2300 BROOKLYN MFs!
Der stod 90’er-fest på Amager Bios program tirsdag aften, da både Life of Agony og Biohazard holdt sig tro mod hver deres gyldne år!
What Makes Us Tick
Wrong Side of the Tracks
Shades of Grey
Five Blocks to the Subway
Each Day
Black and White and Red All Over
Business
Victory
Love Denied
We’re Only Gonna Die (Bad Religion-cover)
Tales From the Hard Side
Forsaken
Punishment
Hold My Own
Så sent som i torsdags blev det annonceret, at aftenens show blev rykket fra Refshalens nye, store spillested Poolen til go’e gamle Amager Bio. En ændring, der om noget tydeliggjorde, at billetsalget nok ikke helt var gået som forventet – og mon ikke også det har været et dårligt udgangspunkt, at vi snakker en tirsdag aften, hvor mulighederne for at komme hjem fra Refshalen ikke just er imponerende.
Nuvel, sådan skulle det så heller ikke blive – og i stedet er Bioen så svedigt pakket denne tirsdag i et par New York-legenders selskab. Nåhja, og så LYLVC forinden, men dem nåede jeg ikke mere af end de sidste 10 minutter, hvor en keyboardist sparker og kyler rundt med sit plastificerede keyboard som for at virke mere edgy, mens musikken lyder som et kikset 2025-take på Evanescence. “Stick around for Life of Agony and Biohazard” – ja ja, som om det var jer, folk var kommet for at se, ikke.
Ventetidsmusikken efterlader ikke den mindste tvivl om, hvilken aften vi har i vente. Korns ‘Blind’ og House of Pains ‘Jump Around’ bliver skruet helt op til 11 og sender os tilbage til en tid, hvor verden var en hel del mere simpel. Et årti, hvor genrer for alvor begyndte at smelte sammen i hybrider, og hvor bl.a. hardcorens attitude, doomens tyngde, punkens drive og groove metallens opblomstring bidrog til at definere aftenens første headliner.
Life of Agony har været hyppige gæster herhjemme, og de efterlader bestemt heller ingen tvivl om, at de ved hvad folket vil høre. Selv er det fjerde gang jeg ser dem, og jeg har endnu aldrig set et LoA-show, hvor ‘River Runs Red’ ikke har repræsenteret minimum 75 % af sætlisten – og (spoiler alert!) i aften er ingen undtagelse!
Fra start med titelnummeret lige på og hårdt, efterfulgt af den fortræffelige ‘This Time’, og så kan vi ellers svælge os i 90’er-nostalgi fra New Yorks rendesten. Desværre med en Keith Caputo, der har lige lovligt travlt med at vride sig rundt med mikrofonstativet og sende det gang på gang ud til publikum, som for at skjule, at stemmen måske ikke er helt hvad den har været? Caputo vil tydeligvis hellere engagere os. Få os til at synge for ham – vi kender jo også alle numrene alligevel. Spæne rundt på scenen og demonstrere, at det her altså er en live-koncert, og ikke bare som at sidde derhjemme foran YouTube. Som han siger i en af sine tre lange rants undervejs:
“I need some fucking energy! This is a fucking concert, have a good time, man! You’re not woke, are you?”
Ved man bare lidt om Keiths politiske udgydelser på de sociale medier, så falder særligt hans gentagne vrøvl i løbet af aftenen om hellere at være awakened end woke på en pænt træls baggrund – og det kan man så tænke om, hvad man vil.
Nu er det dog trods alt musikken, vi er her for, og her fejler bandet sådan set set intet. Bassist Alan Robert med den genkendelige, sorte hat er som altid cool, som han både holder bassen slæbende tung og upbeat på groovet. Veronica Bellino giver ligeledes masser af punch til bandet bag trommerne, og kan særligt mærkes i ‘My Eyes’, hvor både dobbeltpedaler og masser af taktskift demonstrerer hendes styrker. Og så naturligvis den altid stilsikre Joey Z på guitaren, der for tiden mønstrer en habil devilock, apropos den Misfits-trøje Roberts har på i aften. Sammen er de stærke, og tager særligt kegler i fede udgaver af ‘Bad Seed’ og ‘I Regret’, samt de afrundende ‘Through and Through’ og ‘Underground’, hvor Caputo lader til at have gemt på en del af luften til det sidste.
