En mytologi, der er ens egen

Orm brugte den bornholmske mytologi til at bearbejde et personligt tab på deres kommende andet album, ‘Ir’. Undervejs måtte de slutte fred med de religioner, de ellers har set som årsagen til små og store konflikter.

Det siges, at førhen pissede arbejderne på de nylagte kobbertage for at fremskynde irringen, så de hurtigere faldt i ét med de irgrønne tage på de omgivende bygninger. Der er noget helt poetisk ved tanken om en simpel arbejdsmand, der skræver over tagryggen, højt hævet over de embedsfolk, politikere, gejstlige, adelige, bankfolk og andre, der nogle etager længere nede tror sig konger over byen inden for voldene: Ved fyraften tømmer han og hans sjak, der dagen igennem har risikeret liv og lemmer oppe blandt spirene, blæren for de øller og den brændevin, man forestiller sig, der er gået til i løbet af dagen, ud over bygningerne. Som duerne, der skider på rytterstatuerne; som en hævnende gud, der lader straffen regne ned over folket. 

Og århundreder senere, når de fine folk for længst er blevet til den samme muld som arbejdsmændene, er det de irgrønne tage, der ligger tilbage. Det er dem, der bærer historien i sig. Også selvom ingen længere ved, hvad den egentlig handlede om.

Så digter vi den bare selv. 

Det har Orm gjort med den bornholmske mytologi, som tre af kvartettens medlemmer er vokset op med. Men pladen, de har gjort det på, har taget navn efter tagene i det København, der har været deres hjemby i godt et årti: ‘Ir’.

– Kobber er jo et metal, der skifter farve, når det udsættes for elementernes rasen. Det samme sker for os som mennesker: Der sker ting og sager for os i livet, og det ændrer én. Man skifter farve, men man bliver ikke nødvendigvis grimmere af det. Jeg synes jo selv, at ir er meget smukt. Det behøver ikke at være en dårlig ting, forklarer Orms bassist Troels Cort Nielsen og fortsætter:

– På samme måde som med den tragedie, der satte sig dybe spor i Simons familie. Man kommer også ud igen på den anden side. Med en kliché er de endda blevet stærkere af det.

Noget, der er vores
I 2014 begik ni personer selvmord på Bornholm. Hver med deres historie, hver med deres efterladte. Én af dem var et nært familiemedlem til sangeren og guitaristen Simon Sonne Andersen, der druknede sig. De fem års bearbejdelse af hændelsen og det, den gjorde ved den efterladte familie, når for ham den foreløbige kulmination med udgivelsen af ‘Ir’. Det har taget to et halvt år at nå dertil, hvor pladen er blevet skrevet om adskillige gange, og det endelige resultat er en voldsomt personlig plade for hele bandet. For ikke alene har medlemmerne denne gang selv stået for alt lige fra cover til indspilning og mixing: De har inddraget deres egne liv i musikken, og specifikt Simon Sonne Andersens oplevelse af én af sine nærmestes selvmord.

– Vores udgangspunkt var at skabe en mytologi om, hvordan hendes sjæl går igen på Bornholm og vokser ud af Syvmasteren i Bastemosen, siger han, inden Troels Cort Nielsen tager over:

– Vi har tidligere beskæftiget os lidt med nordisk mytologi, men denne gang var det mere eksistentielle spørgsmål, vi ville behandle: Det handler om sorg og tab, og det har vi skabt vores egen orme-mytologi om.

Mytologien på ‘Ir’ bruger de bornholmske sagn om underjordiske og nisser, men ikke nødvendigvis ud fra de gængse forestillinger, som man kender den fra folkemindesamlingerne.

– Vi gav historien sin egen betydning og brugte de steder, vi kender på Bornholm, og skabte nye fortællinger ud fra dem. For eksempel har man vist ikke før hørt om, at de underjordiske kunne kalde nogen ned i “klippens lyse hal”, siger Simon Sonne Andersen med reference til titlen på den første af de to over tyve minutter lange sange, der tilsammen udgør ‘Ir’.

Det lægger sig til gengæld i forlængelse af nogle af de historier, forskeren Lars Rømer har indsamlet fra bornholmere om de bornholmske sagnvæsener. På sin vis lægger det sig også opad den bornholmske forfatter Dennis Gade Kofod, der i romanerne 'Brøndtjætten' og 'Nancy' lader de bornholmske sagnfigurer spille en aktiv rolle i en virkelighedsnær samtidsrealisme. Når det hele bliver så konkret og virkelighedsnært, som det gør hos ham eller i Rømers bornholmske dagligstuer, bliver det med ét mere håndgribeligt og sværere bare at trække på skuldrene af, måtte Orm erkende, da de skrev på ‘Ir’.

