Nordjysk psykedelika
Der går rigelig grunge i Bogwifes psykedeliske stener-LP. Sine steder til god effekt, andre steder til mere blandet modtagelse.
2. Restoration
3. Among The Trees
4. Celestial Dawn
5. Descent
Danmark er efterhånden ved at være godt etableret på både døds- og black metalfronten, og derfor må tiden være ved at komme til de lidt tungere, langsomme genrer. Udover hos Saturnus, Konvent og nogle få andre, har doom metallen ikke slået voldsomt igennem hos musikerne herhjemme, og på den mere fuzzy front er det også primært Dirt Forge og Slowjoint, der har taget teten.
Bogwife har en hel klar ambition om at ride på Monolord, Elder og Pallbearers bølge ind i den psykedeliske doom, og den lever de godt ud. Bandet har også klart et øre for, hvad der ville kunne tiltrække sig bred opmærksomhed på den danske scene. Det bliver en styrke kommercielt men får ikke udelt applaus fra Devilutions hånd.
Det svage punkt, for os at se, er nemlig også det, der sandsynligvis bliver trumfkortet i forhold til at nå bredt ud – forsanger Mikkel Munk Iversens vokal. Den er, som det sig hør og bør, begravet dybt i produktionen men trænger alligevel godt igennem, så den er tydelig at høre. Iversen har en udmærket stemme, der sagtens kunne pege i retning af førnævnte Monolord, forstået på den måde, at den lægger sig som et supplement til hovedfokus i musikken. Hvor den så adskiller sig, er den forskelligartethed Iversen lægger for dagen pladen igennem. Nogle steder minder den om Thomas v. Jägers, mens den på ‘Among The Trees’ og ‘Celestial Dawn’ kommer tæt på salig Layne Staley fra Alice In Chains på mesterværket ‘Dirt’.
På ‘Among The Trees’ er det en meget god ting, mens det på ‘Celestial Dawn’ er lidt mere til en side.
Lavpunktet for Iversen er dog albummets lukker, der i højere grad lægger sig opad Mina Caputo eller, og man ængstes nærmest ved at sige det, Michael Poulsen. Det er en kæmpe streg i regningen og gør, at man går fra pladen med en noget dårligere fornemmelse, end man burde have haft.
Hvor Bogwife til gengæld gør det godt, er på instrumentalfronten. Jonathan Hansen og Jonathan Iversen har en gennemspillet og tight rytmesektion, og de holder den fuzzede tyngde kørende konsekvent, mens særligt Jonathan Iversens trommespil træder funklende og dunkende frem. Det kan være svært at spille psych-trommer uden at forfalde til kedelig taktholdning mens guitarister lirer på strengene, men det formår han til fulde, mens Hansen leverer den lodne stemning vi holder af.
Morten Nielsen på guitar giver den også rigeligt gas, og leverer AOR-inspirerede licks og svævende soloer det meste af vejen igennem. Særligt åbningsnummeret ‘ The Approach’ byder på et strålende stykke med melankolsk, klagende guitar, der trækker os dybt ind i musikken. På samme måde åbner ‘Restoration’ med et næsten Electric Wizardsk riff, der forjætter tyngde.
Bogwife har den fordel, at det er tungt men ikke hårdt, og vi spår dem altså rig mulighed for at overtage den plads, det slumrende psych-rock-band Baby Woodrose har efterladt. Hvis altså de vælger at se mod rocken i fremtiden. For vores egne selviske årsager håber vi dog på, at rockismerne bliver skåret fra, og vi i stedet kan få et tungt stenerband under bæltet – helst uden Elvis-vokal.