Snigende formidabelt
PopulærI begyndelsen troede man ikke, at Leprous-koncerten skulle blive til dét brag, den blev.
Norske Leprous er så småt ved at kæmpe sig ud af anonymitetens tåger og slå igennem, sådan for alvor. Ikke nok med at bandet høster store roser for deres tre albumudgivelser – ikke mindst den seneste – så lægger de også musikere til Isahns liveshows (og Isahn er ham fra Emperor, hvis nogen skulle være i tvivl), og det har nok også bedret berømmelsen en kende.
Leprous' stil er meget progget og følelsesladet, og musikken er meget kompleks med skæve taktarter, synkoperinger og en overvældende tonal detaljerigdom. Et omdrejningspunkt i musikken – især på numre fra den seneste udgivelse, 'Coal' – er Einar Solbergs sangstemme. Han er en ganske dygtig sanger i ordets klassiske forstand, men koncerten på Beta viste dog, at sangene stiller så store krav til hans evner, at de var spændt til det yderste. I flere af balladerne mistede hans falset nemlig intensiteten og var derfor på nippet til at falde til jorden, da sangen derved ikke var inderlig, men mere lød som det, det var: bare en mand, der sang højere end naturen egentlig havde tiltænkt. Det var dog rent nok sunget, til at det gik alligevel. Meget bedre gik det, når musikken var mere vred, for så var der kraft og troværdighed bag vokalen.
I det hele taget var bandet noget stivere i betrækket i begyndelsen end mod slutningen. Orkestret lagde ud med 'Foe', som også starter 'Coal', og det gik hæderligt, men heller ikke mere end det. De næste par sange var også fra den nye, hvilket var godkendt, men de manglede noget sprælskhed. Som koncerten skred frem, var det, som om der kom varme i lemmerne hos disse forfrosne nordmænd. Efterhånden som sættet blev mere og mere metallisk, virkede bandet mere sammenspillet og energisk. Faktisk ganske meget mere sammenspillet og energisk. Udviklingen var utrolig, for musikkens elementer smeltede mod slutningen sammen i en lavastrøm af vellyd og spilleglæde, der på mesterlig vis både indeholdt smadret metal og meget pernitten progrock. Hermed fik Leprous reddet æren og bevist, at de bestemt har noget at gøre på en livescene og ikke kun i et pladestudie.