Spørgsmålet bliver stillet på Jawtraps debutalbum, som giver os 17 hurtige og vrede bud på ting, man kan være fucking pissed over.
Aalborgensiske Niels Højgaard Sørensen, som måske bedst kendes som screamer/songwriteren Stöj Snak, barsler med et nyt projekt, Jawtrap.
Sommeren er slut, og det er allerede begyndt at blive mørkt mærkbart tidligere. Det er slut med paraplydrinks og solcreme. Nu står den på paraplyer og regntøj. Øv!
The Smashing Pumpkins var lidt for store til det dobbelt udsolgte Store Vega. De havde i hvert fald taget manierismer fra store stadioner med sig ind på spillestedet.
Midtjyllands mest beskidte duo er kravlet op af kloakken igen for at give os opfølgeren til sidste års medrivende ‘Emetic Fluid Transaction’.
Børn har godt af rockmusik, så jeg hankede op i familien og tog til Sort Vejfest, Danmarks nok hyggeligste gadefest.
Vi er stadig i sommerferiens og festivalernes greb, så der er ikke meget på hverken koncertfronten eller på pladehylderne i denne uge, men vi har fundet lidt at sætte tænderne i.
Anmelderen reporterer her fra en torsdag, der bød på sidelæns vindmodstand, men som også bød på fine, indfølte øjeblikke. Og på vabelplaster. Noget af det mindst fine i verden.
To bands fusionerede deres beslægtede, men alligevel væsensforskellige udtryk og gav os en oplevelse, der rystede kødet og sad i kroppen, og i sindet, bagefter.
Brooklyn-sludgerne i Couch Slut er ikke for sarte sjæle, eller rettere: De er sarte sjæle, der skriger og støjer, så man kan mærke ennuien.
Jinjer er et af Europas største metalbands, men det var svært at se denne onsdag på Eos, hvor der var temmelig god plads mellem os, der stod og lyttede.
Fontaines D.C. fik for lidt spilletid på Orange, og de brugte den på at spille deres fremragende sange, men også på noget meget vigtigt.
Mens sommerdagen blev til sommernat tog Vægtløs de store følelser og deres voldsomt buldrende men også poetisk nulrende musik med op på en stor scene.
Casket Spray betyder bårebuket, men det københavnske powerviolence-band lød meget levende, og havde ingen ambitioner om at være dydige liljer.
Copenhells andendag var varm, støvet og forblæst. Det satte sit præg på festivalen, der tydeligvis så godt ud i solskin, men hostede lidt af støv, der forhåbentlig ikke var af urintilsnit.
Torsdagen byder på rigt varierede oplevelser. Der er hardcore og grum metal, men der er også gode ikke-vestlige og ekstrametalliske godbidder til ørerne.
Cabal fik chancen for, som revanche for sidst, at udleve deres Rot Girl Summer, og den greb de under en vellykket, stærkt muskuløs koncert på Gehenna.
Det er sidstedagen på Copenhell, og vi er ved at være lidt slidte. Vi har ikke sovet helt nok, vi har indtaget rekreativ spirituosa, og vi er måske lidt ømme i fødderne og hårrødderne.
Stray from the Path blev på hardcorens smalle sti bortset fra ét stiltræk. Desværre var det stiltræk pisseirriterende.
Under den bagende sol fik vi en underholdende koncert med amerikanske Brat, der Barbiegrindede og refererede til popmusik.