Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2024 – Daniel Pilgaard

Updated
euronymousgrav

2024 bliver husket for fremragende plader med Blazing Eternity og Strychnos og suveræne oplevelser på Beyond the Gates og Metal Magic Festival.

Fotograf
Daniel Pilgaard

Årets danske album:

1. Blazing Eternity: ‘A Certain End of Everything’ – En melankolsk triumf fra start til slut og måske det stærkeste comeback et dansk metalband har præsteret.

2. Strychnos: ‘Armageddon Patronage’ – Fra en suveræn debutplade og med en ligeså solid efterfølger beviser trioen, at de har internationalt format til at være blandt klodens bedste death metal-bands.

3. Night Fever: ‘Dead End’ – Efter ti års albumpause vendte Danmarks bedste hardcore-band tilbage med en solid musikalsk knytnæve.

4. Vulvatorious: ‘Vulvatorious’ – Som Strychnos og Night Fever har Vulvatorious indspillet hos Lasse Ballade. Resultatet er en medrivende og aggressiv debut fra landets mest lovende band.

5. D-A-D: ‘Speed of Darkness’ – Den umiskendelige og fremragende lyd af dansk musikhistories største rockband igennem fire årtier.

Bobler: Perdition’s Mire, Illdisposed, Thorium, Konkhra. Detest, Terrorpy og Neckbreaker.

Årets internationale album:

1. Blood Incantation: ‘Absolute Elsewhere’ – Når visioner og ambitioner går op i en højere enhed sprudler magien.

2. Mörk Gryning: ‘Farsonas Tid’ – Den umiskendelige lyd af svenskernes unikke black metal og deres stærkeste udspil siden den geniale debutplade fra 1995.

3. Odium Humani Generis: ‘Międzyczas’ – Polakkerne holder liv i den sorte flamme med misantropisk og dystert black metal.

4. Djevel: ‘Natt til Ende’ – Det sidste kapitel i ”natte-trilogien” er definitionen på True Norwegian Black Metal.

5. Adorior: ‘Bleed on My Teeth’ – Hvis Judas Priest spillede aggressivt dødsmetal, ville de lyde som landsmændene i Adorior.

Årets danske hit:

Blazing Eternity: ‘One Thousand Lights’ – Direkte ind på listen over de bedste numre i dansk metalhistorie.



Årets internationale hit:

Blood Incantation: ‘Absolute Elsewhere’ – Det er svært at pege på et enkelt nummer, når hele den sammenhængende plade er et langt hit.

Årets genfundne klassiker:

Rainbow: ‘Bent Out of Shape’ – Indspillet på Amager i 1983 og pladen, der fik Lars Ulrich og Metallica til at rejse til Danmark for at indspille ’Ride the Lightning’ i Sweet Silence Studios. Det er muligt, at Rainbow var mere heavy i 70’erne med Dio i front, men perioden med Joe Lynn Turner bød på helt suveræne skæringer som ’Can’t Let You Go’ og ’Street of Dreams’ her på Rainbows sidste mesterværk, før gruppen gik i opløsning året efter udgivelsen.



Årets koncerter:

1. Beyond the Gates, Bergen, august 2024 – Fire fantastiske dage på tre lokationer, der bød på suveræne koncerter med Djevel, Watain, Mayhem, Vemod, Death SS, Venom, Satyricon og ikke mindst Enslaved, der fremførte hele ’Frost’ i Grieghallen, hvor pladen blev indspillet 30 år tidligere.
Ënslavedfrost
('Frost' fremført fra start til slut på stedet, hvor pladen blev indspillet)

deathssbergen
(Italiensk horror-metal bliver ikke bedre end mægtige Death SS)

2. Metal Magic Festival, Fredericia, juli 2024Mysticum kom endelig til Danmark og leverede en historisk koncert. Blazing Eternity gav voksne mænd tårer i øjnene, og Strychnos rejste tilbage i tiden og spillede ’God of Demise’ for første gang i tyve år. Landets bedste metalfestival fejler aldrig med store oplevelser.
MysticumMMF
(Mysticum var den dyreste bookning i Metal Magics historie og alle pengene værd!)

