Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Knægten knægtede Beta

Updated
Knægten knægtede Beta
Knægten knægtede Beta
Knægten knægtede Beta
Knægten knægtede Beta
Knægten knægtede Beta
Knægten knægtede Beta
Knægten knægtede Beta

Hardcoren af i dag har mange facetter, og søndag aften på Beta blev flere af dem udfoldet med svingende kvalitet. Comeback Kid var dog i særklasse.

Kunstner
Titel
+ Xibalba + Greenery + Malevolence
Spillested
Dato
30-03-2014
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Vi blev først budt på den metalliske variant a la England ved Malevolence, der spillede nogle gedigne thrashede riffs og velsagtens var det bedste supportband i turnépakken. Dernæst fik vi en gang lidt mere punket hardcore ved Greenery, som på papiret lød lovende, men som præsterede på det absolut jævne. Umiddlebart før Comeback Kid blev der skruet gevaldigt ned for tempoet og lagt op til bølledans i pitten med Xibalba ved roret. En kort overgang – omkring Hatebreeds ’Perserverance’ – fandt jeg sympati for tough guy-hardcore, men det holdt ikke længe, for genren er efterhånden noget af det mest reproducerede (læs: plagierende) og intetsigende derude. Og hvis man absolut SKAL høre noget i den dur, så hør da for guds skyld Strife.

Oven på en middelmådig opvarmning var det befriende at få Comeback Kid på scenen. Som ved Kvelertak i Amager Bio kunne man fristes til at tro, at Comeback Kid med vilje har udvalgt supportbands, der vil få dem til at se ekstra godt ud – men det er naturligvis spekulation.

Comeback Kid spiller en mere moderne udgave af den hardcore punk, som jeg er faldet for inden for de seneste år, hvor de flydende punk-riff og melodien er i højsædet, alt imens de stadig spiller på de genbrugte virkemidler inden for hardcoren, så som råbe-broer og breakdowns. Comeback Kid gør det bare bedre og mere intelligent end deres venner i turnépakken og mange andre bands inden for genren.

Trods at guitaristernes allerførste startakkord var uhyre utight, var koncertens kvalitet gennemgående høj. Første halvdel, hvor hovedvokalen eksempelvis ofte og på sublim vis suppleredes og vekselvirkede med de tre korvokaler, var musikteknisk set mere medrivende end den sidste halvdel, hvor diverse hits blev fyret af, og publikum tog teten (og de gjorde det godt), mens bandet bevægede sig lidt i baggrunden. Hvis det var med fuldt overlæg fra Comeback Kids side, da de halvvejs overlod initiativet til pitten så må sættet siges at have været ret så veldisponeret og -struktureret.

Sætlistens højdespringere var ’G.M. Vincent & I' og afslutteren ’Wake The Dead’, som begge glimrende opridser, hvad Comeback Kid generelt handler om: rå energi, kontant eksekvering og intelligent sangskrivning.

Menu