I hvert fald hidsigt

I hvert fald hidsigt

Weekend Nachos leverer på bandets fjerde udspil 'Still' en sjældent hidsig omgang, men er det nok?

Titel
Still
Dato
11-03-2014
Label
Forfatter
Karakter
3

Hvem helvede finder på at kalde sig selv for Weekend Nachos, spørger du måske dig selv. Og det er ikke, som man måske skulle tro, et selvironisk hipsteroutfit, men faktisk et ti år gammelt hardcoreband fra Illinois. Og det er ikke bare almindelig hardcore, men den subgenre, der hedder powerviolence. Hurtigere, mere snavset og frem for alt mere bistert end hvad man forventer, hvis man med hardcore forstår det, som f.eks. Hatebreed og Sick Of It All leverer.

Ti år har bandet som sagt på bagen, og på den tid er det blevet til fire studiealbum, hvoraf det nærværende er det seneste og udkom i efteråret, så denne anmelder har ikke været helt så hurtig, som musikken burde inspirere til.

Og nu vi er ved musikken: Hurtigt går det rigtignok flere steder, og det med en hidsighed, som er sjældent engagerende at lytte til. Det kræver selvfølgelig lige et par lyt, før man opfatter strukturen i alle elementerne, på trods af at numrene ikke er specielt lange, men det gør det jo ikke dårligere. Fart er det hele dog ikke. Weekend Nachos synker til tider ned i tjærepøle af tyngde og breakdowns, som er en fin kontrast til det andet, og det sætter tanker i gang om, at det er sådan, metalcoregenren burde have lydt: tungt, snavset, knasende og sludget.

Det er den førnævnte hidsighed, som giver nærværet på 'Still', og dermed er udgivelsens eksistensberettigelse. Den kan nemlig ellers kritiseres for at være klichefyldt i riffene. Det er ca. de samme hardcorestumper, som man har hørt så mange gange før, skønt de dog er blevet blandet og sat sammen på en meget varieret og musikalsk facon. Men stadig ...

Alt i alt kan man dog med fordel give pladen en lyt, især hvis man er træt af overproduceret kompressormetal. Da vil 'Still's vrede varme på en kold dag.