Dystopi i storformat
Massive Attack gav os en kompromisløs totaloplevelse, hvor musik, politik og visuals smeltede sammen til et brutalt spejl af vores samtid.
“You can free the world, you can free my mind / Just as long as my baby's safe from harm tonight", synger Shara Nelson sjælefuldt på originalversionen af ‘Safe From Harm’. Tematisk afsøger nummeret relationer, loyalitet og udfordringerne ved at navigere i en kaotisk, uforudsigelig og til tider farlig verden, mens man forsøger at beskytte dem, man holder af. Mandag aften i Royal Arena er det Deborah Miller, der står for skønheden, mens den digitale baggrundsskærm i afstumpet brutalitet tæller billionerne brugt på militær globalt. 35 år efter udgivelsen af ‘Blue Lines’ er verden stadig et farligt sted.
Massive Attack har historisk set været et politisk orienteret kollektiv. Om end mindre direkte end flere af samtidens aktivistiske kunstnere og bands, kredser ‘Blue Lines’ om temaer som racisme, identitet og materialisme. Senere i karrieren er budskaberne blevet mere eksplicitte, med skarpe og konfronterende holdninger til klima, overvågning, krig og den globale magtstruktur.
Det konfronterende element har tilsvarende fået en stadig større plads i bandets liveshows. Da gruppen spillede i Operaen ved Kronprinseparrets Kulturpris i 2008, fik royale såvel som almindelige koncertgængere fornøjelsen af det visuelle statistik-inferno, der siden er blevet et af Massive Attacks mest genkendelige varemærker. Dengang imponerede det, hvor meget af materialet der var direkte relateret til Danmark.
Sidenhen er det visuelle udtryk kun blevet stærkere, hårdere og mere aggressivt. Som en bruger skrev på Facebook under vores koncertopslag: ”Det er satme en deprimerende omgang”. Om betydningen er ment som ros eller kritik, kan diskuteres, men der er ingen tvivl om, at man ikke tager til Massive Attack-koncert for at holde en happy-go-lucky-fest.
Det er nærmere en gidseltagning, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. Lidt over en time og fyrre minutters bombardement af sanserne, hvor vi som publikum bliver konfronteret med alt det forfærdelige, der foregår i verden. Neuralink fra Musk, Wagner-gruppen, den hvide mands opdeling af Afrika og Vestasien. Den brutale virkelighed vi til daglig skærmes fra, af ligegyldigt SoMe-indhold designet til at fastholde vores opmærksomhed. Tirsdag aften blev tæppet revet væk.
Dystopien vælter ud fra den massive baggrundsskærm, mens Elizabeth Fraser elegant fraserer henover den eminente ‘Black Milk’. Nummerets dysfunktionelle tematik løftes yderligere af kontrasten mellem musik og visuals samt spejlingen mellem industri og menneske. Den politiske agenda er markant og fortsætter ind i ’Girl I Love You’, hvor det er AI-tech giganten Palantirs ansigtsgenkendelsessoftware, der står for skud. I en verden af bands, der gerne vil noget, er her et band, der mere end vil.
Her er ingen beskyttelse. Hverken i overført betydning eller direkte. ‘Protection’ (1994) er udeladt fra setlisten. Til gengæld får vi ‘Take It There’ fra ‘Ritual Spirit’ (2016) og ‘Future Proof’ fra ‘100th Window’ (2003). Førstnævnte ledsages af en brutal kontrast mellem den schweiziske kanton Zugs finansielle velstand og udbytningen af ressourcer i Congo. Sidstnævnte fungerer som en smuk hommage til afdøde Angelo Bruschini, hvis guitarsektion får markant mere plads i live-versionen.
Det hele bindes sammen af en række velvalgte covers. Den tilbagevendende brug af Gigi D’Agostinos ‘In My Mind’ fungerer i denne kontekst som en ubehagelig påmindelse om vores dagligdags eskapisme, mens fortolkningen af Seo Taiji and Boys’ ‘Regret of the Times’ fremstår som oprør personificeret i koncertens mest rockede øjeblik. Intet af det kan dog måle sig med det smukke cover af Tim Buckleys ‘Song to the Siren’. Et emotionelt slag i mellemgulvet, endnu engang båret af stærke visuals.
Yderst sjældent får vi bandet blottet for visuals. Kun ‘Unfinished Sympathy’ og den afsluttende ‘Teardrop’ får lov til at stå alene, hvilket blot fremhæver de i forvejen stærke kompositioner. Et dramatisk valg under en koncert fyldt med dramatik.
Koncert er heller ikke det helt rigtige ord. Der er ingen andre bands, der leverer det, man får, når man oplever Massive Attack live. Det er unikt i form, indhold og udførelse. Også selvom 3D lidt for hyppigt stod for lavt i lydbilledet, og lyden ved flere lejligheder faldt i styrke i højre side af salen. Det er musik med et budskab – et langt stærkere og mere voldsomt, konfrontatorisk budskab, end de fleste kunstnere tør levere fra en arena-scene.
Massive Attack har hyppigt gæstet Danmark og typisk efterladt publikum med noget at tænke over. Denne aften i Royal Arena bliver vi sunget ud af Fraser, og selvom den visuelle fremstilling, vi oftest forbinder med ‘Teardrop’, i højere grad er en fejring af livet, er nummeret lyrisk en påmindelse om tab, sårbarhed og livets skrøbelighed. En passende afrunding på en aften, hvor kontrasterne stod skarpt, og hvor Massive Attack endnu engang demonstrerede, hvorfor de fortsat er blandt de mest betydningsfulde og kompromisløse livebands i moderne musik. Ikke fordi de leverer flugt fra virkeligheden, men fordi de insisterer på at konfrontere den – og os. Det gør koncerten til mere end blot en stærk musikalsk oplevelse – det gør den til noget sjældent, vigtigt og ekstraordinært.