Der er blandt andet prog, fransk hardcore, død og Mædlfest på programmet i uge 40. Og så vågner Alfaderen åbenbart. Det bliver en travl uge.
Ipomonia gemmer på storladen prog, en stærk vokal og masser af gode idéer. På BETA kom det ikke altid tydeligt frem, men potentialet var svært at overse.
BETA var pakket til bristepunktet, da Shadowspawn serverede gammeldags dødsmetal med teknik og tyngde. Det tog dog noget tid, før lyden tillod os rigtigt at høre det.
Baest har fået flere farver, mere melodi og lidt mindre død ind i maskinen. På Amager viste aarhusianerne, at den nye udgave af bandet fungerer.
Eyes lukkede fredagen på hjemmebane med bouncy riffs og en pit med usædvanligt meget fart på.
På ‘Marrow Deep’ bruger Mastodon døden som brændstof. Resultatet er bandets mest progressive plade siden ‘Crack the Skye’ – og en stærk genfødsel efter Brent Hinds’ afgang.
Sommerstilheden er ved at lægge sig over metal-Danmark, men helt stille bliver der nu ikke i denne uge. Metal Magic Festival i Fredericia disker endnu en gang op med et stærkt program, og så er der også "nyt" fra Bring Me The Horizon.
Fra undergrundens sveddryppende kældre til festivalpladser med tjære i luften – uge 21 lugter langt væk af øl, dans og dansk metal i alle afskygninger.
At the Gates leverer en stærk og værdig afsked – båret af desperation, præcision og efterklang.
Nogle metalalbums samler fans. Andre splitter dem fuldstændigt. Her er fem plader, der stadig starter diskussioner og beviser, at de stærkeste reaktioner sjældent er de eniges.
Machine Head leverede over to timers sveddryppende metalmaraton, der både sparkede røv og samlede generationer – med Robb Flynn som selvbevidst ringmaster.
Fredericia-bandet løfter sig markant på ‘Mosaic’, men skyggen fra Gojira er stadig både en styrke og en udfordring.
Scenen koger måske ikke over i mængde, men kvaliteten fejler intet – fra mørke klubshows til tunge udgivelser.
Portugisiske Gaerea leverer deres mest melodiske – og bedste – album til dato.
Lamb of God viser stadig tænder på ‘Into Oblivion’ – en energisk, men ikke fejlfri plade fra groove metal-veteranerne.
Kanonenfieber forvandlede Første Verdenskrig til fællessang, blastbeats og blodrødt sceneteater – og publikum åd det råt.
Sylosis brøler og spiller kompetent på ‘The new flesh’ – men bag den polerede metalmur gemmer der sig kun få for alvor mindeværdige øjeblikke.
Shadowspawn leverer solid, groovy dødsmetal med bid – men mangler det sidste, uforglemmelige hook.
Australske Karnivool vender tilbage med ‘In Verses’ efter 13 års tavshed. Resultatet er velspillet, velproduceret – og bemærkelsesværdigt ufarligt.
Maynard James Keenans frirum-projekt Puscifer er tilbage med ‘Normal Isn’t’, men legen bliver denne gang mere skitse end sang.