Energiløst, katastrofalt og kontrastfuldt
Alter Bridge gav en indlevende koncert, der udmærkede sig kvalitetsmæssigt i forhold til de medbragte opvarmningsbands.
I en tid hvor de politiske spændinger mellem Europa og USA er på sit højeste, føltes det en smule sært at stå til, hvad der vel næsten kan kategoriseres som en ærkeamerikansk aften. Alter Bridge, Daughtry og Sevendust indtog KB Hallen for at minde os om, at amerikansk ikke nødvendigvis er skidt. I første omgang via et skud alternativ hardrock med noter af nu-metal.
Man havde håbet på mere
Det er 17 år siden, Sevendust sidst var i Danmark. Dengang debuterede bandet på dansk jord i Lille Vega, der knapt nok var halvt udsolgt. Modsat headlinertjansen dengang var Sevendust i aften degraderet til opvarmning og seks sølle numres spilletid. Publikum var derimod mødt talstærkt frem. Der kunne de så stå, i en tidlig fadølsrus, og opleve en tour de force gennem bandets fire første plader.
’Black’ fra 1997-debutpladen indledte koncerten, inden den sprudlende ’Denial’ fra Home (1999) tog over – og inden vi så os om, var vi nået til ’Face to Face’, hvorefter kvintetten takkede af.
Var det en god anden koncert i Danmark? Man skal nok være enormt stor Sevendust-fan for virkelig at føle det. Det til trods for at bandet – og især karismatiske Lajon Witherspoon i front – både følte og gav udtryk for meget. Prisværdigt, men noget af den energi kunne han godt have brugt på sin optræden. Nuvel, 53 år er også en alder, og de sprøde 'Animosity'-dage er længe siden, men brugen af backingvokal og den noget tragikomiske vralten rundt på scenen gav ikke bandets tidlige kompositioner det pondus, de har på plade – og havde i liveformat for 17 år siden.
It should be over!
“It’s not over!” vrælede Chris Daughtry tilbage i 2006, efter han havde indtaget tredjepladsen i femte sæson af 'American Idol'. Det kunne man måske godt have ønsket sig, at det var.
At opleve Daughtry live er en absurd oplevelse af alt, der er 'American Idol'. Et virvar af indtryk, der på én gang passer sammen ved laveste fællesnævner, og samtidig er, som hvis et barn kastede alle stereotyper ned i en spand og satte ild til dem.
Brian Craddock på guitar havde solbriller på indendørs. Det kan Kerry King bære – ligegyldigheds-Craddock kunne ikke. Marty O’Brien voksede op med KoRn-musikvideoer på MTV og besluttede sig i en tidlig alder for at adoptere Fieldys spillestil. Elvio Fernandes på keys og backingvokal var den eneste i bandet, der reelt gjorde noget godt for koncerten, og Anthony Ghazel havde læst og forstået, at en trommeslager skal høres og ikke ses.
Og så var der stjernen selv. Daughtry, der havde læst lektien og vidste, at han var landet i Sverige, performede som en maskine uden sjæl. Når man er tusset, skaldet, fit og i det hele taget fandens lækker, behøver musikken måske heller ikke at være så god? Det var den i hvert fald ikke. Det var først under Journey-coveret af ’Separate Ways (Worlds Apart)’, at vi fik en vellykket koncertoplevelse.
Heldigvis fandt vi tilbage til normalen kort efter, hvor det blev der tid til at genoverveje ens realkreditvalg under den ligegyldige, akustiske version af ’Home’. Det var en kvinde længere fremme blandt publikum, der oplyste salen med en hest på hendes telefon, som reddede de fleste fra at logge på med NemID og omlægge. Usikkerheden i verden føltes mere nærværende end bandets enerverende forsøg på at krydse alle klichéerne i bogen af. Det var rock, som det er defineret, at rock skal være, uden skyggen af selvstændig tanke.
Afslutningsvis fik vi ’Artificial’. Daughtry svedte og så igen utroligt sexet ud. Han vrængede også lidt vokalmæssigt, og et kort øjeblik virkede det hele faktisk lidt rocket. Altså på den der overproducerede og overtænkte måde, hvor hver tone er valgt for at ramme og behage så mange som muligt. Ørehængende, men også særdeles ufarligt – og nok kun rigtig fedt, hvis man skal konfirmeres til sommer. For voksne mennesker, der har været til koncert før, var det bedste ved nummeret, at det var det sidste.
Tack så mycket!
Det sprudlende hovednavn
De fleste festivalgæster forsvandt fra salen, efter Daughtry gik af – musikalsk induceret dårlig mave skabte kø til toiletterne, og i en kort overgang føltes det som om den amerikanske Idol-tredjeplads havde haft succes med at smadre aftenen fuldstændigt.
Heldigvis kan kontrast skabe noget uforglemmeligt. Alter Bridge landede, og publikum havde fundet tilbage i salen. Og hvilken landing. Myles Kennedy charmerede os, både med flot vokal og tilstedeværende dialog. Mark Tremonti var over hele scenen, og hyppigt lykkedes det ham at snige endnu en lidt for lang solo ind, uden at det rigtig bliver irriterende.
’Silent Divide’ fra dette års udgivelse åbnede ballet. En solid start, og professionalismen emmede ud af bandet, da tekniske problemer forhindrede opstarten af ’Addicted to Pain’. Med et smil på læben og positiv attitude bliver forhindringen forceret. Her var varme, her var plads til fejl, her var ingen maskiner, og selvom Danmark nok blot er endnu et stop på en tour, fik vi et indlevende band, der gerne ville spille det danske publikum i godt humør.
Setlisten var også derefter. Man kunne frygte en overvægt af nye numre. Bevares, ’Alter Bridge’ (2026) er en udmærket plade, men den faldgrube bliver vi ikke fanget i. Tre numre bliver det kun til, mens sange som ’Burn It Down’, ’Open Your Eyes’ og ’Sin After Sin’ pryder setlisten. Indledende, gribende og forførende.
Så kan det godt være, at Alter Bridge er en underlige hybrid af alt, hvad Tremonti nu har lavet gennem tiden. Og det kan godt være, at noget lyder lidt for meget som et Creed-outtake, men det er til at bære over med. Især når Kennedy performer som alles hyggeonkel, der charmerer sig ind i publikums hjerter.
I sidste ende skal vi naturligvis igennem ’Metalingus’, den flotte ’Blackbird’, med en homage til Paul McCartney, og ’Isolation’. En fin og forventet afslutning på en helt acceptabel koncert. Glæden på scenen var stor, på højde med den generelle stilforvirring, men når musikken spiller, er der ingen, der rigtig tænker over, at Alter Bridge både vil spille metal, heavy og rock på én og samme tid, uden at der nødvendigvis er den store røde tråd i det – andet end at være, hvad Tremonti nu har lyst til, det skal være.
Tilbage i den danske vinternat kunne man dog konstatere, at temperaturen mellem Danmark og Staterne var blevet lidt varmere – især fordi aftenens hovednavn havde styr på, hvor i Skandinavien de spillede.
Sevendust: 3/5
Daughtry: 2/5
Alter Bridge 4/5