Mellem myter og masseappel
Populær
'Ir' er et hovedværk i dansk black metal. Musikalsk såvel som på tekstsiden rækker pladen ind i mytestof, salmetradition og højskolesangbog, og de bindes sammen til en gennemført og overbevisende helhed.
2. Bær Solen Ud (24:02)
Dansk metal er inde i en højkonjunktur.
Siden Orm opstod fra asken af det hedengangne By the Patient har eksil-bornholmerne fulgt med udviklingen som en rejse mod større mål. Med velbesøgte festivaljobs, en signing på Danmarks mest stilsikre pladeselskab Indisciplinarian og en rost debutplade har Orm hugget sig frem til en fremtrædende plads på den danske black metal-scene.
Det er fortjent, men det fører også forventninger med sig. Og dem er der masser af til det andet album, ’Ir’, som med sortsind og åbne arme tager imod udfordringen.
På ’Ir’ er alting taget et nøk op – for ikke at sige adskillige. Bandet har taget det episke og progressive format til sig, og sådan består albummet af to megakompositioner, der strækker sig over henholdsvis 23 og 24 minutter og danner to dele af et samlet hele.
Også tematisk er det nyt at hente. ’Klippens Lyse Hal’ og ’Bær Solen Ud’, som de multisektionelle og mastodontiske numre hedder, behandler tabet af et familiemedlem og den efterfølgende sorgproces. Men Orm behandler det ikke bare som en overgang fra liv til død, der medfører et afsavn.
De har tværtimod taget de lokale myter fra hjemstavnsøen til sig og skabt en hel mytologi ud af det. En mytologi, der er deres helt egen, som det blev formuleret i et interview, vi bragte med dem tidligere på måneden. En mytologi, som tager både de store følelser, skelsættende overgange, det nære og det fjerne op som en eksistentiel ransagelse.
Overskud og overlegenhed
Det er et stort brød, Orm slår op med ’Ir’, som de selv har produceret og udarbejdet den visuelle side af. Det er ambitioner, som få danske metalbands tør have, men det er også et kunstnerisk vovemod, man sjældent ser i dansk musik helt generelt.
Derfor er det også en fryd, når Orm indfrier det hele, som de gør på ’Klippens Lyse Hal’, der oser af overskud, overlegen råstyrke, dybde og kompositoriske evner.
Det kræver noget ganske andet af et band at lave en langstrækker af et nummer end flere separate på samme spilletid. Overgangene skal være virkningsfulde, men ikke for mærkbare, der skal være en bestandig progression, der ikke taber sansen for det overordnede narrativ, og der skal være nok med højdepunkter drysset over lang nok tid, til at man som lytter bliver holdt fanget igennem rejsen.
Alt det mestrer Orm. De har fundet de bedste riff, de smukkeste melodier, de bedste opbygninger og det tungeste break hidtil, og de fordeler dem nænsomt ud over de samlede 23 minutters spilletid med ditto sømløse overgange.
Progressivt riffvælde
Efter en stemningssættende feedbackintro starter nummeret fræsende ud over et blastbeat med en triumferende melodi, før det bugter sig igennem passager af storladenhed, skønhed og sejhed. Det sidste ikke mindst, når bandet kaster sig ud i massiv chuggen ni minutter inde.
Vil du have riffs, så er de her, men det ville ikke fungere lige så godt, hvis ikke det også blev spædet op med langt mere progressive elementer. De viser sig som små teknikaliteter, indskudte takter på tre slag i stedet for fire her og der, men det er også elementer, der føjer til det store fortælleformat og giver epikken og dramatikken et ekstra løft.
Som når et kor dukker op i baggrunden og giver det hele ekstra vælde, eller når der i en afdæmpet pause, hvor et nyt tema introduceres, dukker en ensom trompet op i lydbilledet, distanceret, langt væk, som et tegn eller en besked fra det hinsides.
Dø, om du må
Det er forbandet flot, og når bandet så sætter ind og lader Troels Cort Nielsens bas spille melodien, før guitarerne tager over og harmoniserer, er det decideret majestætisk.
Det går i tandem med teksterne. ”Fra skovens tinder til Opalsøens dyb / Kan øen høre din røst på ny” skriger og brøler Simon Sonne Andersen og Theis Wilmer Poulsen, begge også på guitar, med henvisning til hjemøens kendte stenbrudssø. Tabet har fundet sted, men øen har taget imod den forliste krop og sjæl.
”Dø om du må / spred vingerne og dø om du må” lyder det andetsteds i et ekko af modstandssangen ’Kringsatt av fjender’, skrevet af den norske digter Nordahl Grieg og sat til musik af den danske komponist Otto Mortensen.
Sådan kan man i Orms black metal finde spor af helt andre størrelser, ikke kun i omfavnelsen af den bornholmske natur og de lokale myter, men også i tekstuniversets fællesskab med en væsensforskellig sangtradition, som vi kender fra salmerne og højskolesangbogen.
To verdener mødes
Derfor slår det også skår i glæden, når den efterfølgende ’Bær Solen Ud’ føles så undervældende i forhold til 'Klippens Lyse Hal', som den gør.
Det skorter ikke på idéer i nummeret, der bevæger sig fra en akustisk guitarintro over en langsom opbygning til black metal-fræs og et doom-stykke, men der er ikke samme dynamik, afvejning og spændstighed som på albummets første halvdel. Melodier tager over, titter frem og forsvinder igen, der er rytmeskift og flere glidende overgange, men de er mindre konsistente, virkemidlerne mindre opsigsvækkende og brugen af repetition mere forudsigelig i forhold til genren, ikke mindst i det seks-syv minutter lange coda.
Holdt op mod ’Klippens Lyse Hal’ er det mindre imponerende og mindre blændende, men der er en pointe at hente i, at nummeret er mindre aggressivt og mere resigneret, når det omhandler en proces, hvor sorgen bliver til hverdag igen.
Forbindelsen mellem de to halvdele er der stadig.
”Kast bort dine skygger, der danser ved flammernes røde blomst / fortrængt er stenen ved dit bryst, svøbt i liden favn” er tekstlinjer, der går igen i begge sange (ved hhv. 18.15 og 5.30), og i det hele taget er ’Ir’ en udgivelse, hvor det kan anbefales at læse teksterne undervejs, fordi det giver en særlig ekstra dimension til albummet.
Metafysikken og religionen ligger som en understrøm, hvilket for nogle vil være svært at forlige sig med, men troen på noget større – og ondere – har altid været en del af metal. Orm har taget nogle af genrens mest velkendte træk og bøjet dem, så de passer ind i deres egen mytologiske fortælling og benytter fællestrækkene med metafysikken til at sætte en refleksion og bearbejdelse af et tab flot og følsomt i scene i en både brutal og skøn musik.
Teksterne og især musikken bygger bro mellem verdener, og selvom det ikke er alle, der vil tage lige godt imod Orms omfavnelse af langformatet, så skal man fem år tilbage til Solbruds ’Jærtegn’ for at finde et dansk metalalbum, der rammer en lignende balance mellem myter og masseappel.
Det i sig selv gør ’Ir’ til et hovedværk i dansk black metal og nyere dansk metal i det hele taget – også selvom det mest er den første halvdels fortjeneste.