Meget lidt truck over Truckfighters
Populær
Det var en lettere kedsommelig affære, da svenske Truckfighters i rundt regnet 120 minutter ”fuzzøgte” at underholde Beta, der kunne melde udsolgt for 4. gang i år.
Sammenlignet med sidst, jeg så Truckfighters, hvor de opvarmede for Kvelertak i Malmø, var jeg noget overrasket over at høre, at søndag aftens koncert på Beta var udsolgt. For så gode huskede jeg ikke, at de var. Måske de havde udgivet en fænomenal plade i mellemtiden, som var gået under radaren hos mig. Det hele tegnede på forhånd utrolig godt.
Punktlighed er en dyd
Jeg ankom kl. 20:50 med munden fuld af pitabrød med kebab. Spilletidspunktet var sat til kl. 20:45, og ganske rigtigt var første opvarmningsband, Valley of the Sun, fra Ohio, USA, i fuld gang, og man kunne allerede på de svage toner ude fra gården høre, at der var kvalitet over musikken. Jeg fik taget den sidste bid kebab og skyndte mig ind i en godt og vel halvfyldt sal til de veleksekverede toner af Valley of the Suns ”volume rock”. En betegnelse, der velsagtens skal dække over den hybrid af alskens rockgenrer, som bandet har fået proppet ind i musikken. En ting er imidlertid sat i sten: Det er pissegodt at køre bil (læs: lastbil) til, og må retfærdigvis mest af alt betegnes som hård truckrock. Aaron Boyer tævede med stor iver og talent sine tønder. Ryan McAllister bangede lystigt sit skæggede hoved, mens alle bassens strenge fik prygl fra bånd 0 til 14-16 stykker. Oveni guitarspillede og hardrock-sang Ryan Ferrier med stor kvalitet. Så hvor Truckfighters senere skulle fejle, lykkedes Valley of the Sun og tog publikum med ud på køretur på de amerikanske motorveje.
Karakter: 3/5
Mærkværdig duo
Den østrigske rockduo White Miles var det næste levende billede på scenen. Både navnet, musikken og opsætningen med trommer og guitar, mand og kvinde, skriger på en sammenligning med amerikanske White Stripes, hvilket også blev pointeret højlydt af en af de andre blandt publikum. Hvor White Stripes tog mig med storm, første gang jeg så dem, følte jeg mig med White Miles anderledes hensat til en øver, hvor bassisten og andenguitaristen ikke lige er dukket op, men hvor resterende medlemmer er så ivrige efter at spille det nye materiale, at de forsøger at spille det uden. Sagt på en anden måde: Det virkede ikke rigtig for White Miles. Men de gik til den og spillede røven ud af bukserne, og forsanger og guitarist Medina var ligesom sin danske navnesøster ganske sød at se på, og hun lagde slet ikke skjul på sin begejstring for at være på turné.
Karakter: 2/5
Soundvenue-publikum?
Tiden nærmede sig langsomt turnéens hovednavn, og Beta var efterhånden godt befolket, så barpersonalet, som jeg forgæves forsøgte at konversere med, havde travlt med at servicere det (øl)tørstige publikum. Og når vi nu er ved publikummet, så lad os kort dvæle ved klientellet denne aften. For Beta var øjensynligt ikke overrendt af Devilution-læsere. Efter (tøj)stil, hårlængde og hygiejne at dømme læste publikum snarere Soundvenue. Nok om mine fordomme.
'Gjentagelsen' er altså ikke umulig
Ligesom i Malmø lagde fuzz-stonerne i Truckfighters godt fra land med et par energiske numre med dertilhørende sceneshow. Dango især gav den med guitaren om nakken hele armen og mere til. Det var lige før, man blev urolig for, om han ville kollapse af udmattelse i løbet af sættet. Men efter den indledende udladning fortonede energien sig ud i lettere ligegyldigt psykedelisk rock indtil sættets 2-3 sidste numre, hvor tempoet igen blev sat op. Anderledes fra koncerten i Malmø, hvor den psykedeliske del af sættet varede rundt regnet 20 minutter. Denne gang føltes det ulideligt langt, og på den tid havde Truckfighters for længst tabt mig til hyggelig snak i baren.
Kondensér, kondensér
Nok har Truckfighters ramt plet mht. image, merchandise og ikke mindst deres fuzzede lyd, men hånden på hjertet, så skriver de ikke synderligt gode numre. For at lave en analogi mellem koncerten i såvel Malmø som på Beta og de enkelte sangkompositioner, så var der mange fede riffs, passager, overgange osv., men der var alt for langt imellem dem. De burde skære det overflødige fedt fra og sætte de fede ting sammen. På måde kunne de have skåret 30-40 kedsommelige minutter af sættet og have blæst mig omkuld med en gedigen omgang psykedelisk fuzz-stoner-truckrock. Men ak, trucken udeblev.