Deicide var hot i Hamburg
Deicide gav en tung og velspillet koncert i Hamburg, hvor deres store hits fra halvfemserne blev fremført med lige dele akuratesse og nerve.
2. Bastard of Christ
3. Carnage in the Temple of the Damned
4. Bury the Cross… With Your Christ
5. Behead the Prophet (No Lord Shall Live)
6. Once Upon the Cross
7. From Unknown Heights You Shall Fall
8. Sacrificial Suicide
9. Holy Deception
10. Serpents of the Light
11. Forever Hate You
12. Satan Spawn, the Caco-Daemon
13. They Are the Children of the Underworld
14. Scars of the Crucifix
15. Dead by Dawn
16. Homage for Satan
Deicide var et af halvfemsernes store dødsmetalbands, men har ikke givet koncert i Danmark siden Copenhell i 2011, så nu var det på tide at få vurderet dagsformen. Derfor drog Devilution til Hamburg tirsdag aften i august måned, og heldigvis for det. For vi blev positivt overraskede over, hvor godt bandet spillede.
Sådan en tirsdag aften, hvor man ankommer lidt før 20 om aftenen og stiger ud af en airconditioneret bil og rammes af 30 grader er ikke det, man normalt oplever i Danmark i starten af august. Men St. Pauli-bydelen i Hamburg var glohed, og tæt op af spillestedet Knust ligger der et tivoli, så der var virkelig liv i gaderne.
Spillestedet midt i St. Pauli hed frem til slutningen af 2003 Schlacthof, fordi det ligger i lokaler, der i gamle dage var et kvægslagteri. Devilution, dengang HeavyJam, nåede lige akkurat at opleve Sepultura der i foråret 2003. Siden har vi ikke været der, men nu skulle vi tilbage, og spillestedet er mindre end vi huskede det fra den aften for 23 år siden. Et intimt sted, der minder lidt i opbygningen om Voxhall og Vega med en balkon hele vejen rundt. Knust har bare været i tørretumbleren, for her er slet ikke plads til lige så mange som de to nævnte spillesteder i Danmark, men nok nærmere 300 - 400 gæster. Så man kommer hinanden ved.
Denne aften var der ingen opvarmning, så Deicide gik bare på uden dikkedarer præcist klokken 21.00 til en næsten fyldt sal. Det varme vejr var taget med indenfor, så der var fugtigt og varmt. Moshpitten var intens oppe foran, og man risikerede lidt nitter og albuer i ryggen, men det passede meget godt til stemningen generelt denne aften. For Deicide var i hopla. Trommeslager Steve Asheim var ude og give hånd til de forreste rækker lige før koncerten gik i gang, og de startede ud med den stærke 'When Satan Rules This World' fra 'Once Upon the Cross'-pladen fra 1995. Fællessang og moshpit fra start. Publikum var på.
Det var Deicide også. Nok havde guitarist Taylor Nordberg lidt knas med at få gang i sin guitar i første nummer, men så kunne Jadran Gonzalez heldigvis holde lyden i live, mens han fik de sidste teknikaliteter på plads. For de to herrer leverede både rytme og soli meget præcist i forhold til lyden på pladerne. Det var en fryd at høre, at der ikke blev knebet af eller sjusket med detaljerne. De havde begge en god aften på kontoret. Undertegnede stod ikke mere end tre meter fra Gonzalez og kunne se, at han både koncentrerede sig og nød at spille numrene.
Glen Benton så også ud til at hygge sig. Han sagde ikke ret meget til publikum, men sørgede for, at trommeslager Steve Asheim fik bandet talt ind til samtlige numre og brølede dybt de sataniske tekster udover scenekanten. Der var selvfølgelig mest reaktion, når de spillede de klassiske numre fra de tre første plader. 'Sacrificial Suicide', 'Carnage in the Temple of the Damned', 'Satan Spawn, the Caco-Daemon' og selvfølgelig 'Dead by Dawn' blev modtaget med fællessang og hænder og kroppe flyvende overalt. Sangene fra debutpladen var højdepunkterne.
Der blev endda stagedivet et par gange, hvor en publikummer kravlede op, headbangede lidt sammen med Glen Benton og sprang så ud ovenpå de forreste rækker. På alle måder var det, som da man så selvsamme band i halvfemserne.
Eneste lille knas var lidt feedback på lyden under 'Scars of the Crucifix', og det drillede i ny og næ på de sidste par numre, men ikke nok til at ødelægge helhedsindtrykket. Det var 60 intense minutter, hvor Deicide viste, hvorfor de var den mastodont de var i starten og midten af halvfemserne. Bevares, i dag smiler Glen Benton noget mere, end han gjorde dengang, og overskuddet var der da også til at give hånd til samtlige første tre rækker, så undertegnede gik derfra efter at have givet hånd til både forsanger og trommeslager. De mest svedige håndtryk modtaget nogensinde.
Det var turen til Hamburg værd. For selvom det nu er 15 år siden Deicide har spillet i Danmark, så var det så positiv en oplevelse, at man nærmest kun kan undre sig over, hvorfor de ikke har været i landet siden den koncert på Copenhell i 2011. Man kunne høre udenfor Knust før koncerten, at Devilution ikke var de eneste danskere, der havde taget turen. Der var noget mere end bare en håndfuld danskere tilstede, hvilket tyder på, at der stadig er et publikum, der gerne vil høre og opleve bandet. Og heldigvis leverer Deicide stadig.