Nocturnefest 23: Det evige lys i mørket

Tre afarter af doom er på programmet og Nocturnefest indleder fredag med Fvneral Fvkk og den længe ventede gendannelse af Blazing Eternity øverst på plakaten.

Weekenden er kickstartet, og lørdag aften skal jeg hoste en quizaften, med hvad det nu indbefatter af oprydning, rengøring og madlavning forinden. Fornuften får dog ikke lov at tage styringen, når muligheden for at gense Blazing Eternity for første gang i 22 år byder sig et par kilometer fra bopælen.

Ganske vist er det på papiret godt 12 år siden, de sidst stod på en scene, men af uransagelige årsager går min eneste koncertoplevelse med det legendariske, doomede foretagende tilbage til en meget stemningsfuld eftermiddagskoncert på Wave Gotik Treffen i Leipzig 2001. En koncert, som forsanger og Nocturnefest-arrangør Peter Mesnickow tilsyneladende også husker som en af de helt særlige, som han kommer ind på i vores tidligere interview med ham om bandets historie her  – og i aften bliver der så tilføjet et ekstra kapitel til denne historie.

Inden da er det dog århusianske Dread Witch, der får æren af at åbne årets Nocturnefest. Efter et hurtigt "Hva' så, kør'n eller hvaj?!?"får de fyret op under gryderne på slæbende sludget vis, som aftenens utvetydigt mest beskidte indslag.

Sludge/doom er ikke så stærkt repræsenteret herhjemme, og derfor er det da også fint at kunne trække sådan et kort op af hatten, hvor vildskaben og nerven får lov at hænge udenpå tøjet - ikke mindst fra den nærmest akrobatiske Leifur Nielsen, der får vendt, drejet og presset sin bas imod gulvbrædderne i alle tænkelige vinkler for ligesom at booste bandets dragende eftersmag.
Desværre reflekterer resten af Dread Witch ikke samme nærvær på scenen, og hvor potent deres næsten funeral doomede take på genren end er, så mangler der enten den ekstra gnist til at bære dem frem, materialet til at sælge varen eller begge dele. Dread Witch skal dog nok få flere chancer for at se, om de med tiden vil udvide spændvidden eller få skarpere øre for sangskrivningen - for der er da afgjort potentiale at spore, når først de lader numrene folde sig mest ud.

Nostalgi og fremsyn i ét
Blazing Eternity gør sig til gengæld i et mere melankolsk take på doom-genren – i det mindste på debuten 'Times and Unknown Waters', som er den eneste af deres gamle udgivelser, der bliver repræsenteret i dag. Dels fordi den afgjort går bedst i spænd med Nocturnesfests doomede præmis, men også fordi bandet har brygget på nyt materiale, der nu endelig for første gang bliver luftet for den fremmødte skare.

Imponerende nok er det stadig de samme seks medlemmer, der netop var med i bandet dengang debuten blev til - hvilket nok også forklarer, hvorfor man hurtigt fornemmer den røde tråd i de nye numre i forhold til deres lyd netop på den plade. 'Ghosts of Another Broken Life' stod klarest ud blandt de tre nye indspark, som en åndsfælle til Katatonia anno 'December Souls'-perioden med lange pacings, growlende desperation og en længselsfuld tone ikke ulig keyboardist Anders Ro Nielsen og live-guitarist Kim Larsens tidligere band Saturnus. Det vil dog kræve flere lyt at sige, hvor stærkt de nye numre vil stå, men de solgte varen godt – og i øvrigt stor respekt for at træde på en scene for første gang i 12 år, og så bruge halvdelen af sættet på numre, ingen kender! Det kræver sit mod, og materialet varsler bestemt lovende.

Genhøret med 'Concluding the Dive of Centuries' – ikke mindst den sidste halvdel, hvor den går helt ned i svajende dvale, inden verset vender forløsende tilbage – går til gengæld lige i føleren. De snakkende passager bliver heldigvis lidt mindre flade og danglish leveret end dengang  – netop det element, der altid har udfordret mig mest på debuten, men det er trods alt også blot en afveksling fra hans massive growl, der stadig lyder lige så råt og skærende. Mest bærende er dog guitarist Morten Lybecker, der med Larsen som sin mere rytmebaserede baghånd selv har rig lejlighed til at udfolde de mere delikate finesser i lydbilledet – det er i det hele taget en forbløffende samspillet enhed, der tydeligvis har taget denne musikalske genopstandelse meget seriøst, og fuld cadeau for det. At vi så må undvære den klassiske 'Over Sorte Heder', og har brug for lidt mere tid til at få de nye numre til at sætte sig, må ses som mindre brister efter en koncert, vi i hvert fald ikke glemmer lige foreløbig.



Det er dog tyske Fvneral Fvkk, der er blevet givet æren at runde førstedagen af, og det' med deres mere episk ladede doom og godt med budskaber om, hvordan kirkens mænd igennem tiden har misbrugt de uskyldige i Guds hus. Et budskab, der tydeligvis er et væsentligt omdrejningspunkt for bandet med deres sorte, præstelignende kjortler og med de lange, indledende monologer sættet igennem fra frontmand Cantor Cinaedicus (ja, de bærer alle kunstnernavne på latin). Det bliver hurtigt en gimmick med prædikenerne, som under lydforholdene er svære at forstå, men nu er det selvfølgelig også musikken, vi er kommet for.

'Carnal Confessions' rørte mange tilbage i 2019 med dens triste, patos-tunge doom, der bestemt har skævet sin del til My Dying Brides ditto, også i den overordnede, religionskritiske tematik. Det er fortsat samme plade, de turnerer med, og den har bestemt øjeblikke i fx 'A Shadow in the Dormitory', hvor de demonstrerer deres øre for de lange, episke konstruktioner. De møder dog flere problemer i aften – dels, at den kunstneriske palet ikke just er den bredeste, og det bliver en noget ensartet affære at lægge øre til i længden, men også, at der ikke er meget live-feeling at komme efter, udover altså kjortlerne og monologerne. Du kunne dybest set bare sætte pladen på derhjemme og, afhængig af dit anlæg, få bedre lyd – omend du så måtte undvære følelsen af at stå med en flok ligesindede på Loppen. Den løbende udvandring siger da også lidt om, at vi er ikke de eneste, der mangler en gnist af et eller andet, der gør koncerten til noget særligt. 

Fvneral Fvkk måtte gerne skabe andet og mere end harmonisk doom af denne blødende, triste slags, som de ikke rigtig har materialet til at bære i længden. Flot er det da momentvis, men også lige lovligt meget ala, hvad en nær ven ville karakterisere som den slags, der giver lange løg. Ingen tvivl om, at den harmoniske tone fungerer som et spil på de religiøse referencer, og i den forstand nailer de temaet på kornet. At det så ikke gør musikken mindre triviel og småkedelig siger så nok lidt om, at Fvneral Fvkk ville være godt tjent med at raffinere sangskrivningen, når engang de har nyt materiale i ærmet – men i det mindste fik vi dækket forventningerne glimrende til Blazing Eternity lige forinden, når nu vi ikke har mulighed for at få det ekstra skud doom dækket på andendagen i år.


Dread Witch: 3
Blazing Eternity: 4
Fvneral Fvkk: 2