ACW 24: Lørdag
Lørdagens A Colossal Weekend-program begyndte tidligt, så vi sagde farvel til solen over Vesterbro og goddag til mørket i kælderen.
Tidsmaskinen
Her bød Alpha du Centaure os velkommen med storladen og svævende blackgaze. De franske musikere spillede godt og havde godt styr på virkemidler og dynamik, men det var nu lidt, som om jeg var trådt ind i en tidsmaskine, for de blackgazede, som var det 2013. På ingen måde dårligt, men heller ikke specielt interessant, for selvom musikken forsøgte at svæve, så var den dybt forankret i et forgangent årti. Og nu var det blevet tid til at bestige den hemmelige trappe fra Basements forgård og op til Vega Lounge, hvor norske Attan skulle forsøge at ruske liv i mig efter en ikke ubehagelig udzoning i kælderen.
Olie er guld og undergang
Attan tog anderledes hårdt fat om vores halsmuskler, men de vinkede venligt til os først.Man er vel høflige skandinaver. Fra første færd var der ualmindeligt rart smæk på, og nordmændenes kritiske tekster om blandt andet Norges fossilskabte rigdomme syntes drevet af en passion, som fik koncerten til at løfte sig. Jeg kunne godt have tænkt mig at have hørt Attan lidt senere på dagen, hvor publikum måske ville have været mere klar på at slås, men nogen skal jo åbne ballet. Og for mit eget vedkommende, så var det blevet tid til lidt mad og drikke og en snak med venner og bekendte. Et dejligt aspekt af A Colossal Weekend er, at festivalens ganske intime rammer og ret specifikke målgruppe gør, at man hele tiden løber ind i rare mennesker, man kender.
Kort flyvetur
Attans forsanger Remi Semshaug Langseth havde fra scenen anbefalet en tur i Basement for at se landsmændene i Spurv, men jeg må indrømme, at det for mit vedkommende blev en ret kort fugleflugt, inden jeg måtte flygte fra nordmændenes postrockende vingeslag. I mine ører lød musikken som en art hipsteracceptabel pikrock, og jeg havde svært ved at finde noget, jeg nød i deres ret irriterende udtryk. Det var flyvsk på en måde, som ikke tiltalte mig. Heldigvis var det blevet tid til at finde sig en plads i Ideal Bar til en immersiv koncert med Offermose og Last Oblivion. Måske kunne de få mig op at svæve?
Spøgelset i båndmaskinen
Mødet mellem Offermoses cinematiske og mørke ambientmusik og Last Oblivions cirkulære og mystiske ritual og deres hjermsøgte og måske næsten besjælede båndoptagere var virkelig positivt. Det var et hauntologisk værk, som i det musikkritiske begreb, ikke som i Derridas oprindelige brug af ordet – marxismen spøgte ikke i Offermoses og Last Oblivions ritualmaskine. Derimod var musikken, bevægelserne og båpndoptagerne besjælet med filmisk skønhed, cirkulær mystik og resterne af fordums teknologis svagheder, nu ophøjet til en ny skønhed. Jeg var betaget og henført under de tre kunstneres performance, som både fungerede godt i sin egen ret, men som også var et fint afbræk fra den traditionelle koncertform her på festivalens tredje dag, hvor man måske godt kan have en lille kant af metaltræthed. Her blev jeg genfortryllet, og jeg bar ritualets mystik og stemningsfulde skønhed med mig resten af dagen. Det var virkelig rart, så tak for den oplevelse til kunstnerne og til A Colossal Weekend for at tænke ud af boksen.
Velbehag med Afsky
Ole Luks Afsky har turneret ekstremt flittigt i den seneste tid, og det kunne mærkes denne aften på festivalens hovedscene i Lille Vega. Det er bestemt fortjent, at Afsky har opnået en position i toppen af dansk metal. Dels har bandet knoklet sig frem til det, og dels er Afskys melodisk romantiske og hvæsende hidsige sange mindeværdige. De hæver sig over sumpen af black metal-bands, som kender de norske paradigmer, men ikke formår at gøre noget rørende med dem. Det var en fornøjelse at lade sig overvælde af Afsky og slå analyseapparatet lidt fra, nu hvor dagens egentlige anmeldergerning var overstået. Det var skønt bare at stå der og lytte og føle noget. Således henført og med velbehag afskyeliggjort, smuttede jeg op i Vega Lounge for at snuse til et helt nyt band, bestående af folk, der bestemt ikke er helt nye.
Halshugget med en krumsabel
Jeg havde med vilje ikke læst op på noget om Scimitars musik, fordi jeg gerne ville opleve dem med helt friske ører. Jeg havde måske egentlig bare forestillet mig en blanding af Slægts blackede heavy metal og Shaam Lareins gotiske doom-rock, men det var anderledes hurtigt og sejt. Nogen havde beskrevet Scimitar som “speed metal-Anisette”, og det er ikke helt ved siden af skiven, selv om det selvfølgelig også er en smule reduktivt. Anyway, Shaam A sang fedt, og riffsene og rytmerne var seje og velspillede. Det var dystert og halvfjerdser-klingende, men det var farten, der gjorde mødet med Scimitar til en særlig oplevelse. Jeg glæder mig til at høre mere.
Finlandsforsageren tager hjem
Halshugningen var mit stikord til at tage hjem og få noget søvn, mens min kollega tog sig af aftenens, og festivalens, sidste band, de finske progrockere med det genstridige navn Kairon; IRSE!. Vores anmelder er fan af bandets progressive, drømmende og omskiftelige musik, som han blandt andet beskrev på denne måde: “Det ene øjeblik energisk drevne med deres egen hardrockede charme, for det næste at dissekere det hele op i progressive spacerock-teksturer”. Omend begejstringen ikke var fuldstændig udelt, så var det dog alligevel en fin afslutning på en festival, som bød på mange højdepunkter.
Vi håber på endnu mere diversitet, mod og fritænkning til næste års A Colossal Weekend. Tak for denne gang.