Nye navne til Copenhell 2016

Copenhell offentliggør en bred vifte af mellemstore og mindre navne: Scorpions leverer den klassiske heavy rock, mens Amon Amarth sørger for vikingefest. Og så er der både ny og klassisk dødsmetal, doom og retrorock.

Der er jo ingen grund til at trække pinen ud – de nye navne er:

SCORPIONS – Læs interview her og metaldiktator her.

ENTOMBED AD – Læs interview her.

GRUSOM – Læs interview her.

ILL BE DAMNED – Læs interview her.

KADAVAR – Læs interview her.

REDWOOD HILL  – Læs interview her.

HAVOK

WITH THE DEAD

AMON AMARTH

ABBATH 

TREMONTI

TRIBULATION

DARK FUNERAL 

RED WARSZAWA 

Scorpions

Gudhjælpemig om ikke Copenhell bliver ved med at hive giganterne op af festivalkasketten! Det er imponerende, så mange bands, der på hver deres skelsættende måde har været med til at lægge et vedvarende fundament for meget af den rock- og metalmusik, vi alle sammen elsker, som Copenhell har på plakaten i år. Et sandt overload af potentiel suverænitet. Der er dog ingen med flere år på banen end lige netop disse tyskere, der i år fejrer 50-årsjubilæum. Fifty – fucking – years! Scorpions har ancienniteten helt på deres storrockende side! Er det psykedelisk, Hendrix-drevet guitarrock, du er til – Scorpions har leveret! Er det æggende pubrock med nosser, du foretrækker – Scorpions har leveret. Er du til liret progfræs – Scorpions har leveret! Eller hvad med en omgang (semi)hvæsende NWOBHM a la Tyskland – Scorpions har leveret!

Bagkataloget byder nærmest på det hele, og lad da endelig den kommende jubilæumsturné ligeledes byde på masser af alting. Så længe Schenker, Meine, Jabs og co. selvfølgelig supplerer med powerballader på stribe og tager alle om children of tomorrow med ind i den helt særlige fløjlsbløde vind, som, uanset om vi vil det eller ej, bliver SANGEN, vi alle venter på at høre i år. Her på Devilution er vi begejstrede!

Læs ALT om Scorpions her.




Entombed A.D.

Som Nihilist var de med til at starte den svenske dødsmetal-scene i slutningen af 80’erne, som Entombed lavede de nogle af scenens første og vigtigste plader, og da dødsmetallen begyndte at stagnere kreativt, var det også Entombed, der fandt nye veje frem med deres brutalt groovy death ’n’ roll. Selv i de år, hvor dødsmetal var dømt håbløst utrendy, kæmpede de bravt videre og fortsatte med at spille, som de altid havde gjort. Det eneste, Entombed åbenbart ikke kunne holde til, var den fornyede publikumsinteresse for de klassiske metalbands, så i 2013 blev bandet delt i to lejre: På den ene side de originale guitarister Alex Hellid og Uffe Cederlund, der under navnet Entombed lavede symfoniopførelse af det hæderkronede album ‘Clandestine’, på den anden side sangeren L-G Petrov, der med sit eget band udgav albummet ‘Back to the Front’ under navnet Entombed A.D. Og det er dem, der trofast bringer den grimme svenskerdødsfest til Copenhell.

Læs alt om Entombed A.D.




Tribulation

Det, Entombed startede, videreføres på fornemste vis hos landsmændene i Tribulation. Selvom kvartettens udtryk er en del mere raffineret med udtalte prog-tendenser – og visuelt et noget andet sted henne med deres gothede vampyrstil over for L-G Petrovs skullet og ølvom – er der flere steder på deres seneste plade, ‘The Children of the Night’, der toppede flere årslister i Devilution-staben, hvor Entombed-stifteren Nicke Anderssons (i øvrigt nyligt gendannede) The Hellacopters giver ekko. At de får det til at hænge umærkeligt sammen med en blackened death metal, siger en del om det kunstneriske niveau hos Tribulation. For selvom der altså er tale om et aparte mix af ulige inspirationskilder, fra Bo Johansson over The Hellacopters til Sabbat og Dissection, formår Tribulation at få det hele til at smelte sammen i det sorteste opkog.

