Afskys romantiske og analogt klingende musik mødte (retro-)futuristisk laserlys, da bandet fyldte den sidste nat på Copenhell 23 med hjerteskærende sange.
Vi mødte vort fucking endeligt på Gehenna, da supergruppen END for en stund vandt den evige kamp om, hvem der spiller mest aggressivt og brutalt.
Gehenna var kun lige stået op, og Dirt Forge skulle vække os blidt, men insisterende. Og det gjorde de. Både med brøl og ild, men også med fin sans for dynamik.
Møl svævede i golden hour-lyset på Pandæmonium, og de indtog scenen som rock’n’roll stars.
Rot Away har ikke komplekse kompositioner eller fancy kunstneriske strategier. Til gengæld har de bøllede riffs og slåskampsattitude.
En god gud er en død gud, og en god sang er en grum sang. Vi fik vrede sange fra et veloplagt band, da Zeal & Ardor rakte ud i mørket til os.
Dance with the Deads dødedans var mere præget af fitnessfistpumping end af dødens gravitas i en uselvstændig omgang tomtøndebuldring.
Den originale buschauffør fra Holbæk, ulven Peter er gået bort. Vi hylder manden med den store stemme, som ikke var bange for at smøge TV-bingo-ærmerne op, når skattegælden skulle betales.
Lørdag byder på de store navne. Både i udenlandsk forstand og hjemmedyrkede. Dyk ned i lørdagen, og få et brag af en afslutning.
Fredag byder på en ni-, otte- eller syvhovedet hydra. Hvem ved, nutildags? Slipknot og meget andet kigger forbi.
Vivian Tylinska, også kendt som Victory Over the Sun, er med til at holde Portland weird, som byens uofficielle slagord lyder, og satan ske lov for det.
O, skænk mig en grav ved det iskolde hav, hvor kun bølgerne hører min gråd.
Solen er fremme, og de kolde fadøl og serveres i usle, klimaødelæggende plastickrus, så festivalsæsonen må jo være sparket i gang. Her får du ugens koncerter og udgivelser.
Det var en af de koncerter, hvor man føler sig forenet med resten af publikum og med bandet. En givende, rørende og frem for alt medrivende oplevelse.
Finske Svarta Havets forsanger overrumplede med sin vilde, ukunstlede performance og sit dragende vokalarbejde.
Trods en lidt statisk start skinnede magien igennem i Liturgys første koncert på dette års A Colossal Weekend.
Det seneste album fra Trine Paaschburg under navnet Mouth Wound, siger ikke “bøh” og leger med uhyggen. ‘Nothing Will Belong to Us’ er uhyggelig. Og prægtig.
Første dag på A Colossal Weekend byder på skarpe navne fra både ind- og udland, og du kan blandt andet høre den første koncert fra Liturgy, som er festivalens artists in residence.
Festivalsæsonen er skudt i gang. Roadburn er kommet og gået, og snart løber A Colossal Weekend af stabelen. Det er derfor tid til at gå til bekendelse og gå (en anelse mere) uskyldsren ind i sæsonen.
Jeg har hørt Dave Kombardos lorteplade, så I ikke behøver gøre det. Det var så lidt.
