Mere død end had i Aarhus
Populær
Hatebreed var hovednavnet og levede op til forventningerne, men Train var ikke fyldt, og Dying Fetus og Bæst gjorde det lige så godt som hovednavnet.
Koncerten på Train var blevet promoveret som den sidste i lang tid for Hatebreeds vedkommende i Danmark. Det kunne desværre ikke helt mærkes på antallet af gæster denne torsdag aften i Aarhus. Train var kun halvt fyldt. De fleste var dog på plads, da danske Baest åbnede ballet med deres dødsmetal. Dette relativt unge orkester har vi efterhånden set en del gange, og de bliver kun bedre. Forsangeren brøler i ny og næ som David Vincent, og guitarlyden har da også en snert af Morbid Angel her og der. Der er en god opbakning fra de fremmødte, og forsangeren var nede på gulvet for at synge med de hovedrystende ved hegnet. Sangvalget var ikke overraskende fra deres ep fra oktober 2016, og titelnummeret 'Marie Magdalene' havde godt fat i de fremmødte.
Det havde Dying Fetus også, da de først kom i gang. Den brutale trio kommanderede moshpit allerede ved andet nummer, og så var der ellers fart over feltet med deres tekniske dødsmetal. Med sig havde de også det nye nummer 'Fixated on Devastation', der er at finde på deres kommende 'Wrong One to Fuck With'-plade, som udkommer 23. juni i år. Dying Fetus er et af de bands, der af kendere agtes ganske højt, og var man mødt frem på Train torsdag aften, kunne man se og høre hvorfor. De spiller teknisk dødsmetal af høj klasse, og John Gallagher og Sean Beasleys dobbeltvokal fungerer stadig upåklageligt.
Hatebreed er dog noget helt andet end de to dødsmetalbands, der havde spillet før dem denne aften. Hatebreed er Hatebreed. Der er ikke rigtig nogen ligesom dem. Med den karismastiske Jamey Jasta i front buldrer de derudad fra start og har øjeblikkelig publikum i deres hule hånd. Denne aften var det nu også nemmere end ellers, da der ikke var så mange af dem. Train er et af de større spillesteder i Aarhus, når det gælder rytmiske koncerter af den tunge kaliber. Og senest, Hatebreed spillede i byen var, da de i 2014 gav en rigtig god koncert på Voxhall, hvor der var mødt mange frem.
Sådan føltes det ikke denne aften på Train. Hatebreeds energiniveau var præcis, som det plejer at være. Og de fremmødte gengældte det forbilledligt. Interaktionen mellem publikum og Hatebreed var præcis, som den plejer at være. Fællessang fra start til slut, kæmpe mosphit, circle pits og de tunge breaks, der udfordrede samtlige basenheder på spillestedet.
Jasta fik sagt, at deres andet album 'Perseverance' har 15-årsjubilæum i år, ligesom debutpladen har 20-årsjubilæum. Der blev derfor spillet nogle numre derfra, og titelnummeret 'Perseverance' gav lidt flere knyttede næver i vejret end ellers.
Forsangeren er også stadig god til at få kontakt med publikum på den jordnære facon. Således gik anekdoten om, at de godt kan huske, hvordan det var at blive taget med på turne for første gang af At The Gates og Napalm Death, rent ind hos de fremmødte. Og dermed fik han sat scenen for at kunne take Baest og Dying Fetus for deres optrædener, og så var det ellers videre i et hæsblæsende tempo for at nå alle sange inden for de 60 minutter, de spillede.
'Destroy Everything' og reaktionen herpå behøver vel nærmest ingen nærmere forklaring længere. De fleste har oplevet det. Ellers har man en god oplevelse til gode. Fællessangen og melodien er noget af det mest arketypiske for hardcore-genren og sætter altid et flot punktum for Hatebreeds koncerter. Denne aften lukkede de med 'Last Breath' og dedikerede den til nyligt afdøde William Tolley, der spillede trommer i Internal Bleeding. Således endnu en oprigtig Jamey Jasta i front for et lige så professionelt og energisk Hatebreed, der leverede varen.
Eneste lille aber dabei herfra er fremmødet. Hatebreed har været i Danmark en del gange på det seneste. Koncerten på Voxhall i foråret 2014 blev fulgt op af en tjans på Copenhell samme sommer og til sidst som hovednavn på Aalborg Metal Festival det år. I 2016 var de i Amager Bio i København og i 2017 således tilbage i det jyske. Om det er for mange gange eller ej, vil vi ikke gøre os til dommere over. Vi kan kun konstatere, at måske er mætningspunktet nået for Hatebreed lige p.t. Der var ikke helt tætpakket, og så bliver det vanskeligt for alvor at hive stemningen helt op i det røde felt. De, der var der, fik dog præcis, hvad de kom efter. Så det endte lykkeligt, og man kan roligt glæde sig til dem, når de på et tidspunkt vender tilbage til det danske.
Billede 1 - 4: Hatebreed
Billede 5 - 6: Dying Fetus
Billede 7 - 8: Baest