– Tidligere har vi brugt den nordiske mytologi til at beskrive psykoser med i vores tekster. Men da vi ville beskrive den tragedie, der havde ramt min egen familie, kom det naturligt at bruge den bornholmske mytologi, siger Simon Sonne Andersen.

– Man kan sige, at den nordiske mytologi er lidt bredere end den bornholmske. Og der er altså mange, der har brugt den bedre, end vi kunne gøre, indrømmer Troels Cort Nielsen med et anerkendende nik til den lange række af nordiske black metal- og vikingemetalbands, der har søgt inspiration i den nordiske mytologi før Orm. Ikke mindst et band som Enslaved, som Orm er tydeligt påvirket af i deres måde at skrive sange på, har skabt et univers rundt om den nordiske mytologi i en opdateret udgave.

– Samtidig er det her det miljø, vi er vokset op i. Vi er opvokset med den smukke bornholmske natur og med myterne om de ting, der lever under jorden. Det harmonerede så fint med vores billede af, hvad vi ville som band. Vi har brugt Hammershus både i vores tidligere band, By the Patient, og på coveret til den første plade med Orm, og denne gang ville vi så gå all in på det, der er os som mennesker og som band. Jeg er sikker på, at der er litteratur, der viser, at folk har brug for at føle sig connected til noget, der er deres. Det behov har vi alle.

Slut fred med religionen
Det var den næste erkendelse, bandet nåede til i arbejdet med den mytologi, der skulle danne udgangspunkt for ‘Ir’: At folk har brug for noget at føle sig forbundet til. At de har brug for en årsag og en trøst. Og at der ikke nødvendigvis er noget i vejen med det, selvom det kommer til at lægge sig tæt op ad noget, som i særdeleshed black metal historisk har haft et mildt sagt anstrengt forhold til: Religion.

– Det er blevet en næsten religiøs ting på pladen, indrømmer Troels Cort Nielsen.

– Vi har selv været meget religionskritiske tidligere, så det er jo temmeligt selvmodsigende, at vi selv opfinder en slags religion eller myte, der skal give svar på livets store spørgsmål. Det modsætningsforhold tager vi også op på pladen. Men det er nok også en moden erkendelse, at man ikke bare altid skal tordne mod andre religioner, fordi det, de gør, er at skabe årsagssammenhænge for mennesker.

– Det, vi har gjort med vores mytologi, er at ophøje selvmordet til noget smukt. Det er vel også sådan, religionen fungerer: At den gør tingene smukkere, end de er, funderer Simon Sonne Andersen.

Sådan kommer ‘Ir’ altså til at handle om at acceptere de modsigelser, livet rummer. At gøre det ubærlige til at bære og give det en årsag, uden at den forklarer det hele. Netop fordi det er omdrejningspunktet, er pladens mytologi heller ikke ligetil at afkode. Som i religiøse tekster lades det op til læseren og lytteren at lægge sin egen tolkning ind over værket. Derfor har Orm ladet Tore Tvarnø Linde, der forsker i black metal som kultur på Københavns Universitet, skrive en tekst med sin udlægning af pladen, men op til udgivelsen er de selvsagt også interesserede i, hvordan andre vil opfatte den plade, de har arbejdet så intenst med. 

– Hvordan har du egentlig opfattet temaet, spørger Simon Sonne Andersen direkte.

Der er i hvert fald et par ting, jeg har grebet fat i i teksterne: Der er den allersidste linje, “sværdets blanke klinge ædes af ir”, som må have givet navn til pladen, og så er der tidligere linjen “dø om du må”, som jeg går ud fra er en reference til sangen ‘Kringsatt av fjender’, som I også har brugt som indledningsmusik ved nogle af jeres koncerter. Så jeg var ude i noget med, om der var en art pacifistisk budskab på pladen? Hvilket i givet fald ville være ret nyt i forhold til black metal, der ellers gerne er ret krigerisk anlagt i sine tekster.

Simon Sonne Andersen klør sig eftertænksomt i skægget og indrømmer så, at linjen fra den norske digter og modstandsmand Nordahl Griegs antifascisthymne dukkede op en aften, hvor han var halvfuld og sad og skrev, og at det faldt ham ind, at den var et godt springbræt for det, han gerne ville fortælle. Så griber Troels Cort Nielsen tråden:

– Men man kan vel også godt tale om, at selvmordet kan være en form for overgivelse. Det kan være en erkendelse af, at livet kan være så stærkt at bære for nogle mennesker, at der ingen anden udvej er.

– Ja, så må de dø, hvis det er det, de skal, medgiver Simon Sonne Andersen.

– Vi har tænkt meget over det her, men det kan jo give mening på flere måder, siger Troels Cort Nielsen.

– Hvis man hører det som en antikrigshistorie, så kan det også handle om at lære at acceptere de ting, der ikke lige er en del af ens eget verdenssyn.

