Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

MMF 24: En hyldest til livet

Updated
Blazing MMF

Med materiale fra demotiden over debuten til årets comeback-plade leverede Blazing Eternity en stærk og rørende koncert på Metal Magic Festival.

Dato
13-07-2024
Genre
Trackliste
1. One Thousand Lights
2. The Ghosts Of Another Broken Life
3. Concluding the Dive of Centuries
4. The Bells
5. Da Håbet Blev Borte for Altid...
6. Over sorte heder
7. Dark Summernights of Eternal Twilight
8. A Certain End Of Everything
Koncertarrangør
Fotograf
Daniel Pilgaard
Karakter
5

”I stilhed vi vandrede, selvom håbet var borte for altid”, growlede Peter Mesnickow halvvejs inde i koncerten, da Blazing Eternity tog Metal Magics publikum med tilbage til gruppens første demo fra 1995.

Blazing Eternitys tekster har altid dyrket det vemodige tomrum, hvor håbet svinder ind. Men teksten til bandets egen historie handler om lyset for enden af tunnelen.

Tre årtiers historie om Blazing Eternity er fortællingen om succes og nedtur og fremmedgjorte venner, der genfandt hinanden. Om at sejre over misbrug. Og ikke mindst at rejse sig fra sorgen, når ens nærmeste rejser for tidligt videre.

Koncerten lørdag eftermiddag på Metal Magic var ikke bare en fremragende præstation fra seks dygtige musikere. Det var en decideret hyldest til livet, der sendte tårer i øjnene på publikum.

Helt symbolsk var himlen grå og med regn i luften, da den sortklædte sekstet gik på scenen og lagde ud med det sublime åbningsnummer ’One Thousand Lights’ fra forårets comebackplade ’A Certain End of Everything’.
Det er en stor bedrift at kunne vende tilbage efter tyve års albumpause og levere så stærk en udgivelse – deres bedste plade i karrieren har dommen endda været fra mange.

Halvdelen af sætlistens otte numre kom fra ’A Certain End of Everything’, og det var bestemt en fornøjelse at høre den nye musik live. Godt nok gav Blazing Eternity et enkelt show i november sidste år, men man kan vel roligt sige, at showet på Metal Magic var den store test og comeback-koncert foran de mange mennesker, der har fulgt Blazing Eternity siden den spæde start i midten af 1990’erne. De nervøse antræk var da også til at se hos bandet, men ikke til at høre.

For danske bands er det altid særligt at vende hjem til Metal Magic, for du kan være sikker på, at det er landets mest inkarnerede og passionerede metalsjæle, der står foran scenen. Tårerne trillede da også blandt gæsterne, da gruppens tidligere keyboardspiller ”Orgel-Jens” blev mindet. Jens Hansen gik desværre bort for to år siden.

Til efteråret udkommer Blazing Eternitys to demobånd på en opsamling i forbedret kvalitet. Denial of Gods frontmand Ustumallgam blev takket for at skabe udgivelsens artwork, og ditto blev Mephistos Ole Frostholm for at stå bag udgivelsen. Og så fik vi dem selvfølgelig. De helt gamle demoskæringer ’Da Håbet Blev Borte for Altid …’ og ’Over Sorte Heder’.

Men det var nu også tydeligt, at Blazing Eternity følte sig langt mere tilpas med nutidens materiale end under fortidens teenagetoner fra demotiden.  Men det nostalgiske vingesus gik rent ind hos publikum, hvor især ’Over Sorte Heder’ trak de store jubelskrig og fællesskrål i omkvædet.  

Personligt var højdepunkterne sætlistens to numre fra debutpladen ’Times and Unknown Waters’. Ingen andre danske bands kan skabe den her melankolske heavyrock, som Blazing Eternity kan, og som de så fornemt har videreført og fornyet på ’A Certain End of Everything’.
Især den 10 minutter lange ’Dark Summernights of Eternal Twillight’ kom som koncertens monumentale indslag. Og utroligt nok. Sidst jeg så Mesnickow, Lybecker, Korsholm, Ringling, Nielsen og Larsen spille debutens numre var på Roskilde Festival i 2000, to uger efter pladen udkom.

Jeg kan ikke komme i tanke om andre danske bands, hvor de seks samme musikere står på en festival med et kvart århundredes mellemrum. Vel at mærke uden, at der er tale om et afdanket gensyn, men oplevelsen af band, der midt i deres dystre univers strålede af spillelyst og livsglæde og leverede lørdagens bedste indslag.

blazingroskilde
(Blazing Eternity med 24 års mellemrum fra Roskilde Festival i 2000 til Metal Magic Festival i 2024. Fotos: Daniel Pilgaard)

Blazing MMF1