Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Med By The Patient i studiet

Populær
Updated
Med By The Patient i studiet
Med By The Patient i studiet
Med By The Patient i studiet
Med By The Patient i studiet
Med By The Patient i studiet
Med By The Patient i studiet
Med By The Patient i studiet
Med By The Patient i studiet

By The Patient har netop været i studiet for at indspille deres tredje album. Her fortæller de om processen

Titel
Dead Rat Studio
Fotograf
Jacob Dinesen

"Vi ankom til studiet lidt efter middagstid, og alle, undtagen chaufføren, var godt fulde. Både af de leftover-øl, vi havde tilbage fra vores fundraisingfest, vi havde holdt en uge inden, men også af forventninger og spændthed. Vi glædede os og kunne ikke vente med at tage hul på indspilningen af dette nye album.

Stemningen var rigtig god, og vi havde glædet os til at se vores gode ven og producer Jacob Bredahl. Vi gik i gang med at indspille d. 2. maj og fortsatte i to hele uger, som regel i otte timer om dagen.

​​Det var fantastisk at komme tilbage til Dead Rat. Vi havde ikke indspillet et helt album hos Bredahl før, men da vi lavede vores ep 'Afterbirth' hos ham sidste år, så var der ingen tvivl om, at vi skulle tilbage og lave vores 3. fuldlængde der. Vores forhold til den rare kæmpe er skønt. Han har den helt rette indstilling til musik og har en rigtig god smag og et godt øre for, hvor bandet vil hen."


Processen


​"Vi havde brugt et halvt år på at komponere de sange, som vi mener er det ypperste metal, man kan lave. Denne gang gik vi ikke på kompromis med noget som helst. Det her er et gennemarbejdet og velskrevet album, der forhåbentlig viser vores kærlighed for den brutale og på samme tid smukke musik, som metal kan være.​

I forhold til de andre gange vi har indspillet, har vi haft mere tid og er samtidig blevet bedre musikere. Det gav plads til leg og kreativ tankegang. I By The Patient har vi haft mange forskellige tilgange til lyden på de forskellige udgivelser. På ’Catenation of Adversity’ var vi unge og anede næsten intet, så alt var meget distortion, triggers på alle trommer, og mange dubbede vokaler.

På ’Servants’ var der vanvittigt hurtige trommer og meget komplicerede riffs, samt en meget dødsmetal-orienteret produktion. På ’Premonitions’ gik vi nye veje og havde
en mere dynamisk og rocket tilgang til lyden og sangskrivningen. Vi begyndte at gå mere op i melodier og stemninger.

På ’Afterbirth’ skulle det være aggressivt og smadret, inspireret af amerikanske producere som Kurt Ballou (Converge, Nails, Coliseum, Torche, Misery Index, Trap Them, Kvelertak mfl.) og de bands, som vi hørte på det tidspunkt.

På det nye album har vi forsøgt at kombinere alle de erfaringer, vi har haft fra vores tidligere udgivelser for at fokusere på at få lige præcis den lyd, som passer bedst til albummet. Sangskrivningen denne gang har været mere varieret og eftertænksom, og vi har været meget åbne for at inkorporere nye ting i vores lyd. Vi har taget alt det, som vi syntes virkede, og forsøgt at forstærke dem og bringe dem i fokus. Hooks, melodier, groove, tekst og smadder forenet i en sort fontæne af smuk ondskab"

At finde den rigtige lyd og udstyr

"Trommerne er som altid aggressive og energiske. Det er vigtigt, at trommerne udstråler en voldsom energi, som bærer resten af musikken. Adam (Schønemann, red.) prøver altid at finde det, der giver mest power sammen med resten af musikken - nogle gange kræver det hurtige blastbeats eller stortrommer - andre gange passer langsomme og groovy passager bedre. Det er aldrig et mål at lave hurtige trommer - hastighed er bare ét middel ud af flere for at opnå den endelige effekt."

"Jeg har indspillet på Yamaha Maple Custom 10", 12" og 16" tammer, og en 22" Yamaha
Recording Custom Birch stortromme med lækker slangeskinds-finish. Lilletrommen er min egen 14" WorldMax Black Dog snare. Det er første gang, vi indspiller med den, selvom
jeg har haft den i op mod 10 år. Inden vi indspillede, satte jeg die cast hoops på, og det har givet den en mere punchy lyd, som fungerer godt på dette album. Jeg bruger Axis Longboards pedaler med én e-kit trigger og en hjemmelavet trigger på højre kølle.