– Det er vel en slags fredserklæring, siger Simon Sonne Andersen.

– At kritisere folk for at tro på noget andet end én selv er vel en af de største årsager til krig gennem historien.

Salmesang som punktum
Mens overvejelserne om temaet på ‘Ir’ har fyldt meget i den lange proces med at skabe den, er der også musikalsk sket et ryk hos Orm. Når man umiddelbart ser, at pladen består af to dansksprogede sange på hver over 20 minutter, kunne man godt frygte, at Orm ville lægge sig i sporet af den atmosfæriske black metal, som specielt Solbrud herhjemme har høstet stor anerkendelse for, mens der internationalt i black metal efterhånden bliver sat spørgsmålstegn ved, hvor mange flere bands, som lægger sig op ad Wolves in the Throne Room, der strengt taget er brug for i black metal. 

Så vidt når Orm dog aldrig, for selvom ‘Ir’ er skrevet som ét langt stykke musik i flere satser og dermed rykker sig endnu et stykke væk fra den “læderjakkeblack”, som min kollega benævnte debutens relativt kortere sange mellem fem og ti minutter, har de bevaret måden at skrive sange på helt tilbage fra dødsmetalbandet By the Patient, som de fire medlemmer spillede i, inden Orm blev dannet i 2015. Sagt på en anden måde: I stedet for at bygge stemninger op med lange, repetitive passager, er ‘Ir’ stadigvæk først som sidst riffbaseret i sin komposition.

– Jeg skal næsten være i trance for at kunne høre det samme riff i ti minutter, fortæller Simon Sonne Andersen, der er hovedkomponisten bag bandets sange.

– Så skal der i hvert fald tænkes ud af boksen med forskellige taktarter og modulation. Der er jeg mere inspirereret af Mastodons plade ‘Crack the Skye’. Det er nok min yndlingsmåde at skrive lange sange på, som de gør det der.

– Vi har altid lavet virkelig mange riffs til vores sange, tilføjer Troels Cort Nielsen, der har spillet sammen med Simon Sonne Andersen siden tiden på Bornholms Gymnasium, som det hed dengang i 00’erne.

– Men denne gang har vi givet os selv lov til at køre det hele lidt længere ud. Det er svært at få ting til at blive ved med at lyde godt over tid, men til slut i ‘Bær solen ud’ kører vi faktisk de samme akkorder i mange minutter, hvor musikken stiger og falder, så det ændrer sig hele tiden.

Som med irren, der giver metallet nye farver over tid, har Orm ladet deres metal farve af det, der kunne ske med den, hvis man gav den tid til at udvikle sig. De har ikke pisset ud over det, de selv har bygget op, men de har forsøgt at lade det antage sit eget liv. Og de har givet efter for den nyfundne åbenhed overfor myternes og religionernes berettigelse til også at lade det spille ind i musikken.

– ‘Bær solen ud’ er næsten ovre i en salmetoneart, forklarer Simon Sonne Andersen, inden han undskylder sig med, at han har glemt det meste af sin musikteori siden årene på Musiklinjen på Bornholms Gymnasium.

– Den lyder næsten som ‘Dejlig er jorden’ med sin dur-kadence. Og så er der jo samtidig det lag i det, at min familie hedder Sonne som i solen. Så når vi siger “bær solen ud”, så er det mig, det er min familie, det er hende, der bliver båret ud. Nu er det slut, farvel.

Med ‘Ir’ er der sat et punktum for en personlig tragedie, ristet en rune over en skæbne, om man vil. 

Men samtidig er der tilføjet en ny historie til den mytologi, der lever sit eget liv på Bornholm. Med underjordiske i klippehulerne, sagnomspundne træer i Bastemosen, der skyder nye stammer, stemmer, der lyder fra Opalsøens dyb. For dem, der hører ‘Ir’, vil pladen for fremtiden være en del af det bornholmske landskab. Simon Sonne Andersen har med resten af Orms hjælp behandlet et traumatisk tab og udødeliggjort sit familiemedlem gennem historien, næsten som sangeren Mark Kozelek i Sun Kil Moon gjorde det på pladen 'Benji'. Den myte vil andre igen så digte videre på, når de hører pladen og danner sig deres egen historie ud fra den.

Der er ingen hævnende gud, der regerer over det hele. Der er ting, der sker. Og der er efterladte, der skaber mening i det.


‘Ir’ udkommer på Indisciplinarian 30. august. Aftenen inden markeres det med en koncert på det københavnske spillested Alice.

13. september spiller Orm på den bornholmske metalfestival Raise Your Horns i Musikhuzet i Rønne.

Læs også interviewet med antropolog Lars Rømer om Orm og de bornholmske folkesagn.