Briller af stål: Tre lektioner i powerviolence

Al den metal, der ikke er rigtig metal, og den hardcore, der ikke rigtig er det heller: En ny klumme for det korthårede, cardiganklædte og brillebærende segment.

Hvorfor du ikke vil kunne lide powerviolence:
1. Det er som grindcore uden store, fede helteriffs.
2. Det er for PC.
3. Det er selv-/ironisk.

Scenen, mand. For hardcore, såvel som den del af metal, der udspringer af krydsbefrugtning med hardcore, er scenen det vigtigste, vigtigere end det enkelte band, det enkelte band ikke vigtigere end de scenesters, der bærer det frem. Det er en herlig kollektivitet, som så også bare kan fostre flokmentalitet: Man kan laves shows og zines, bands og alt muligt, indtil man går død i det, til det ikke længere giver al den mening, man har lagt i det, og man ikke længere gider flere trends, mere trueness. Så kan man droppe ud, flytte ud på en ø, tænke at man bare skal høre Neil Young fra nu af, læse Hölderlin, lade håret gro og plukke vilde bær.

Eller man kan gøre noget for scenen og give den noget nyt at bekymre sig om i stedet.

Det er det, den her klumme kommer til at handle om i fremtiden: Dem, der river scenen et nyt røvhul. Den hardcore og metal, som oldschoolerne helst vil sætte i anførselstegn, fordi det ikke er rigtig hardcore eller metal, fordi det ikke er bøvet nok eller true nok. Og om den gråzone hvor de to hovedgenrer mødes og stikker af i alle mulige nye retninger, ikke mindst.

Powerviolence er sådan en krydsbefrugtning, og så er det samtidig en klar afgrænsning: Det er grindcore uden den metal, der omkring 1990 begyndte at få større indflydelse på genren, en videreudvikling af thrashcore, som om thrash metal aldrig var sket. Det er med andre ord vanvidshurtigt og superpolitisk, lige bortset fra når det er åndet i stedet. Infest et klassisk eksempel på det første som en videreudvikling af Siege; Spazz på det andet som en opdatering af D.R.I. Bare lige så vi har referencerne på plads. Hvad det end er, så er det ikke crossover, det har intet kommercielt potentiale, det står lidt ovre i hjørnet og gnægger for sig selv, inden det vælter rummet. Det er herligt, og når man er blevet træt af at være mellow i sit eksil, lyder det lige så fremragende i et nydeligt, smagfuldt indrettet træhus som i et smadret kælderlokale i en baggård i byen. Scenen er der stadig, selvom den ikke har sit geografiske fikspunkt længere.

Det var i sådan et gennemhærget kælderlokale, jeg så Iron Lung for nogle år siden, da brilleaberne kom igennem byen sammen med Endless Blockade og grindcorebandet Hatred Surge. Og mit smil gik fra det ene øre til det andet, fordi det duoen lavede på scenen var så vildt, og det er de fortsat med at være, vilde. Sidste års fuldlængde 'White Glove Test' blev lavet i en specialudgave med en bonusplade med harshnoise, der kunne afspilles uafhængigt eller simultant med hovedpladen for at steppe vanvidsgamet en tand op. Ikke at det som sådan burde være nødvendigt: Iron Lung er intenst nok i sig selv, og det viser de også på den helt nye 7”'er 'Savagery' (Iron Lung Records) med 11 numre på godt og vel 6 minutter i alt (”We fucking timed it!”). Forestil dig Swans' 'Cop'-album komprimeret til halve minutters udbrud med spytskyer og trommestikssplinter flyvende igennem luften. Absolut herlighed, langt større afklarethed end man får af Neil Young.

Savagery 7" by Iron Lung

Der er med andre ord en grund til, at Iron Lung er et af de mest respekterede aktive navne inden for powerviolence, og i deres 16. leveår har de i den grad tjent deres cred i scenen. Næsten lige så lang tid har ACxDC lagt, i 11 år har veganer-straight edge-satanisterne hærget, og i lige så lang tid har folk været i tvivl om, hvad de skulle mene om dem.

Som i ACxDC?

Ja, fordi fuck af, OK?

Det er mere eller mindre grundindstillingen hos bandet, en kvintet af latinoer fra Los Angeles, der mener det nok til at kunne tage pis på det. 'Antichrist Demoncore' (Melotov Records) – som er en af betydningerne bag akronymet, ”All Cops Die Cruelly” er en oplagt anden – er efter en flok ep'er, splits og dit og dat bandets egentlige fuldlængdedebut, alle små 20 minutter den tager sig til at crushe. Jeg har haft lidt svært ved rigtig at digge bandet før, det har været lidt for jokey, lidt for Charles Bronson-primi, ikke intenst nok, men på 'Antichrist Demoncore' har bandet faktisk taget sig sammen og skabt et helstøbt værk med peaks, breaks, riffs og rigelige mængder smadder. Det er mere metallisk end før, nærmest over i retning af de ovennævnte Hatred Surge, men altså, det er relativt. Det er ikke sådan, at man skal forvente Terrorizer eller noget, når man hører pladen. De har bare givet sig selv lov til at rive nogle store riffs af denne gang, sågar dvæle ved dem ind imellem, og med numre som 'Dead Cops' og 'Filicide' er der endda indlagt et par downtempo crossovernumre af den slags, der under andre omstændigheder ville få muskuløse mænd til at lave cirkelspark og møllehjul mod luften omkring sig. Længst ud i hjørnerne kommer de på den episke – 3 minutter 36 sekunder – og tungt sludgy afslutter 'Give Up'. Alsidigt er det, det klæder ACxDC meget bedre end fjollede filmsamples.