Jeg synes uden tvivl, at det er den bedste trommelyd, vi nogensinde har haft. Lilletrommen er fyldt med krop og smæk, og tommerne lyder af torden, men har masser af attack og definition. Det fede med at arbejde med Bredahl er, at han forstår at værdsætte god, naturlig trommelyd, som har smæk, men samtidig er dynamisk, i modsætning til andre producere, som bare erstatter hele lortet med samples. Så lyder det som en robot, og dermed synes jeg også, at meget af aggressiviteten forsvinder, og det bliver kønsløst.”

Ren bas

"På vores tidligere indspilninger, især på ‘Afterbirth’, var bassen pakket godt ind i forskellige
distortion-pedaler. Det kan jo lyde pisse fedt og tungt, men på den her havde vi en lidt anden tilgang til tingene. Vi havde talt meget om at lave en mere produceret plade, inspireret af start-00'ernes metaludgivelser, og vi gik derfor efter en mere ren baslyd uden for meget krads på.

Musikken på denne udgivelse er den mest alsidige, vi til dato har lavet, så det var vigtigt, at bassens lyd fungerede fedt til riffenes store variation. Noget andet vi gjorde anderledes på denne plade, var at indspille bassen før guitarerne. Det er, som om Simon og Theis altid laver et eller andet om i sangene, når de indspiller dem, så jeg (bassist Troels C. Nielsen, red.) har altid ladet dem indspille først, så jeg ikke behøvede at gå tilbage og rette i mit, men denne gang var vi meget mere forberedte, end vi plejer at være, og jeg kunne tracke bas uden at skulle forholde mig til andet end trommer og ikke også tusindvis af guitarer. Det var superfedt, da det gav et andet fokus på at få det hele tight og jævnt, og vi kunne koncentrere os om at få hele rytmesektionen til at spille optimalt.”

Shredding og skandinavisk ondskab
 
"Angående guitarerne er vi denne gang gået efter en mere moderne og tight lyd, a la Machine Head i 00'erne. Smadret, men produceret og klart, uden at gå på kompromis med aggressiviteten og biddet. Da der er mange shred-stykker på denne plade, har det været vigtigt at få den tighte bund og top, som moderne forstærkere som Peavey, leverer. Marshall giver derefter den rette crunch og tone til den samlede lyd.

De klassiske pedaler som HM2 og Metalzone giver en kold, skandinavisk ondskab, som vi ikke synes man kan undvære i black- og dødsmetal. Halvdelen af sangene er i drop B, og resten i standard C#. Akustiske guitarer er blevet brugt til at skabe mere stemning"

Tør og klar vokal med lidt distortion.

“Ift. 'Afterbirth'-ep'en og 'Premonitions' er jeg blevet enig med Jacob om at gå tilbage til den mikrofon, vi brugte til at tracke vokaler med på 'Servants'. Mikrofonen giver en meget tør og klar lyd, som Jacob efterfølgende nogle steder smadrer lidt med noget distortion. Udover distortion på vokalen er der også lidt rumklang - rimelig standard for visse metalplader. Det, der er den store forskel fra den seneste ep ('Afterbirth') og det nye albums vokaler, er, at de her er teknisk bedre.

Lyden på den seneste ep var meget smadret med hensyn til instrumenterne, så det passede godt sammen med nogle smadrede vokaler. På det nyeste album er musikken langt mere varieret og melodisk, og derfor er vokalerne også langt mere dynamiske og varierede samt meget bedre udført rent teknisk, hvilket givet flere nye dimensioner til musikken.”

Høje forventninger


“Der opstår næsten altid udfordringer, når man er fem mennesker, der skal blive enige om et kreativt og kunstnerisk produkt, men det er som regel altid det, man får vendt til noget af det fedeste i sidste ende.​ Man går tit og har forventninger til, hvilke sange der bliver de bedste, men det er ofte de små jokere på pladen, som man egentlig var lidt mere neutralt indstillet over for, der går hen og overrasker én, når først de er blevet indspillet. Men vi vil ikke udpege nogle favoritnumre endnu.  ​

Nu har vi selvfølgelig ikke hørt den færdige plade med mix og master, men den lyd, vi har indspillet i studiet, er uden tvivl den bedste, vi har haft indtil videre. Den er både rå, klar, punchy og har den monumentale karakter, vi havde i tankerne, da vi gik studiet. Vi har kombineret alle de elementer, som vi er bedst til. Forvent den bedste danske heavyplade i 20 år. For meget? Nej. Fuck janteloven, det her bli'r et monster!”

Albummet har fået titlen ’Gehenna’ og udkommer senest til efteråret, men Devilution har selvfølgelig sørget for at du kan høre hele pladen på Copenhell. Find os i Hi-Fi Klubbens telt og få et sniglyt til 'Gehenna'.