Alt i alt en fin koncert, hvis man bare vil høre det man kender – men Caputo har bestemt haft bedre aftener og var absolut aftenens svage led. At bruge sammenlagt ti minutter af en koncert på at bitche over, at vi ikke er nok på, virker helt unødvendigt selvforstærkende og ender med i langt højere grad at udstille ham selv end os. At de derudover har udgivet tre plader siden 1997, men ikke berører en eneste af dem, demonstrerer da også et komplet fravær af tiltro til, at de kan komme videre fra fortidens prægtige bedrift(-er). I aften lader det i hvert fald endnu engang til, at heller ikke de selv er overbevist om, at der er ret meget efter 1993, der har overlevet tidens tand …
Ikke, at Biohazard principielt er meget bedre, hvad det angår. Med undtagelse af den helt nye ‘Forsaken’ får vi intet at høre efter hovedværket, 1994s ‘State of the World Address’. Sammen har hele kernebesætningen á Billy Graziadei (guitar, sang), Evan Seinfeld (bas, sang), Bobby Hambel (guitar) og Danny Schuler (trommer) da også kun udgivet én plade siden dengang, 2012's jævnt uinspirerede ‘Reborn in Defiance’, men hold da kæft, hvor er Biohazard bare i en anden liga. Graziadei er blevet godt buff, ikke ulig Seinfeld, men de løbende gadedrengehop mestrer han endnu, og han skriger stadig som en drøm, som fx i ‘What Makes Us Tick’ tidligt i sættet. Har hans stemme egentlig overhovedet ændret sig de sidste 30 år?!? Vekselvirkningen mellem ham og så Seinfelds mere råbende stil er stadig lige så potent som dengang, ligeledes Hambels energiske dansen rundt om sig selv, mens Schuler er nok så tilbagetrukket bag trommerne, men fuck, hvor er han dog bare tight – og en virkelig central årsag til, at det hele svinger så godt, som det gør i aften! En vild force for bandet – men med det sagt, så er der stadig nul svage led i kæden her.
Det var der nu heller ikke på Copenhell sidste sommer, men denne gang i en proppet Amager Bio til kogepunktet, der gang på gang lader sig rive med i circlepits og walls of death, uden bandet behøver gøre det store for det – tag den, Caputo! Alt spiller fra start til slut, men især Tick og så den rene Schuler-showcase af en banger ‘Wrong Side of the Tracks’ får pulsen op i salen tidligt i sættet, for aldrig at falde, før ‘Hold My Own’ runder sættet af en time senere.
Det skulle da lige være i slutningen af ‘Punishment’ lige forinden, hvor bandet prompte stopper med at spille, da en fyr er på vej til at stagedive og bliver draget ud af biffen af sikkerhedspersonalet. En beslutning, Biohazard under ingen omstændigheder vil finde sig i, og tvinger personalet til at få ham ind på scenen, hvor han så kan stå i siden og se resten af showet, fra de går direkte i gang samme sted som de slap, det sidste godt halve minut de manglede af ‘Punishment’. Respekt! God stil, perfekt eksekveret fra et band, der stadig har integriteten i behold – og den ene forsmag fra den kommende skive viste sig da også ganske lovende, samt tro mod Biohazard-lyden fra storhedstiden.
Er Biohazard en one-trick pony?
Lidt, ja – men jeg er faktisk bedøvende ligeglad, fordi det her var så fandens overbevisende, så jeg for en stund glemte alt om morgendagens 10.000 møder, test-setups og presserende deadlines. En times badass-banger på banger, en fortsættelse af co-headlinerens 90’er-fest, jovist, men en langt mere troværdig og gennemført en af slagsen. Nu glæder jeg mig faktisk helt til at høre, hvad den kommende Biohazard-skive kan – og er det bare halvt så overbevisende, som det vi bevidnede her i aften, så er det hele ventetiden værd!
Life of Agony: 3
Biohazard: 5