Groove, raseri og en rablende prædikant
Lamb of God viser stadig tænder på ‘Into Oblivion’ – en energisk, men ikke fejlfri plade fra groove metal-veteranerne.
2. Parasocial Christ
3. Sepsis
4. The Killing Floor
5. El Vacío
6. St. Catherine's Wheel
7. Blunt Force Blues
8. Bully
9. A Thousand Years
10. Devise / Destroy
Der er bands, der falder til ro med alderen. Og så er der Lamb of God. På deres tiende studiealbum ‘Into Oblivion’ lyder de stadig som et band, der har noget på hjerte – og som stadig kan få et festivalpublikum til at kaste nakken bagover i takt.
Frontmand Randall Blythe står fortsat i centrum som en af metalverdenens mest interessante everyman-filosof; en rablende prædikant med et levet liv bag sig. Hans vokal veksler mellem dybe growls og hysteriske skrig, mens teksterne kredser om tro, vold og menneskelig skrøbelighed.
Pladen varer kun 39 minutter, og det klæder egentlig bandet. Det meste af tiden er ‘Into Oblivion’ veloplagt og til tider decideret fængende – selv om den også rummer et par mindre skarpe øjeblikke undervejs
Panteras arv lever videre
Åbningsnummeret ‘Into Oblivion’ sætter barren højt. Groovy riffs, komplekse trommerytmer og en dramatisk synth i baggrunden skaber en eksplosiv start, mens Blythe synger om en undertrykkende skikkelse med karakteristisk intensitet.
Det er svært ikke at høre arven fra Pantera. Ikke som kopi, men som videreførelse. Lamb of God har længe været blandt de mest oplagte arvtagere til groove metal-tronen, og det høres i de smittende riffs og den rytmiske tyngde.
‘Parasocial Christ’ eksploderer fra start med Blythe i hurtigtspyttende topform over skiftende riffs fyldt med punch og groove. Nummeret afsluttes på ren headbang-manér. Lige så effektiv er ‘The Killing Floor’, der kulminerer i en regulær maskingeværs-parade af riffs – den slags, der kommer til at give ømme nakkemuskler på sommerens festivaler.
På ‘Sepsis’ bliver Blythe til en manisk prædikant på randen af sammenbrud i en verden, hvor troen er svær at fastholde. Samtidig viser han sit poetiske flair:
“Holy Mother Death / Rising up from Mexico / To cast a righteous grin / Across the wilted and the waves below.”
Tempoet sænkes markant på ‘El Vacio’. En mørk hymne, der sender tydelige nik til Panteras ‘This Love’. Det er en velvalgt pause i et ellers hektisk album.
En stærk start – og en mere ujævn slutning
Desværre er første halvdel af ‘Into Oblivion’ også dens stærkeste. I anden halvdel tynder idéerne lidt ud.
‘St Catherines Wheel’ chugger afsted med masser af southern groove og manisk vokal, men uden det store hook. Noget lignende gælder ‘Bully’, der nok er energisk, men ikke bygger på en særligt mindeværdig idé.
Til gengæld løfter ‘Blunt Force Blues’ niveauet igen. Et solidt riff og en legende dobbeltpedal danner baggrund for Blythes tirade om voldens konstante tilstedeværelse. Nummeret byder også på pladens mest tilfredsstillende “GO!” – et simpelt trick, men effektivt, når det leveres så overbevisende.
‘A Thousand Years’ drives frem af en fed baslinje og et ligefremt rockriff, mens Blythe messer: “For a thousand years I have been watching you / From the grave.”
Albummet lukkes af ‘Devise Destroy’, en solid, men ikke revolutionerende Lamb of God-afslutning.
‘Into Oblivion’ når ikke helt højderne fra ‘Sacrament’ eller den genredefinerende ‘Ashes of the Wake’. Men sammen med ‘Lamb of God’ fra 2020 og ‘Omens’ fra 2022 cementerer den bandets imponerende, sene karrierefase.