Kviksølv! Sennepsgas! Menneskekød!
Vidnet forener et knusende, musikalsk godstog i høj fart med poesi, der er inspireret af den historiske avantgarde i begyndelsen af forrige århundrede. Forvirret? Det behøver du ikke være.
Indgreb
Daarekiste
Røgslør
Efterklange
Asfalt
Bane-Saar
Gravskænder
Første gang jeg satte ‘Attentat’ på og samtidig åbnede tekstbladet, fik jeg trang til at styrte hen i bogreolen og finde Emil Bønnelyckes digte frem. Jeg syntes, at der var et slægtskab mellem Vidnets grumt passionerede tekster og Bønnelyckes flammende futurisme. Stor var min glæde da også, da jeg kunne læse i pressemeddelelsen, at sangene på ‘Attentat’ var inspireret af netop den periode, som Bønnelycke i sit exceptionelt vigtige digt ‘Aarhundredet’ kaldte “Epokernes store Selvmodsigelsestid”. I ‘Aarhundredet’ splintrer Bønnelycke jeg’et og etablerer en slags mod-modernisme, en parallelstrømning til modernismen, der mere minder om post-modernismens fragmentering. På samme vis belyser og problematiserer Vidnet kunstnerens rolle som sandhedsvidne, der svæver over vandene, for sandheden er jo langt mere beskidt, og man må ned i mudderet, hvis man vil se det hele. Og det kommer vi. Vidnet placerer os, sammen med det jeg, der ikke kan beskue fra en ophøjet central position, blandt okkulte ritualer, medicinske forsøg, systemomstyrtninger og pludselig død. Der er ikke nogen skibskatastrofer på ‘Attentat’, men det kunne der lige så vel have været.
Det tidlige 20. århundrede var præget af første verdenskrigs store meningstab – hvordan skulle man kunne tro på en højere orden eller romantikkens trækken himlen ned på jorden, mens sennepsgassen hænger over skyttegravene, og de nye våben gør krigsmaskinen langt mere effektiv? Det var næsten uundgåeligt, at en tid med store konflikter, voldsomme katastrofer og hastige, teknologiske nybrud ville give splintrede jeg’er og hjerter – minder det om noget, vi kan se rundt om os nu?
Det er i dét åndelige landskab, at Vidnet danser rundt med deres brutale, beskidte og sludgede grindcore. Lyt for eksempel til det overvældende ‘Indgreb’:
“De Plukkede mine Øjne ud
saa jeg endeligt kan se
de vigtige Aspekter af Lidelse for Viden
under ordnede Forhold; klinisk Præcision!
Parallelle Ordner kældereksisterer . . . .
Offer, Vidne, Martyr? Offer, Vidne, Martyr?
Væskefyldte Hulrum, Væsken er klar,
en afhudet Tjener . . . . Prægtigt Eksemplar!”
Man fornemmer dødsmaskinen og en grusom, vrængende komik, alt sammen båret frem af en frådende musikalitet og en voldsom energi. Det er, må det siges, et prægtigt eksemplar af en sang.
Og ’Røgslør’! (Jeg fristes til ivrigt at forbruge udråbstegn som i Vidnets lyrik). Sikke et D-beat, vi får som overrumplende indledning! Og sikke ord! Her oprulles en trist fortælling om, at én falden despot ofte blot fører til en ny en af slagsen.
“Tvungen i Knæ,
nakkeskudt!
Totalitære
Helte i Troen
dolket i Ryggen
ved Daggry . . . .
Røgslør:
Tyranni igen . . . .
Leder/Igle/Daare
udraabt paany . . . .
Gjenopretted’ Orden,
fjerned’ hvert et Vidne:
Vidne til et Attentat,
Vidne til Tortur,
Vidne til Metoden,
Vidne til Maskinen!”
Og så en møgbeskidt, galpende hvalp af en solo! Det er fedt! Og hvor er det egentlig rart, at Vidnet forsøger at engagere lytteren på flere planer, ligesom det er fedt, at det aldrig føles fortænkt. Forbindelsen mellem musikkens grusomme elegance, punkede flabethed og overskudsvelspillethed ligger ubesværet i tråd med lyrikkens forfinede sans for historiefortælling og litterær substans. Ordene fungerer som digte på tryk, men de kan også skriges. For det fulde udbytte bør man derfor købe den fysiske plade, så man kan få det flotte tekstark med, mens man blæses bagover af de korte og forbilledligt koncise sange.
Næsten allerværst, og dermed bedst, er rædslerne, der opmales i det afsluttende ‘Gravskænder’, som gæstes af Victor Kaas, der skriger “jeg skælver!” Det gør jeg også, Victor:
“Gnav–Saar, Andagt,
Guds–Frygt, Utugt.
Jeg har set det . . . .
I det vaar–grønne Skjær.
Fra Mausoleer . . . .
De kalder ved Mørkefald.
Jeg har brændt mine
Skrifter . . . .
For at dyrke de jordiske
Drifter, omgang med Lig.
M e n n e s k e æ d e r i !
I den vaar–klamme Luft.
Jeg skamferer Sarkofager,
betegner det som
Guds Tugt.
V i s i o n : e k s e k v e r e t —
A f s k e d : Aands–Sværmerier.
Nu min Livskraft intensiverer,
og jeg skjælver!
Kristussymboler, Hærværk og Død.
Min Forløsning: desinteresseret,
Jeg begærer M e n n e s k e k ø d .”
‘Attentat’ er en både spændende og rørende plade, der tager inspiration fra poetiske stemmer som Bønnelycke, Kristensen og Broby-Johansen, der beskrev meningstabet, konflikterne, farten, den rivende udvikling og de horrible katastrofer i deres samtid, og lader dem tale med og mod hinanden i Vidnets flot eksekverede, lyriske og musikalske udforskning af grufuldhederne og vores egen rolle som beskuere, men også deltagere i dem. Og selvom den lyriske form har en herligt arkaisk klang og et ortografisk look, der taler ind i en tid for cirka hundrede år siden, så har musikken og ordene bestemt også noget at sige om vores tid lige nu, som synes præget af de samme omstændigheder. Heldigvis kan vi følges ad gennem de ufattelige rædsler sammen med Vidnet.