Katarsisk apokalypse-erkendelse

Titlen på Heathes andet album fortæller os, at vi skal styre vores sjæls frihedstrang, men hvordan gør man det, når nu Heathes musik er så vidunderligt fri?

Da Heathe debuterede med ‘On the Tombstones, the Symbols Engraved’ i 2019, stod det hurtigt klart for mig, at der var tale om et ret særligt projekt. Lige så gråtonet og trist, men også smuk coverillustrationen var, lige så knugende og trist var musikken, der tog form af ét langt nummer på små 40 minutter. Kaotisk, støjende, jazzet og guitardrevet musik, der rev tæppet væk under fødderne på en.

Sådan er det på mange måder stadig på ’Control Your Soul’s Desire for Freedom’ – guitarerne har måttet vige en anelse for at gøre plads til et udtryk, der er endnu mere åbent og frit, end det var på debuten, men ellers er vi stadig solidt placeret i Heathes soniske verden. Dette nye album er delt op i numre, men det giver fortsat mening at tænke albummet som en helhed, som ét langt forløb. Hvor debuten syntes at slæbe sig af sted med depressionen hængende om benene, er der anderledes fart på denne gang. Polyrytmiske, perkussive elementer driver meget af tiden kompositionerne på vej, også på en funky (!) måde. Man føler næsten, at depressionen og tungsindet delvist er erstattet af en desperat flugt, en erkendelse af, at vi allerede står i vand til anklerne og danser og skriger, som koret synger på åbningsnummeret ‘Black Milk, Sour Soil’.

Det er virkelig oplagt at læse ‘Control Your Soul’s Desire for Freedom’ i lyset af den hastigt fremmarcherende klimakatastrofe. Fra åbningsnummerets barndomsmareridt om sammenbruddet over faldende bomber, klimakollaps og økosystemernes endeligt. Det er bestemt ikke opmuntrende lytning, og netop derfor måske katarsisk at lytte til, hvis man er sådan en, der i barndommen fulgte med i, hvor mange gange alt liv på Jorden kunne udslettes af det atomarsenal, der var til rådighed. Kære læser, sådan en var jeg, og jeg både opløftes og knuses af hornene på ’My Gods Destroy’. Jeg svæver på nummerets støjende outro, mens skrigene lutrer mig, og de smukke korvokaler tilbyder en form for lindring. Det er absolut gåsehuds-territorium, vi er i.



På det centrale nummer ‘Valencia’s Next’ hamres den grundlæggende erkendelse fast:

“There’s no path
That leads us on.
There’s no path
That leads us on.

Just like on a raft, 
You plead you’ll pass. 
On a raft, 
You plead you’ll pass. 

Please just do the math.
There’s no wrath
Fit to match—
Match this farce.”

Dundrende trommer, dronende guitar, brølte vokaler. Det er hypnotisk, men ikke på en måde, så man vugges i søvn. Man må sidde der med erkendelsen. Det er næsten for meget, men det gør blot nummeret og hele denne plade så nødvendig. Den her plade gør ondt på en måde, der er svær at lægge fra sig igen. Det er det, sammen med det totalt frie, men stadig helt igennem organisk sammenhængende udtryk, der gør ‘Control Your Soul’s Desire for Freedom’ til en blændende plade. Til en plade, man simpelthen bare bør lytte til og lukke ind i ens sjæl, uanset hvor voldsom en frihedstrang den nu måtte have.

Det er så oplagt at udtrykke en dystopi gennem skærende, dissonante klangflader, men Heathe vælger i stedet rytmikken, pulsen og den kompositoriske vidtstrakthed – ikke, at der ikke er dissonans og klangflader. Pointen er bare, at den kliché om en dystopisk plade, man næsten kan høre for sig på forhånd, det er ikke den her plade. Sørgemarchen ‘The Truth Hurts’ skurrer med sin ambiente murren og klerikalt klingende, tonale percussion mod det efterfølgende nummer ‘Uproar Taking Shape’, der byder på autotunet horn (ja, du læste rigtigt) og groft hånddrejede grooves som en skyggetvilling af hiphoppens antrit. På dette nummer får vi pladens mindst fremragende lyrik, der måske forfalder lige rigeligt til oxymoronisk dualisme, “soulless souls, faith of faithless men”, men det er en lille flue i suppen, for lyrikken rammer generelt virkelig plet.



Det er svært at komme med en udtømmende beskrivelse af hele ‘Control Your Soul’s Desire for Freedom’. Jeg kunne nævne ‘Black as Oil’ for dens sorgfulde orgellitani med smukt svungne guitartwang-akkorder og tårevædet sang som et punkt i nummerets 17 minutter lange udgangsbøn. Jeg kunne nævne hundredvis af den slags punkter, men jeg vil egentlig hellere opfordre alle til at dedikere en times tid med koncentreret lytning til den her plade. Det vil man ikke fortryde, for ‘Control Your Soul’s Desire for Freedom’ er en rystende god oplevelse. Pladens erkendelse er svær at sidde med, men det er rart at sidde sammen med andre.