Jeg kan ikke besluttet mig for, om 2023 var et godt eller dårligt år. Højdepunkterne var vilde, alt lykkedes, og der var intet, der kan betegnes som nedture.
2023 blev en maveplasker efter et tætpakket, hæsblæsende 2022, og selvom verdens generelle tilstand ikke efterlader megen plads til optimisme, så var der heldigvis lyspunkter på den musikalske front.
Ah, 2023, hvad skal vi dog sige om dig? Du var, som dine forgængere, et lorteår med få, men vigtige lyspunkter.
I år blev energien primært brugt på speciale, eget band og arbejde. Af en eller anden utilgivelig årsag gik det udover at opdage ny musik fra i år – men snothvalpen fik dog set mange fabelagtige koncerter i år.
2023 havde sine øjeblikke. Flere gode koncerter, mere fusion af genrer, en række stærke danske udgivelser og en stor fed påmindelse om det gode gamle mantra: Money rules the world.
Redaktionens blege sydamerikaner har som vanligt forværret sin tinnitus ved at høre alt for høj black metal, der i år dog stod i meget skarp kontrast til den øvrige musik, der blev sat på anlægget eller set live.
Der kom stærke sager fra den danske undergrund som Ascendency og Shrug i år, men mest af alt kom det bag på skribenten, at han skulle snige In Flames ind under årets fem bedste internationale skiver.
Pantera gav årets koncert på Copenhell. Mötley Crüe leverede den værste på samme scene. De bedste udgivelser kom fra Dødheimsgard, Heaven's Damnation, Lipid og Afsky blandt mange andre stærke plader fra Danmark, Sverige og Norge.
Året fløj af sted. Småbørn, ægteskab, arbejde. Jeg forsøgte at følge med. Ind imellem flygtede jeg med musikken.
Et godt år for os kameraslingers. Alt for mange gode koncerter og lidt for lidt tid. Men alligevel var der tid til fx The Armed, EYES, Jesus Piece, Death Goals og meget mere.
Et stærkt år for os genreanarkister med bl.a. Malokarpatan'sk black, Mansion'sk doom og Terminalist'sk thrash, samt Brutal Assault og Metal Magic, som et par af årets skarpeste indslag.
Året der gik bød på omvæltning, boligsøgning, flytterod, småborgerlighedens ubønhørlige indtrængen og alt for lidt tid til og fokus på musikoplevelser. Det skal der rådes bod på i 2024, inden ligusterfascismen for alvor trænger sig på.
Dødheimsgard, Pantera, Cattle Decapitation, Saturnus og mange andre var med til at gøre 2023 en succes for nordjyden, der også hev sønnike med på festival.
Tradition kombineret med fornyelse er tidens løsen, hvis man skal lave god metal. Spørg bare Dødheimsgard, Malokarpatan og den danske scene. Og hvis man skal have styr på sin fomo med ro i sjælen, skal man begynde at gå til færre koncerter.
På mange måder er det næsten mere oplagt at lade 2022 gå op i flammer end at skrive flammende om året, hvor Putin viste sig at være præcist det røvhul, vi godt vidste, han var, men vi insisterer på lutrende ord!
Den danske scenes udvikling har været overvældende i året, der næsten er gået. Den udenlandske scene har mest udmærket sig positivt for de mindre bands, mens det er ved at være tid til at sende et par af koryfæerne på pension.
Manden med Weekendvesten red på en bølge af sejhed, da han hørte nyt fra Riot City og Lord Vigo, og så fik et sejt dansk band endelig indfriet potentialet.
2022 bød på masser af fed musik. Der var suveræne udgivelser fra Strychnos over Ritual Death til Watain, mens de store koncertoplevelser kom på Metal Magic Festival og Beyond The Gates i Norge og ikke mindst på Copenhell, hvor Kongen vendte hjem med Mercyful Fate.
2022 bød endelig på nærmest normale tilstande med koncerter og festivaler, og forfaldt ikke bare til sofasump som 2020 og 2021.
Kæft, det har været et år, hvad? Der er meget at begræde, men heldigvis har der også været lyspunkter.