For flokkens fører er det uklart om anno 2025 var nøjagtigt som det plejer, eller om fraværet af vanvittige oplevelser er et tegn på krise og altings ophør? Nuvel, lidt musik blev det da til.
De brølende tyvere var en hoax. Nu stirrer vi alle direkte ned i afgrunden. Heldigvis har vi kunsten, og den skal vi turde tale om uden at råbe af hinanden.
2025 var et år med både international fremdrift og fortsat sammenhold i metalmiljøet. Her er et personligt overblik over årets stærkeste udgivelser, koncerter, øjeblikke og skuffelser – fra dansk deathcore i verdensklasse til kosmiske festivaloplevelser og uønskede ørehængere.
Dansk black metal var den helt store vinder for Kent i 2025, der havde gode oplevelser på Copenhell og et par nostalgitrip med Obituary og Iron Maiden.
2025 føltes som et træt mellemår; alt for meget lød genrebevidst og anonymt, alt for lidt lød af personlighed. Men måske er det bare blevet umuligt at finde de få perler på lossepladsen?
Devilutions reservefotograf er atter blevet tvunget til at mene noget om noget, han normalt tager billeder af og ikke rigtigt kan forklare med bogstaver. Men der er noget om Vidnet og Mite og Jawtrap og EYES og Orm og Syl og Turnstile ... Og alt for meget om Turnstile.
2025 var et skønt år, med masser af musikalske fornøjelser. De, der matcher dette forum, og de, der burde matche. Det var ligeledes et år, der bød på rum, perspektiv og et stigende had rettet mod ejendomsmæglere.
2025 bød på første barn i familien, hvilket naturligt lagde en foreløbig dæmper på både skrive- og koncertaktiviteten i det århusianske. Men navne som Fordærv, Jawtrap, Drain, Violent Magic Orchestra, Ronker, Der Weg Einer Freiheit og Sewer Haul gjorde alligevel det forgangne år til ét fyldt med musik.
2025 stod musikalsk i ekstremernes tegn, hvor især blackens intensitet og avantgardet kompromisløshed rystede mine grundvolde, både dansk og internationalt.
Frelser, Strychnos, Speedsplut, Maceration, Nortt, Abysmal Grief og de gamle helte i Iron Maiden sørgede for, at 2025 blev et uforglemmeligt år med fremragende udgivelser og koncerter.
Tiden går for hurtigt. Heldigvis har vi musikken.
For Villumsen blev 2026 ikke det mest produktive år som metalskriverkarl. Men han nåede da at fatte glæde ved Maceration, Sunken, Structure, Coroner, Green Lung og endnu en omgang Edge of Sanity-genudgivelser.
Det herrens år 2024 har været intenst; om det skal elskes eller hades står hen i det uvisse, men her hvor året går på hæld står en ting klart: fotografen har udviklet et potentielt usundt forhold til musik.
Har sortmetallen igen været dominerende i ørebøfferne? Ja!
Kan jeg igen introducere jer for en eller flere perler, I ikke har hørt om før? Ja! Velbekomme.
Kompleks musik er for svært for småbørnsforældre; alligevel foregiver de at forstå det, også når det eneste, de forstår, er vanvidsvokal og masser af hooks.
2024 var overordnet set mere mellemlægspapir end højtbelagt smørrebrød, men højdepunkter fra Grava, Knocked Loose, Sewer Haul, Terror, John Cxnnor og et par håndfulde andre gjorde intermezzoet mellem 23 og 25 tålelig.
Der blev hørt Night Fever, Replicant og Unto Others. Og fundet glæde ved Blazing Eternitys comeback i et år, hvor skribenten langt fra var den mest metaldyrkende på redaktionen.
Nå, men der skete jo heldigvis ikke noget dybt rystende ude i verden i 2024. Ingen folkedrab og krige, ingen fascister valgt ind. Så kan vi jo koncentrere os om musikken i stedet. Ikke? Ikke?
Købte et hus i forstaden, hørte en ekstrem mængde musik, kom på glatis.
2024 bliver husket for fremragende plader med Blazing Eternity og Strychnos og suveræne oplevelser på Beyond the Gates og Metal Magic Festival.