Voldsom energiudladning
Populær
Hatebreed forstår bedre end de fleste at hive energi ud af publikum og omsætte det til en fest, der efterlader alle lige dele tilfredse og udmattede.
Vi bruger arkivfotos til denne anmeldelse, da Voxhall som det eneste spillested i Europa endnu ikke magter opgaven at akkreditere fotografer udefra. Men nu har spillestedet også kun eksisteret siden 1999, så måske det bare er begyndervanskeligheder.
Allerede fra start ved man, at det her kommer til at koste blod, sved og måske sågar tårer. Med træningstemaet fra Rocky-filmene som intro går Hatebreed på scenen og uden mulighed for publikum til lige at varme op, strække ud og trække vejret dybt nogle gange før tempoet sættes i vejret, så sætter Hatebreed i et hæsblæsende tempo, hvor det bare gælder om at følge med. Ellers er man sat fra start.
Dette ved de trofaste fans af bandet heldigvis, så alle er med på parolen og brøler med fra første omkvæd. Moshpitten var næsten på kogepunktet, allerede inden første vers var blevet gjort til fællessang. Dette er Hatebreed og de er om noget den soleklare definition på den optimale krydsning af to genrer: hardcore og heavy metal.
Da den tunge ’Everybody Bleeds Now’ blev spillet, nåede fællessangen hidtil usete højder, og selv dem på balkonen på Voxhall sang med. Sådan en aften er dem, der fortrækker til balkonen, dem, der ikke har lyst til at blive ufrivillige deltagere i den moshpit, der under hele koncerten fortærede publikums energi og sendte blå mærker og gav udmattede sjæle til samtlige deltagende i legen. For moshpitten er seriøs til en Hatebreed-koncert ,og denne aften krævede det da også sine ofre på Voxhall. En enkelt måtte bæres ud til siden, og forsanger James Shanahan var da også bekymret for, om han nu havde det godt, da han blev båret ud til vand og ekstra opmærksomhed.
Det kunne dog ikke tæmme moshpittens voldsomme energiudladning. Den fortsatte ufortrødent og satte kun tempoet op, da ’Live For This’ blev spyttet ud fra scenekanten, og det var, som om publikum forstod budskabet og løb rundt i cirkler, som gjaldt dette virkelig livet! Det bekræfter i den grad, at folk er i live til en Hatebreed-koncert, og bandet tog sig da også lige tid til at hylde nogle af kæmperne i metalverdenen, der netop ikke længere er iblandt os. Både den nyligt afdøde Dave Brockie fra GWAR blev hyldet til ’Last Breath’, ligesom Slayers Jeff Hanneman også blev nævnt fra scenekanten.
Man skulle tro, at publikum tog denne hyldest til de afdøde kæmper som en opfordring til netop at fejre det at være i live endnu mere, så det, man troede ikke var muligt, blev gjort muligt. Tempoet blev sat op til sidst. Som en befalingsmand i Den Kongelige Livgarde engang sagde før denne anmelders første løbetur som rekrut: ”Her i Livgarden har vi en særlig måde at afvikle en løbetur på. Vi lægger hårdt ud, så sætter vi tempoet op undervejs, og så slutter vi af med en spurt!” Ud fra samme devise bliver en Hatebreed-koncert gennemført. For da Hatebreed annoncerede, at de ikke havde tænkt sig at spille ekstranumre, så vidste folk godt, at der nu skulle brøles igennem. Derfor blev alle sejl sat til under ’Destroy Everything’, og hvis nogen gik derfra med stemmen i behold, så var det deres egen skyld.
Hatebreed forstår om nogen at trække energi ud af deres publikum på den gode måde. Der blev svedt og sunget mere intenst end hos de fleste andre bands, når de giver koncert. Fredag aften havde denne seance trukket fulde huse i København, men i Aarhus var Voxhall desværre ikke fyldt til bristepunktet. Det gjorde, at stemningen aldrig helt nåede kogepunktet. Det var faretruende tæt på, men ikke helt. Det var dog en formidabel koncert, og ingen gik skuffede fra salen. Man kan kun ærgre sig lidt over, at ikke flere var taget til Voxhall på en lørdag aften for at få del i den oplevelse.
Danske Hell’s Domain og Scarred By Beauty gav desuden hver deres udmærkede opvarmningskoncert, hvor Hell’s Domains udmærkede riffs og grundforståelse af at sammensætte en rytmisk sang gjorde det muligt at rocke med, mens Scarred By Beautys hardcore lå lige i slipstrømmen på hovednavnets stil samt andre bands, der blander genrerne, som fx Killswitch Engage. Alt i alt en fortræffelig lørdag aften, hvor Hatebreed tog pusten fra os. Samtidig fik Hatebreed rettet op på det, der var en lidt jævn affære på sidste års Roskilde Festival, og sørme om ikke også, de nævnte, at de ville komme igen næste år. Med de to kraftpræstationer i København og Aarhus her i 2014 kan det næsten kun gå for langsomt.