Let’s Fuck Shit Up!
Biohazard havde taget vennerne i Sworn Enemy med under armen til en omgang gammeldags New York-hardcore midt i det, der i gamle dage hed industriferien. Det blev en festlig og rowdy aften fyldt med urenergi.
Lørdag var en livlig dag i Pumpehuset og Byhaven, og hvor hiphop og grafitti havde overtaget de udendørs arealer for et par dage, så var der anderledes hårdtslående aktiviteter på programmet indendørs, hvor Sworn Enemy og Biohazard havde fået den - måske lige utaknemmelige - opgave at spille for et sommerferie-ramt københavnerpublikum, hvoraf mange havde drukket tæt i flere timer.
Det fik særligt Sworn Enemy at mærke, da de gik på scenen i en halvt fyldt kransal. For små mennesker som denne signatur var det helt fantastisk for jeg kan aldrig nogensinde finde en plads på forreste række midtfor til en hardcore-koncert, og selvom jeg egoistisk syntes, det var helt vildt fedt at være tæt på for en gangs skyld var det jo desværre også et tegn på, at det var et lidt dvask publikum at få spillet varme.
Pisse god energi til et slattent publikum
Men vi måtte overgive os lidt efter lidt i løbet af det ret korte sæt på en 35 minutters penge, for Sworn Enemy spillede fedt, og de lod sig ikke mærke med den lidt halvlunkne stemning dernede på gulvet, hvor aftenens første circle pit bestemt ikke var noget at skrive hjem om. Men med hårdt arbejde og showmanship og en hel masse erfaring fra en lang karriere, fik Sworn Enemy i løbet af koncerten pisket noget gejst ind i publikum med deres groovy N.Y.-hardcore, der på sine steder truede med at kamme over i thrash. 
Det var rå energi fra første tone, med mande-mænd på scenen og med hævede arme og knyttede næver. Men det var også smil og humor og pisse god energi fra et band, der helt klart havde rutinen, men undlod at køre den hjem på rutinen - og det kunne vi mærke i publikum, der kom tættere og tættere på, moshede mere og mere og som heldigvis til sidst fik mig fortrængt fra min privilegerede plads forrest i midten.
Et cover? Hvorfor?
Vi kom rigtig godt rundt i deres bagkatalog med numre fra fem album, og naturligvis sluttede de med hittet ‘We Hate’. Og det satte søreme skub i publikum. Pludselig arbejdede crowden for Sworn Enemy og det stak helt af, da ‘We Hate’ gled over i Panteras ‘Domination’. Jeg kan ikke afgøre med mig selv, om det var et lidt billigt trick, eller om det måske er ok for et supportband at sætte ild til publikum med et stensikkert kort. Nuvel. Jeg kan godt lide Pantera, men synes faktisk at Sworn Enemy’s bagkatalog og aftenens sætliste sagtens kunne have båret sig selv uden covers. Men det gjorde, hvad de skulle. De varmede publikum op. Ret eftertrykkeligt endda. 
Let’s fuck shit up
Og varme var vi, da hovednavnet Biohazard gik på en små 20 minutter efter. Aftenen var særlig, fordi Biohazard i anledning af deres nyeste album-udspil fra sidste år også optog musikvideo-materiale. Og det satte sig også lidt i sætlisten og i publikum, som vi kommer tilbage til. Men sættet startede som det plejer til en Biohazard-koncert: lige på og hårdt med de stærkt trænede, efterhånden aldrende, mænd på scenen i klassisk hardcore-antræk og med kampråbet: “Let’s Fuck Shit Up!”. Det var en tidsmaskine tilbage til uskyldigere (?) tider og til dengang, den overdrevne maskulinitet var sådan metal og hardcore så ud. Det har heldigvis ændret sig, og kanterne er da også slebet lidt til på de gamle drenge i Biohazard, der tilmed smilede flere gange fra scenen. 
De gode gamle dage
De lagde stærkt ud med titelnummeret fra ‘Urban Discipline’, der udkom i 1992 og generelt tog en del plads på sætlisten sammen med deres nyeste pladeudspil ‘Divided We Fall’ fra sidste år. Der blev også plads til et enkelt nummer fra deres selvbetitlede debut fra 1990 og så naturligvis ‘Five Blocks To The Subway’ fra ‘State Of The World Address’, der var denne signaturs første møde med Biohazard. Det var en stærk sætliste med masser af minder fra gamle dage, og den satte tempo på fra starten og tog ikke nogen som helst fanger. Da det blev annonceret fra scenen, at de havde brug for optagelser til en musikvideo, gik publikum ganske enkelt amok. 
Det er meget længe siden, jeg har set så livlig en pit, og det er meget længe siden jeg har lavet alliancer med større og stærkere mennesker i min nærhed om, hvor jeg kan løbe hen, hvis det hele bliver en tand for rowdy. Mystisk nok formåede publikum ikke at gribe ret mange crowdsurftere selvom de talrigt kom flyvende fra scenekanten. Om der var for meget bevægelse eller om der simpelthen ikke var nok folk, ved jeg ikke, men langt de fleste faldt uelegant med rumpen først ned i menneskehavet foran scenen og nogen må have slået sig noget så eftertrykkeligt. 
Der blev talt til urmennesket til Biohazards koncert, til vores instinkter som de dyr, vi nu engang er. Det var hård, groovy N.Y.-hardcore fra øverste hylde og det var et band, der var på, og det var et band, der spillede godt. Og højt. 
Der var bestemt ikke sparet på noget som helst, heller ikke energi, og eneste lidt nederen øjeblik i sætlisten var, da vi skulle igennem to versioner af ‘Fight To Be Free’ fra ‘Divided We Fall’, fordi nogen skulle have nogle bedre skud i kassen. Det er jo fair nok, og jeg er måske lidt gammeldags, men hvis man vil bruge et betalende publikum som statister i en video, bør man som minimum informere om det ved billetkøbet, i tilfælde af at folk hellere vil have en helt normal koncert.
Koncerten sluttede med ‘Hold My Own’ fra debut-albummet ‘Biohazard’ og her fik vi også gæster på scenen fra aftenen to opvarmningsbands, Striking 13 og Sworn Enemy. Det var en energiudladning af den anden verden og mon ikke vi alle fik vores kardio i grønt denne aften i Pumpehusets Kransal. 
Aftenens særlige event i baren udenfor løb lidt ud i sandet, da det gik op for bandet at gratis øl til hele publikum ville æde hyren og lidt til. Og det kan jo godt lægge lidt en dæmper på efterfesten at love en omgang og så ikke have råd til at leve op til sit løfte … Men skide være med det. Vi fik fucked shit up denne aften i Pumpehuset, og det var sgu fedt nok på en lidt gammeldags måde. 