Konstant forandring

Guld er et ædelmetal, og Orm er ædel metal. Finpudset gennem årene, til det nåede sit apex med det titaniske værk ‘Intet • Altet’. Hvad gør man så derfra?

Det spørgsmål synes Orm også at have stillet sig. Det er jo næppe gangbart at lave en endnu længere og mere kompleks plade end et 90 minutter langt opus om livets cyklus. Orm har selv ikke lagt skjul på, at ‘Guld’ havde en hård fødsel, men der er kommet noget rigtig godt ud af anstrengelserne.

‘Af magt’, som indleder ‘Guld’, begynder med ekstremt hidsig riffing, som næsten bærer mindelser om Wiegedoods mest maskingeværsagtige øjeblikke og med et rytmisk givende hop, mens der brøles ”bålkvad”, men det varer kun kort tid. Hurtigt er vi videre til et smukt stykke med yderst delikate kantslag fra Adam Bjørn Schønemann-Warming og klassisk Orm-melodik på guitarerne, mens der messes:

‘Hvad er du? Blot evig jagt på byttedyr
Den gyldne hjort
Salighed, glemsel, forjættede land
Kun flodens sejrende røst skærmer mig
Fra guldets skygge er jeg undfanget
Skæbnen har jeg undsagt
Når døden rejser sig fra min søsters vugge
Og fortærer glubsk al næring
Med tænder som krumsabler
Da er flugt min eneste trøst
I trance, flygtig trance
Konstant forandring
Slår tiden ihjel
Tiden slås ihjel’

Den opmærksomme læser vil fange referencerne tilbage i Orms bagkatalog. På ‘Ir’ og ‘Intet • Altet’ bad Orm os have tålmodighed. Nu beder de os om at følge med i deres hastige ridt, som prøvede de selv at slå selve tiden ihjel med konstant forandring. Det er elegant lavet, må man sige. Hatten ekstremt meget af for det. Det er fascinerende, som Orm her har fornyet deres lyd ved primært at ændre på tidsdimensionen. Vi får sådan set de Orm-elementer, vi kender og elsker, men de står tættere op ad hinanden. De gnubber skuldre og skaber en friktion, der får spændingen til at stige.

Slægtskab • Råddenskab
Familien, eller måske mere universelt samhørighed, er et tema på ‘Guld’. Fra døden, der rejser sig af fortællerjegets søsters vugge på ‘Af magt’ til ‘Undfangen’, hvor jeget synes at stå ensom til med familien splittet til atomer, som flygtige minder om lykken. Der synges om børn, der fornægter deres ophav:

“Ak, min datter
Kender du ikke din egen moder?
Jeg bærer sorgen for din broder
Nu næres du ved dødens barm
Og træet knægtes
ved rodens råd
Ak, min datter
Min øjesten
Rejs dig blot fra graven
Mærk din egen faders røst”



Også på ‘Rigdom’, hvor det synes at være slægtskabet med alle i eksistensen, der er brudt sammen, eller på ‘Udskammet’, hvor længslen efter forbindelse udmønter sig i blodskam. Kærligheden er ikke ren, og ethvert slægtskab ruster op i begærets, grådighedens, guldets skygge, og det kulminerer på ‘Martret’, hvor guldet har druknet vores sjæle, de sjæle, der består af guld og pis og blod, og vi alle er martret. Ingen undslipper sin skæbne. Det er en grusom fortælling, der manifesterer sig over de fem numres 44 minutter, men det er også et forfriskende ridt gennnem jord og blod, guld og kosmos. Som altid med Orm er pladen velproduceret, og de tørt producerede guitarer passer eminent til den mere komprimerede, kompositoriske tilgang på ‘Guld’. Man får virkelig smidt de hidsige riffs lige op i ansigtet, mens der stadig er ånderum i produktionen til de stille passager, hvor man for eksempel kan nyde de rytmisk hoppende genstarter i de akustiske guitarer på ‘Udskammet’. Af en eller anden grund lyder det græsk for mig? Det er også fremragende, at Simon Sonne Andersens og Theis Wilmer Poulsens vokaler står en smule klarere i mikset. De har næppe lydt bedre, og den bydende nødvendighed i vokalleveringen går rent ind.



Måske er det i allerhøjeste grad på albumlukkeren ‘Martret’, at Orm indtager nyt land rent musikalsk. Malthe Yde Tiufkærs bas får et for genren utraditionelt starmoment, og vi får et aldeles ondt klingende riff hen over en orgel-arpeggio – eller er det en guitar, der bare lyder som et orgel? Det må stå hen i det uvisse, men der er i hvert fald toner, der bøjes på en måde, som et orgel ikke kan. ‘Martret’ er et fuldstændig fantastisk nummer og måske det klareste bevis på, at selvom Orm på nogen måder søger tilbage mod deres rødder i dødsmetallen, og de i høj grad har dyrket cirklen som leitmotif, så er ‘Guld’ ikke en tilbagevenden til udgangspunktet, men nærmere en tredje vej mod nye horisonter.
Det giver en flig af håb for, at vi i en eller anden form får mere musik fra menneskene bag Orm. Lad os håbe på det, for ‘Guld’ giver i den grad lyst til mere. Vi er nemlig alle martret af grådighed, men i det mindste er begæret efter mere ædel metal bedre end jagten på ædelmetal.