en brogede skare af rockfans, som hjertens gerne samles til bandets Guinness-klingende rockpunkkvad og autentiske sækkepibetrut. Masser af banjo, harmonika og fløjte i tillæg. Fest, dans og skrål fra start til slut.
Placeringen af Dropkick Murphys på hovedscenen Helveti tidligt fredag aften var derfor indlysende, og en direkte invitation til at gøre den våde gane endnu vådere, til at buldre rundt i moshpitten eller blot feste med ude på den velfyldte, partyparate festivalplads.
Dropkick Murphys sendte da også en kaskade af folkrockpunkede festsange afsted til det Copenhell-keltiske kallas, som gav lystigt liv i mosh pitten og rundt omkring. Synligt populære for metalfolket, og med deres særlige originale genremiks og en dedikeret dynamik, men også med en ret ensidig enten-eller-energi.
Som tilhører skal man helt ind i den keltiske feststemnings kerne, ellers decimeres Dropkick Murphys desværre til en noget endimensionel, eksotisk kuriositet. Der var ikke rigtig noget midtvejs her. Ingen anden, dybere dimension end at være party-på. Det var de fleste tilstedeværende også, og godt for dem.
Smæk på og ørene ud i de første par-tre numre, men for undertegnede gik det desværre mod en temmelig endimensionel time, der nummer for nummer tog form af en mere middelmådig musikalsk oplevelse.
PS. Undervejs i showet annoncerede bandet deres næste København-koncert til fredag den 28. januar 2025. Således en god nyhed til festfolket midt i festen.