Flere hooks i mørket, tak!
Ligthchapter rammer en dyster nerve på bandets andet album og sætter den overordnede stemning før hit-sange og monsterriffs.
Danske Lightchapter har ladet sit elektro death metal-univers dreje en smule mere over mod det dystre og filmiske på den elektroniske side af musikken. En væsentlig side, der fylder en hel del i bandets musik. Det er tungt og skummelt og et bevidst valg for at dække pladens lyriske temaer over desperation, vrede og hævn. Men samtidig med et lys derude og en tro på håbet, som albummets titel også indikerer – på samme måde som bandnavnet gør det.
Det er andet album fra de fire medlemmer, der før bandet havde erfaring fra bands som The Burning, Diamond Drive, The Hive Mind og The Silent Low. Som på forgængeren, 'Time to Obey', har Tue Madsen drejet på knapperne og sammen med bandet skabt balancen mellem elektronikkens plads i lydbilledet og det mere metaltraditionelle fra det groove, som guitar, bas og trommer skaber over de store klangflader af synths.
En forholdsvis kort stemningsskaber lægger ud, leder vejen ind i skiven, hvis første egentlige nummer er titelnummeret, som følger lige efter. Her kommer bandet godt fra land. Det er dystert, det er tungt, der er hiv, skrig og skrål fra guitarstrengene, mens vokalen vrænger sine ord ud. Trommespillet er varieret, først måske for meget, men det giver mening efter et par lyt. De finurlige skift i groovet falder på plads fra først at lyde forcerede.
Lightchapter er tro mod stilen på titelnummeret over resten af albummet, og den overvejende fornemmelse efter ganske mange afspilninger er, at det godt nok er meget i samme tempo og med samme stemning. Det føles som en stor fejring af mid-tempo og masser af bord og stol-trommer, sådan helt overordnet. Går man mere analytisk til værks, så er det faktisk ikke helt sådan, men det er altså en følelse, det er meget let at sidde tilbage med overordnet set. Og det behøver der ikke være noget galt i, tag fx Ulcerates seneste album, her er der ikke de store forskelle fra nummer til nummer, men kan man lide stilen, så er det en times tid i et fantastisk stemningsfuldt univers.
Og her vil Lightchapter helt sikkert også ramme nogle positivt – at det er 40 minutter i lækker stemning – mens andre har brug for mere af det lys i mørket, de egentlig lover. Synths og keyboards skaber mørket, som et soundtrack til en film, men hvis handlingen ikke spiller selv, så er det i hvert fald for mig bag ved tasterne ofte ikke nok. Der skal mere end et ordinært groovy riff til, for at summen med 80'er synth giver den store effekt. Og en guitarlead, mere end som sjældent gæst, ville være skønt. Det er i hvert fald lækkert og løfter i slutningen på 'What I Have Become', at den melodiske guitar lige kommer og svøber nummeret ind og giver noget til hukommelsen. Og til stemningen, for det emmer af melankoli. Man kan mene, at det netop virker, fordi det er sjældent brugt, men så vil modargumentet så blot være, at så er der noget andet, der mangler.
Eller en brug af synths til også at skabe hooks og ikke kun stemning. Som i 'The Unholy Mass' eller 'Little Death'. Især fordi bandet på instrumentsiden ofte forfalder til noget groove metal, der er helt uden overraskelsesmomenter.
Original stil, men det må godt fænge mere
Lightchapter har egentlig gang i en blanding som er ganske original, men det kunne udnyttes bedre. Selvfølgelig vil de ikke "bare" være en Raunchy-kopi, men man kan godt savne, at den store del af lydbilledet, der er elektronisk, turde bære mere som netop hos Raunchy. Det behøver ikke være for at gå i den poppede retning, men det kunne sagtens være dystert men også catchy samtidig. Eller også skal flere guitarriffs op i en anden liga.
Der skal ikke herske tvivl om, at det er et værk, som Lightchapter har haft for øje. Det er set som en helhed, og ikke nødvendigvis for at kunne hive 4 supersingler ud, og så kan resten få lov at agere fyld. Der gemmer sig gode ting i alle numre, et riff, en lækker stemning, et rytmeskift, en god, men sjælden lead, en catchphrase fra vokalen. Alt muligt. Men det kan godt føles som om, at man får lov at vente lidt for meget på det i værk-formatet, fremfor at have hurtige fix i form af numre, der så kan skippes hen til, hvis man bare skal have et kort Lightchapter-fix. Som nævnt, så har nummeret 'Where All Hope Begins' det, og der er også gode takter i andre numre som 'Restore My Faith in Sanity' og 'Revenge'.