Opvisning i norsk magi
Leprous har for længst udviklet sig fra underdog til stor profil i de progressive kredse – en status, der stod til at blive bekræftet denne mandag aften i Bio'en!
Illuminate
Mirage
I Hear the Sirens
Below
Take on Me (A-ha cover)
Alleviate
The Price
Like a Sunken Ship
Passing
Rewind
Castaway Angels
From the Flame
Slave
—----------
Atonement
The Sky Is Red (kun outroen)
Meget er sket, siden vi stod noget ala tyve mand og så nordmændene, da de turnerede for den fænomenale ‘Bilateral’-skive på The Rock i 2011. Op igennem 10’erne tog mørket og melankolien til i kompositionerne, og Einar Solbergs rolle blev mere og mere central i front med den lyse, nordiske klang. En birolle som backingmusikere i Ihsahns soloband hjalp også til at få turné-rutinen ind under huden, og således udviklede Leprous sig graduelt til et af de største navne på den moderne prog metal-scene.
Helt fortjent i øvrigt, omend jeg nu også selv må bekende at være blandt de røster, der foretrækker tiden før Solberg i højere grad blev omdrejningspunktet for sangskrivningen, men efter efterhånden at kunne tælle mine Leprous-koncerter på to hænder er det en faktor, der er blevet nemmere at se igennem fingre med i live-situationen – og således også i dag.
Allerførst er der dog Royal Sorrow til at varme salen op. Fremmødet er ganske habilt, taget i betragtning, at klokken blot er kvart over syv, men hvor mange der lige er bekendte med finnerne, der udsendte deres debutplade for kun to måneder siden, er nok ret tvivlsomt. En sidemand står dog og synger lavmælt med under det meste af den halve time, de har fået til rådighed, og der er da bestemt også nok af catchy omkvæd til at sælge varen. Der er derudover også nok af prog metal-checkbokse, der kan checkes af her: 1) frontmanden har perfekt stylet hår, 2) bukserne består lige så meget af huller som af stof på den der helt stiliserede måde, 3) teknik i højsædet i så høj grad, så kun de selv kan høre, om alt flyder efter bogen, og endelig 4) at de er signet på InsideOut ligesom noget ala 75% af alt prog rock/metal efterhånden.
Alle de faktorer aside, så er Royal Sorrow faktisk ganske hæderlige, og har tydeligvis meget på hjerte, hvor ungdommens uprøvede vilje til at imponere i sig selv hjælper til at sælge varen, med masser af frihed i deres musikalske udtryk. Som da frontmanden pludselig i et stille øjeblik vrider en slibrig solo ud af ærmet ud af det blå. De er klart mest metalliske, med breakdowns og momentvise brøl, men sangerens mange facetter og de indfølte omkvæd løfter helheden. Omhyggeligt huggende guitararbejde får vi også i en lind strøm, men de gode, mindeværdige sange har de dog fortsat til gode. Måske det kommer hen ad vejen.
Gåte
De gode sange har Gåte til gengæld flere af. Det er ikke mere end fem måneder siden, at de gæstede Copenhell med deres bevægende folk, og selvom de umiddelbart stikker lidt ud på dagens line-up med violin, nøgleharpe og højstemt sopran, så har de nok af metallisk vægt inkorporeret i sættet til at få hele salen med.
Guitarist/altmuligmand Magnus Robot Børmark er endnu engang den store showman med store armbevægelser og kontinuerlige udskiftninger i både instrumentarsenalet og garderoben. Gunhild Sundlis rullende r’er sjunger lige, så gåsehuden rejser sig, med folkemusikkens tradition stærkt under huden, og især i sange som den ældre ‘Jomfruva Ingebjør’ og den forløsende ‘Skarvane’ tidligt i sættet får de overbevist de korslagte typer i salen, mens ‘Ulveham’ som det næstsidste nummer nok også vækker lidt genklang blandt Eurovision-følgerne derude.
Vi bliver fra starten lovet norsk magi, og Sundli & co. holder, hvad de lover – 40 minutters opvisning i den nordisk folk-tradition, indimellem med mere hårdtslående, moderne rock/metal-briller på, ikke ulig hvad vi fik serveret i sommerens lune tidligere på året.
Det er dog fortsat landsmændene fra Leprous, vi først og fremmest er kommet for i aften. Nøgternt klædt i sort indtager de scenen til tonerne af ‘Silently Walking Alone’, en af højdepunkterne fra sidste års ‘Melodies of Atonement’. Leveret med tilpas swagger, tungt anført af Baard Kolstad, der som altid slår hårdt igennem bag trommerne, mens Tor Oddmund Suhrke sammen med resten af rytmesektionen lægger de kontrasterende fraser på den ottestrengede guitar. En stærk åbner, der dog desværre følges op af ‘Illuminate’ og ‘Mirage’ fra den jævnt forglemmelige ‘Malina’. Det er dog hastigt glemt, så snart Solberg demonstrerer, hvor stor forskel det gør at høre hans kontrastfyldte fraseringer live i den efterfølgende ‘I Hear the Sirens’, der bevæger meget mere her end på plade – og derfra er koncerten vinder på vinder!
Vekselvirkningerne i ‘Below’ får atmosfæren til at ulme, inden vi efter en længere diskussion med publikum om at tale norsk eller engelsk (det skandinaviske fællesskab vandt) når frem til det cover, YouTube-kanalen Musora fornylig lokkede dem til at lave af A-ha-nummeret over dem alle, ‘Take on Me’. Et fedt og meget Leprous’k take, ganske som på Musora-kanalen, og derudover – helt forståeligt – et nummer, som fik begejstringen i Bio'en så højt op, at det endte ud i en modstridig kamp for at kunne runde nummeret af.
Henover de 100 minutter, de får til rådighed, bevæger vi os således godt rundt i det musikalske landskab. Desværre bliver ‘Bilateral’ helt forbigået, men til den mere hårdtslående side får vi, udover åbningsnummeret, hæsblæsende udgaver af ‘Rewind’ og ‘Passing’, hvor Kolstad igen virkelig får vist sit værd, mens hele bandet svinger fantastisk i den huggende stramme ‘The Price’. Aftenens højdepunkt er dog ‘Slave’, der med de dystre keyflader, Suhrkes lækre guitarfinesser og ikke mindst Solbergs skrøbelige fraseringer går lige i hjertekulen. En smuk showstopper i den ideelle verden, omend de nærmest industrielle keys i ekstranummeret ‘Atonement’ da også har sin charme, uagtet hvor meget den blegner efter så bevægende en afrunding på hovedsættet.
Er det gået din næse forbi, så er Leprous stadig et virkelig overbevisende liveband her i 2025. Der har været andre aftener, hvor Solberg har stjålet unødvendigt meget fokus aftenen igennem, men i aften er han betydeligt bedre til at administrere sin besøgstid. At træde stille af, når musikken faktisk er bærende nok i sig selv, og det er ofte tilfældet, især, men ikke blot i den ældre del af deres repertoire. Men også at træde i karakter, når nummeret afkræver det, og her er Solberg fortsat en imponerende versatil sanger, ligesom Baard Kolstad også bærer utrolig meget af tyngden for hele bandet bag trommerne.
Det er især de to, der hæver oplevelsen i dag, og selvom Leprous er et noget andet, mindre metallisk sted her i 2025 end, da de fx headlinede nabobygningen BETA tilbage i 2013 – en af de aftener, jeg aldrig i mit liv vil glemme – så demonstrerer det blot, at de tager det progressive genre-tag i ordets sande forstand i stedet for blot at holde sig til genrens foreskrevne traditioner. Og dét skal de have et stort tak for!