Metal med rumklang
På deres tiende album forener Deftones drømmende shoegaze med metallisk tyngde. Resultatet er en moden og afklaret plade, der balancerer mellem atmosfære og aggression – med Chino Morenos stemme som det urokkelige centrum.
2. Locked Club
3. Ecdysis
4. Infinite Source
5. Souvenir
6. CXZ
7. I Think About You All the Time
8. Milk of the Madonna
9. Cut Hands
10. Metal Dream
11. Departing the Body
Da nu-metal-bølgen skyllede ind over MTV i 90’erne og begyndelsen af 00’erne, skilte Deftones sig ud. Hvor Korn og Slipknot gik efter ren aggression, forenede Deftones stemningsfulde langflader med tunge riffs. Singler som ’My Own Summer (Shove It)’, ’Be Quiet and Drive (Far Away)’ og ’Change (In the House of Flies)’ cementerede deres position som et band, der fulgte deres helt egen formel.
Den styrke holder de fast i på deres tiende album, ’Private Music’. Her bliver flirtet med shoegaze for alvor til et fast forhold. Luftige passager og ambiente teksturer dominerer i højere grad end rastløs energi, men bandet mister aldrig grebet om deres metalliske fundament.
Forsanger Chino Moreno er fortsat bandets største trumfkort. Hans vokal spænder fra skrøbelig falset over melodisk sang til arrige skrig – og det hele bindes sammen af den drømmende rumklang, der nærmest er blevet hans varemærke. Den måde, han kan skifte fra det sårbare til det aggressive uden at miste sammenhængskraft, er med til at give Deftones en identitet, der stadig føles unik i dag.
Svæv med tyngde
Pladens åbning halter dog. ‘My Mind is a Mountain’ og ’Locked Club’ mangler melodisk bid, og særligt sidstnævnte føles som et overflødigt indslag. Men med ’Ecdysis’ finder albummet balancen mellem elektroniske rytmer, tunge riffs og svævende keyboards – et nummer, der eksemplificerer bandets styrke i dynamiske spændingsfelter.
Den første halvdel kulminerer i ’Infinite Source’ og ’Souvenir’, to af albummets stærkeste øjeblikke med fængende omkvæd og masser af tyngde. Overgangen til anden halvdel er elegant, da ’Souvenir’ med en instrumental passage flyder ind i kaotiske ’cXz’ og videre til balladen ’I Think About You All the Time’. Sidstnævnte er en reflekterende sjæler, som giver albummet et pusterum med et bombastisk crescendo.
Deftones viser også deres evne til at trække på gamle rødder: ’Cut Hands’ sender tankerne hen mod Rage Against the Machine med rap-inspireret vrede, men pladens største overraskelse gemmes til sidst. På ’Departing the Body’ træder Moreno frem uden effekter, næsten croonende, og viser en ny side af sig selv, inden musikken igen svæver op blandt guitarflader og keyboards. En afslutning, der understreger albummets dualitet: det jordbundne og det drømmende.
’Private Music’ er et album, hvor Deftones lyder mere afklarede end nogensinde, men samtidig bevarer deres energi og skarpe, musikalske kontraster. Selvom starten vakler, leverer bandet en helstøbt plade, der både tilfredsstiller de gamle fans og peger fremad i en mere atmosfærisk retning.