Smuglytning: Raunchy – 'Vices.Virtues.Visions.'

Populær
Smuglytning: Raunchy – 'Vices.Virtues.Visions.'

Det danske metalflagskib Raunchy er endelig på banen igen med et nyt album. Devilution har fået lov at givet det et lyt.

Kunstner
Titel
Vices.Virtues.Visions.
Dato
19-10-2014
Distributør
Forfatter

Endelig er der nyt fra Raunchy. Sidst vi hørte fra dem, var tilbage i 2010 med 'A Discord Electric', men nu er de her så med ny sanger og det hele. Mike Semesky hedder han, og han står for både forvrænget og ren vokal. Det sidste sammen med Jeppe Christensen, som hele tiden har sunget ren vokal. Han er en klar forbedring!

Og hvad kan man så vente sig af den nye? Det er Raunchy for fuld udblæsning! Det er melodisk death, og det er pop og electronisk i en ekstrem pærevælling, som man nu er vant til fra den kant. Der er ikke foretaget nogle vilde stilskift eller noget, og  kæledække hos tr00 kvlt-politiet bliver bandet aldrig, men det er nu heller ikke bandets målsætning.

Denne gang er det dog en tand mere veloplagt, -udført og -komponeret, end det har været tidligere, og frem for alt meget varieret og detaljerigt. Dette skal dog ikke være en anmeldelse, så lad os tage fat på smuglytningen:

1. In The Eyes of a Storm
Pladen lægger ud med en sang, der præsenterer resten ganske godt. Først nogle tunge, melankolske og melodiske riffs og et ultrapoppet omkvæd samt en masse små, lækre detaljer. (Denne sang har haft premiere på Sort Søndag).

2. Truth Taker
Dette er singlen, der allerede er blevet luftet. En fin melodødssang, der både har tempo og tyngde. Igen er omkvædet skamløst blødt og poppet, så det er med at nyde kontrasten, hvis man skal have noget ud af tracket.

3. Digital Dreamer
Begynder forholdsvist diskotekstagtigt, men bliver hurtigt én af pladens tungeste og mest veldrejede skæringer, samtidig med at omkvædet har en ligeså veldrejet melodi. Bæmærkelsesværdigt drive (Også denne sang har været luftet på Sort Søndag).

4. Never Enough
Langsom og storladen åbning, som går over i et mere synkoperet riff og et mere svævende omkvæd. Sangen antyder et musikalsk slægtskab med Soilwork.

5. The Castaway Crown
En uptempo og smilefjæs-agti gsang, der både har groove, tyngde og et godt mix i broen mellem forvrænget og ren vokal. En helstøbt skæring.

6. Anasthesia Throne
En luftig intro med følestemmer og strygere – dér går de sgu til kanten – men selvfølgelig bliver det forløst i noget hurtigt hegn, der igen går over i twinguitar. Og igen et omkvæd med ren vokal.
I det hele taget er der meget metalspade i denne sang. Både klassisk og metalcore-groovet. Flabet og effektivt.

7. Luxuria
En groovy omgang, der bevæger sig over mod det alternativt stadionrockede, og alligevel får de ganske umærkeligt smurt lidt metal på. Sangen skaber variation i forhold til resten af albummet.

8. I, Avarice
Så er der dømt dobbeltpedaaal! Til at starte med, for lynhurtigt overtager de svømmende, progressive flader, der igen afløses af nogle mere kantede og forvrængede ditto riffs, der giver scenen videre til et svømmende omkvæd med blastet bund. Og en vaskeægte heltesolo bliver det sgu også til!

9. Frozen Earth
Et grundlæggende groovet og storladent nummer, hvor vokallagene overlapper fint mellem de forvrængede, det melodiske og det flerstemmige.

10. Clarity
En sang, der bedst lader sig beskrive som metalcore. Lidt anonym blandt de andre, dog med et meget ørehængende og poppet omkvæd.

11. The Singularity Heart
En lidt mere indadvent omgang. Et stille vers, og når det så går løs, er det de store lydflader, der males. Sangen udvikler sig til det storladent smadrende, men ender i det storladent poppede.