Dødsmetal med optimeret UX design
Baest henlagde - trods de dybe rødder i det østjyske - deres fejring af det seneste pladeudspil til Byhaven i ærkekøbenhavnske Pumpehuset, men beviste, at de kan fylde pladsen, uanset hvor de befinder sig.
Da Jason Newsted engang blev spurgt om han mente, at Metallica havde solgt ud, svarede han løst oversat noget i retning af “Alle billetter, hver eneste gang vi spiller”.
Og hvad har Metallica med Baest at gøre? Uden nogen sammenligning i øvrigt (det ville være ærgerligt for begge parter), så har Baest bevist, at man med lidt af det, man i IT-land kalder for UX-design (User Experience Design, red.) kan komme langt, selvom man spiller en af de blandt den gennemsnitlige dansker mest frygtede genre: dødsmetal. 
Og langt er de kommet, selvom det ikke alle steder regnes som god latin at holde af det charmerende, østjyske band med al deres showmanship og elskelige attitude. Og det er ærgerligt, for bag det pæne ydre gemmer sig ikke svigermors drøm, men derimod et godt og solidt dødsmetalband. Ikke et nyskabende, banebrydende, Death-ish dødsmetalband, men et band, der kan deres metier og formår at underholde et forbløffende bredt publikum med noget, der af de fleste regnes for at være noget værre larm. Eller en ødelagt højttaler.
Og det får publikum til at møde op. Underholdningen og det solide show, de leverer hver gang. Men denne eftermiddag var der ansatser til, at noget var anderledes. For selvom underholdningen var i top, og alle på scenen gjorde præcist det, der forventedes, anedes ansatser til et forsigtigt tvist mod andre og nye måder at lave dødsmetal på, da Baest serverede deres nye plade live i strålende solskin. Med et lydtryk, der lod meget tilbage at ønske, hvad angår lydniveau.
Fans foran scenen lod sig dog ikke genere og holdt fanen højt. Men stod man ikke lige der i midten, var lyden til tider decideret rædselsfuld, og dødsmetal kan, uanset hvordan man gerne vil have den serveret, bare bedst lide det lidt højt. 
Lyden til side, var der en fest foran og bagved og til siden, og det hører med til Baests historie, at de efter sigende fik lavet Copenhells på daværende tidspunkt største wall of death. Og det er jo alt sammen meget godt. Men det kan også blive lidt for poleret, lidt for elskeligt, lidt for designet.
Hvor Baest engang var stavet med Æ og kunne vise tænder, føltes det denne aften i Byhaven som om de egentlig mest var kommet for at danse, og jeg havde virkelig svært ved at mærke og høre den kradsbørstighed, som dødsmetal helst skal serveres med.
Vi har ikke brug for, at folk ser sure ud, men vi har brug for at høre vreden, oprøret, opråbet i musikken, og det manglede jeg desværre ved denne lejlighed. Det er blevet lidt for pænt, lidt for poleret, lidt for hjerteligt.
Til gengæld fik vi legesygen og måske også begyndelsen til et opgør eller en nytænkning af den genre, som i mange år har været Baests varemærke. Nogle numre sad lige i skabet, med forbehold for, at jeg missede detaljer i den lave lyd, mens andre stod lidt mere og trippede i et vadested, hvor de hverken var fugl eller fisk – og her håber jeg, at vi i fremtiden ser Baest tage det helt store skridt ud i det ukendte.
For de kan jo godt. Hvis man kan få dødsmetal til at glide ned sammen med kringlen og aftenkaffen, så kan man en hel del. Nu skal potentialet bare ud i fri dressur. Og måske bliver det hele også lidt federe, når lyden er lidt højere.