BlazingMMF
(Fremragende koncert med Blazing Eternity lørdag eftermiddag)

StrychnosMMF
(I am the god of demise/Taking away your life/Your fate is determined/By the use of my knife)

3. Næstved Metalfest, Næstved, august 2024
– Det tager år at skabe rammerne for en god festival. Jeg har før set mange glimrende shows på festivalen, men lørdagens program i år med suveræne koncerter fra Satyricon, Necrophobic, Undergang, Asinhell og Maceration samt god stemning gjorde, at Næstved Metalfest virkelig fik slået sit navn fast som en af landets bedste metalfestivaler.
Necronæstved
(Necrophobic leverede en af de bedste koncerter, der endnu er oplevet på Næstved Metalfest)

undergangnæstved
(Ufrivillig donation af vitale organer i Næstved)

4. Mayhem: Sentrum Scene, Oslo, 11-05-2024 – Over 3.000 fans fra hele verden drog til Oslo, så gadebilledet overalt var fyldt med sortklædte skikkelser. Om dagen besøgte vi Euronymous’ gravsted i Ski uden for Oslo og senere sneg os ind i bygningen, hvor han blev myrdet. Om aftenen blev hans arv vækket til live, da Mayhem leverede en maratonkoncert på næsten to en halv time og spillede numre fra samtlige plader, ep’er og demoer igennem 40 år. På alle fronter en historisk dag i musikkens kapitel om black metal.
MayhemOSlo
(Everything here is so cold. Everything here is so dark! Mayhem i gang med 'Freezing Moon')

5. Lipid: Bygningen, Vejle, 19-10-2024 – På et udsolgt spillested holdt Vejles bedste metalband igennem tiden 30-års jubilæum. I selskab med gode venner igennem tre årtier overværede vi Lipid give en af karrierens bedste koncerter med en suveræn sætliste og gennemsyret af en helt særlig stemning.
LipidVejle
(90 minutters suveræn koncert i Vejle)

Årets danske navn:

Ditte Krøyer & Vulvatorious – Om det er på Copenhell eller Roskilde Festival eller på en vej på Vesterbro til Sort Vejfest, så er Vulvatorious en eksplosiv oplevelse. Bandet spiller forrygende, men trumfen er åbenlyst Ditte Krøyer, der ejer den scene gang på gang. Ja, selv da Krøyer gæstede Strychnos i fængselskirken i Vridsløselille stjal hun billedet. Til januar spiller Vulvatorious til When Copenhell Freezes Over, der vanen tro får branche- og festivalfolk fra hele Europa fløjet ind for at se, hvad dansk metal kan byde på. Lur mig om ikke det bliver startskuddet for Vulvatorious’ vej til at nedlægge Europas største metalfestivaler.

Årets internationale navn:

Blood Incantation – Med den perfekte plade satte amerikanerne årets største aftryk på metalscenen.

Årets nye danske navn:

Frelser og Pustulant Flesh – Fra asken af Serpent’s Lair kommer Frelser, der spiller iskoldt black metal. Skal det være dødsmetal, så er Pustulant Flesh det mest lovende, der for nyligt er sivet ud af Københavns kloaker.



Årets nye internationale navn:

Doedsmaghird –Yusef Parvez skabte med Dødheimsgard sidste års store mesterværk ’Black Medium Current'. Med sideprojektet Doedsmaghird står den geniale nordmand i spidsen for endnu et særegent og spændende band.



Årets comeback:

Blazing EternityFortællingen om Blazing Eternity er over tre årtiers historier om venskaber, sorg og uforløste ambitioner. At de kunne vende tilbage efter tyve års dvale og skabe årets bedste plade er et rørende og vigtigt kapitel i dansk musikhistorie.  

Årets optur:

Alle de seje kollegaer på Devilution, der efter femtens års eksistens stadig holder fanen højt og leverer det bedste metaljournalistik i landet.

Årets største skuffelse:

Copenhell. Jeg har stor respekt for, at det lykkedes Jeppe Nissen at sætte Danmark på metalkortet med en stor festival, men det er som om visionerne er udtørret. Konceptet Boneyard med uannoncerede bands i en container fremstod decideret amatøragtigt. Og programmet ligner så mange andre festivalers, at der intet opsigtsvækkende er at komme efter. At man næste år smider The Prodigy på programmet fuldender den fantasiløse deroute.

Største ønske for 2025:

At jeg får taget mig sammen til at færdiggøre de tidsrejseartikler om Iron Maiden, Pantera og King Diamonds danske koncerter, jeg har været i gang med i over fem år.

Det glæder jeg mig mest til i 2025:

At Iron Maiden kun spiller materiale fra de første plader i Royal Arena. Når turen igen går til Metal Magic Festival sammen med damen og gode venner.