Strømlinet og ufarligt

Strømlinet og ufarligt

Scamp skulle have været på en miniturné i foråret grundet den planlagte udgivelse af nærværende album, men forsinkelser kom i vejen, og turen blev rykket til efteråret. Men nu er den her. Den svære toer.

Kunstner
Titel
The Deadcalm
Dato
10-06-2014
Trackliste
1. The Broken 20/20
2. The Boys From Dead Soul Road
3. Existence Status Zero
4. Adrian
5. Organism
6. Silent Inferno
7. Edge Of Devastation
8. No Surrender
9. The Longing
10. Emotional Psyco Release
11. Deadhead
12. The Deadcalm
Karakter
2

Det er de færreste bands, der trækker lange strå i det omfang, som århusianske Scamp gjorde i perioden omkring udgivelsen af deres debutalbum, der udkom d. 29. august 2008. Få måneder efter fik de et skulderklap ved at slå Dawn Of Demise, Last Mile, Pilgrimz og The Burning ved det hedengangne DMeA (Danish Metal Awards) i kategorien for Bedste Debutalbum, som de vandt for ’Mirror Faced Mentality’.

Året efter bød på SPOT- og Roskilde Festival og supporttjans for Machine Head, Meshuggah og Korn blandt andet. Altså en våd drøm for de fleste metalbands og utvivlsomt også for Scamp, der på daværende tidspunkt havde fem års sammenhold og to ep’er at skue tilbage på. Derfor var det også så meget desto mere mærkeligt, at der blev fuldkommen stille omkring bandet i årene, der fulgte.

Albummet

Efter tilsyneladende et par udskiftninger på vokalsiden annoncerede Scamp i juni 2013, at de havde fundet en ny forsanger i Michael Bøgballe (ex-Mnemic), og siden har overskriften heddet ’album’ og lokationen været Tue Madsens Antfarm Studio.

Fælles for de tolv numre er den komprimerede hårdhed, der gennemsyrer både produktion, sangopbygning og eksekvering. I sidste ende er det også ’The Deadcalms’ store svaghed, for samlet set bliver albummet en meget lidt dynamisk og i stedet en enslydende masse, der konstant er pumpet helt frem både i energi og komprimering, hvilket er trættende i længden. Som sidstkomne medlem er Michael Bøgballe såmænd en stærk og udtryksfuld sanger, men igennem ’The Deadcalm’ bevæger han sig kontinuerligt oppe i den lysere ende af skalaen, og det bidrager til øregangens afmatning.

Mangler bid

Ensartetheden fjerner dog ikke fuldkommen fokus fra de mangeartede lyspunkter, der lader sig åbenbare fra tid til anden, hvor især guitarløbene er tiltrængt lyse, lette og melodiske, nærmest som en slags teknisk, progressiv dødsdjent. Men lad nu de mange genrebetegnelser dø i stilhed, og lyt selv.

Jeg har svært ved at gennemskue, hvor stort et ønske Scamp havde om den færdige lyd, eller om den er blevet optimeret efter en klassisk standardopskrift, som en anden meget velset dansk producer ellers har taget patent på, under den somme tider knap så kærlige betegnelse ’Mercenary/Raunchy-knappen’ der lidt drillende beskriver en vis pølseform i audiofilerne.

Den største overraskelse er, hvor lidt ’typisk dansk’, og hvor meget mere amerikansk som Sevendust, Periphery, The Black Dahlia Murder og Bleeding Through, Scamp lyder, efterhånden som de mange referencer afdækkes.

Er man til ovennævnte bands, er Scamps comeback et solidt bud, men følelsen af at have sovet med en teflon-dyne er i kraft af albummets meget tætte og rene lydtryk noget tid om at fortage sig, og overordnet set bliver det lige lidt for pænt.