Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

MMF 24: Suveræne Strychnos

Updated
Strychnos MMF (1)

Igennem samtlige ti numre på sætlisten beviste Strychnos på Metal Magic Festival, hvorfor de er blandt Danmarks allerbedste metalbands.

Kunstner
Dato
12-07-2024
Trackliste
1. Armageddon Patronage
2. A Morther's Curse
3. Blessed Be the Bastard Reign
4. Choking Salvation
5. Carnival of Tragedy
6. Black Banners
7. Stanken af dyd
8. Manus Nigra
9. Horror Sacred Torture Divine
10. God of Demise
Koncertarrangør
Fotograf
Daniel Pilgaard
Karakter
5

”Danmarks pt bedste metalband”, var der en læser, som kommenterede på Devilutions Facebook-opslag fra Strychnos’ koncert på Metal Magic Festival.

Nu skal man være varsom med at udråbe noget som det bedste, men vi kan godt være enige om, at Strychnos er blandt de bedste metalbands herhjemme.

Jeg har ikke faktuelt undersøgt det, men jeg vil skyde på, at de danske metalbands, vi her på siden har anmeldt flest koncerter med igennem tiden, må være Illdisposed, Undergang, Afsky og i de seneste par år nu også Strychnos. Om det er koncerter i hovedstaden, Aarhus, Odense eller Ålborg, så er der en skribent til stede, når de her navne spiller. Og det er jo ikke, fordi koncerterne er vidt forskellige fra gang til gang, men fordi niveauet på scenen aldrig skuffer. Dertil er det også bands med nogle af de mest karismatiske frontskikkelser i dansk metalhistorie.

I Strychnos’ tilfælde varierer koncerterne sjældent. Af gode grunde. Altså, de har to plader plus det løse at gøre godt med, så det giver sig selv, at sætlisten gerne er et gensyn. Men når indholdet er så suverænt, som det er, så tager vi – og publikum – gerne en tur igen og igen i trioens makabre manege.

Tidligt fredag aften i Fredericia beviste Strychnos da også nok engang, hvorfor de er blandt nutidens stærkeste navne.  

Introen hentet fra Stanley Kubricks ’Eyes Wide Shut’ blev efterfulgt af Andreas Lynge, der kom alene på scenen og slog nogle foruroligende toner an på guitaren. Nis Larsen satte sig tilrette bag trommerne, mens madman Martin Leth kom ind med mord i øjnene og en le i hænderne og spyttede blod ud på de forreste rækker, så der resten af aftenen på festivalen ikke var tvivl om, hvilke gæster der havde stået forrest til Strychnos.

Strychnos MMF 2

Så var vi ligesom i gang! Titelnummeret fra forårets fremragende plade satte showet i gang, og den blodindsmurte trio forsøgte øjeblikkeligt at slagte publikummet med deres hidsige torturmetal. Fra det ene titelnummer til debutpladens titelnummer fortsatte det musikalske mordtogt, og hele seancen blev taget kærkomment imod fra publikum, der headbangede og havde næverne i vejret.

Meget få bands debuterer med en plade, der i anmeldelserne med det samme bliver udråbt til at være en klassiker i dansk musikhistorie. Men Strychnos gjorde med ’A Mother’s Curse’. På Metal Magic blev gæsterne mindet om hvorfor. Sublime ’Blessed Be the Bastard Reign’, ’Horror Sacred Torture Divine’ og ikke mindst ’Manus Nigra’ kom som triumf efter triumf.

Trioen spiller vanvittigt godt sammen, og de understregede evnerne igennem sætlistens samtlige ti numre. Især Nis Larsen leverede noget af det bedste trommespil, der kunne opleves på hele festivalen. Larsens 15-årige knægt stod foran scenen og bangede sig igennem koncerten, og man forstår godt stoltheden i øjnene over farmands indsats.

”Returning home to Metal Magic Festival,” skrev Strychnos på deres sociale medier før koncerten. Som jeg også skrev i anmeldelsen af Blazing Eternitys koncert, så er det altid specielt for visse danske bands at optræde på Metal Magic. Det er som at vende hjem foran familien. Og skal det være særligt, så er havefesten i Fredericia det helt rette sted. Nøjagtigt som Blazing Eternity hev fortidens black metal fra demotiden frem på sætlisten, så tog Strychnos også publikum med på en tur dybt ned i graven.

Fans, der har været med siden starten, havde i årevis ventet på det her øjeblik, da det 24-årige gamle kultnummer ’God of Demise’ kom som sidste dræberstød. Stemningen var euforisk foran scenen, og trioen kunne da heller ikke undgå at smile til hinanden, mens publikum brølede med på den drabelige tekst.

Man kan vist roligt kalde den afslutning for et historisk øjeblik på festivalen. Men det var også tydeligt at høre, hvor meget bedre musikere Strcyhnos har udviklet sig til gennem årene, end da Martin Leth komponerede det her nummer som stor teenager. Det gamle materiale er da nu fedt nok, men slet ikke i nærheden af den kaliber som ’A Mother’s Curse’ og ’Armageddon Patronage’.

Men når det nu skulle være, så skulle det selvfølgelig være på Metal Magic, hvor Strychnos leverede et af de bedste danske indslag på årets festival.