Velfungerende læderjakke-black
Populær
Danmarks nye metalhåb Orm inviterede til releasefest på Loppen med black metal og nordisk folkemusik. Det var mere end lovende og endte også som en succes, om end en mere moderat en af slagsen.
Blood of Your Blood
Ancient Echoes
Apotheosis
Temple of the Deaf
A Tree Ablaze/Yggdrasil brænder
Da vi her på Devilution for et par måneder siden evaluerede metalåret 2016, skete det med kritiske vendinger mod den danske metalscene. På flere årslister glimrede de danske metalbands ved deres fravær, og i vores Vagttårnet: Jagtsæson efterlyste vi initiativ, nytænkning, mod og dedikation til metallen.
Her et par måneder inde i 2017 sker der langsomt noget.
Ormen har rejst fra dybet. I fredags udgav de en glimrende debutplade, og det er et frisk indspark på en scene, der trænger til nyt liv. Medlemmerne har alle adskillige års erfaring fra det tidligere band By the Patient, og det kan mærkes. I Orm er de gået i en mere stilsikker black metal-retning, og her viser de potentialet til rent faktisk at rykke ved noget herhjemme, som ikke bare er vigtigt, men også nødvendigt.
Udgivelsen af debuten skulle naturligvis fejres med en releasefest, og til det var Loppen stedet. Og selvom bandet allerede har indfriet forventningerne med pladen og ligeledes gjorde det samme med koncerten her fredag aften, så lader der stadig lidt tilbage at ønske.
Heltesagn og blodige sværd
Opvarmningen var det danske folkemusikorkester Gny, som deler op til flere medlemmer med Huldre. Et aparte valg, der måske skulle prøve at sprænge rammen for, hvordan supportbands ofte vælges efter, hvem der nu lige minder lidt om hovednavnet stilistisk, men er mindre populære. Eller også skyldtes beslutningen en parallel i den ideologiske overbygning, der ligger mellem Gny og Orm. Ligesom Gny synger gamle heltesagn om fortidige krigere og blodige sværd, leger Orm med lignende mytologiske temaer, hvilket blandt andet kommer til udtryk i sangtitlen ’Yggdrasil brænder’ og selvfølgelig i albumcoverets afbildning af Midgårdsormen i oprørt hav omkring bandmedlemmernes fødeø Bornholm.
Hos Gny var vi dog langt fra i samme musikalske terræn som Orm. Det er sjældent, man hører sætningen ”kan jeg få lidt mere lut i monitoren?” til et metalarrangement (eller til arrangementer i det hele taget), men en gang må jo være den første. Og foruden lutten var de øvrige medlemmer bevæbnet med en såkaldt dhavul-tromme, violin og sækkepibe. Lidt af et særsyn, men hvorfor ikke?
Vokalharmonierne var flotte, og gruppen forsøgte at skabe en god stemning, men det blev lidt forkvaklet, for seancen endte desværre med at blive en noget indforstået affære. Det var kun den mest dedikerede lille samling af mennesker foran scenen, der var med, mens resten hang længere tilbage og nogle måske bare ønskede, at det snart var overstået, så Orm kunne komme på.
Mangler det sidste løft
Det gjorde de så også lidt over elleve-tiden, og de blev der til lidt i midnat. Der blev åbnet med Bandcamp-sangen ’Serpent Mother’, og efterfølgende spillede de hele debutpladen om end med en lille variation i sekvenseringen.
Orm har styr på deres æstetik. Med sorte læderjakker og store tatoveringer har de en sej og rå rockudstråling, og setuppet med de to sangere og guitarister i hver sin side, mens bassisten er et samlingspunkt i midten, er overordentligt velfungerende. Som et ekstra ceremonielt element var en lysestage i form af en ornamenteret midgårdsorm placeret forrest på scenen.
Det ser godt ud, og det fungerer. Men denne aften var det dog lidt mere tvivlsomt med musikken.
De forskellige nuancer trådte ikke så tydeligt frem i lydbilledet, og de fremmedelementer, der præger pladen i form af kvindekor og orkestrale horn på afslutteren, var denne aften droppet. Det er altid en tricky beslutning, om den slags skal gengives via et backingtrack, eller om sangene kan stå for sig selv uden, men her manglede der ligesom noget visse steder.
Måske var det det, der fik sangene til at fremstå mindre overvældende og slidstærke, end da jeg hørte bandet sidste år i Pumpehusets byhave. De enkelte steder, der leges med skæv rytmik, som i 'Blood of Your Blood', hvor der gøres brug af 5/4 og 7/4-takter, fremstod også mere blottede denne gang. Som om de skæve taktarter og den ene powerakkord for meget eller for lidt mere er til for at have en overraskelseseffekt og kaste lytteren ud af rytmen i stedet for at være en indlejret og integreret del af selve riffet.
Og selvom det er et imponerende arsenal af riff og nogle ambitiøse kompositioner, man får smidt i hovedet med voldsom kraft, så savner jeg stadig de store klimakser. De øjeblikke, hvor det hele kulminerer. Der, hvor numrene får det sidste skub, der retfærdiggør deres længde og for alvor løfter black metallen fra at være konfronterende og repetitiv til også at være medrivende og engagerende.
Men når det fungerer hos Orm, så fungerer det særdeles godt. Som når sangerne Simon Andersen og Theis Poulsen henholdsvis skriger og brøler om helvedesild på 'Temple of the Deaf', før de kaster sig ud i et breakdown. For så senere at hamre videre på kataklysmisk vis.
Orm er seje, rå og ikke mindst dygtige. Men vi er også nogle, der håber, at deres musik lige får det sidste løft. Potentialet og evnerne er der i hvert fald.