Læs alt om Tribulation her.




Havok

"Musikalsk har Havok (...) ikke opfundet den dybe tallerken, men deres thrash metal blev spillet med en så intens og aggressiv passion, at det faktisk var tæt på at blive aftenens bedste oplevelse". Således skrev vores skribent, da den amerikanske kvartet tilbage i 2012 varmede op for blandt andet Goatwhore og et tidligere Copenhell-navn, 3 Inches of Blood. Nu er det blevet Havoks egen tur til at lægge vejen forbi Refshaleøen, og med i bagagen har de et stilsikkert mix af Slayer og Judas Priest parret med en crossoverliderlig, skøn knaldperleungdommelighed, der formentlig vil henvende sig til fans af Municipal Waste og Toxic Holocaust. Det er heller ikke tilfældigt at de pt. er på tour med Megadeth i USA. Kort sagt: Har man ”luftguitar og headbang” øverst på to do-listen på Copenhell 2016, så er Havok et navn for dig!

Læs alt om Havok her.




I’ll Be Damned

I den diametralt modsatte ende af spektret end for eksempel Grusoms dystre, langsomme og vemodige rock befinder I’ll Be Damned sig. Her er ingen tid til at græde i sin øl og dvæle ved det evigt tabte, aarhusianernes recept på at blive hjertesorgerne kvit lyder på shots og på at fucke lort op. Og der er nok at tage fat på: Hos I’ll Be Damned sidder de revolutionære paroler løst, og de bliver leveret med så frisk en energi, at de for en koncerts tid kan få publikum til at tro på, at verden virkelig står til at ændre. Fri bar og fede riffs til alle, simpelthen. The Hives troner i baggrunden som et skarpt klædt, stramt spillende, aggressivt energisk forbillede, og I’ll Be Damned gør, hvad de kan, for at leve op til deres showmanship. 

Læs alt om I'll Be Damned her.




Tremonti

Selvom han med sin fortid i Creed nok altid vil blive forbundet med post-grunge-bølgen, viste Mark Tremonti allerede i sit næste band, Alter Bridge, at hans virke altså lå væsentligt tættere på thrash metal end på Nickelback. I Alter Bridge fusionerede han hårde thrash-riffs med en rock-sensibilitet og en melodiøsitet, men det var tilsyneladende ikke nok for ham, så i starten af 10’erne startede han soloprojektet Tremonti, hvor stilen er endnu mere aggressiv og pågående. Fornemmelsen for melodi har Mark Tremonti dog ikke lagt bag sig, og fans vil også genkende det guitarspil, der ad flere omgange har fået ham kåret til årets rock-guitarist i guitarmagasiner. Ved siden af Alter Bridge og Tremonti kører Mark Tremonti sammen med sin bror produktionsselskabet Fret12, der laver instruktionsvideoer med guitarhelte fra metalscenen, samtidig med at det fungerer som pladeselskab for Tremonti.

Læs alt om Tremonti her.




Amon Amarth

Som ‘Game of Thrones’ uden intriger, uden snak, uden plot: Bare drager, ild, blod og sne. Langskæggede mænd med læder og forvredne ansigtstræk og skønne skjoldmøer med okkulte symboler malet på kroppen. Amon Amarth er ikke voldsomt sofistikerede, men gennem to årtier på metalscenen har de i den grad fået styr på deres virkemidler, og de skammer sig ikke over at bruge dem. Det har de sådan set heller ingen grund til, for når Johan Hegg slår sig på brystet og tømmer sit drikkehorn for mjød, gør han det over en bastant melodød, hvor der ikke bliver gjort forsøg på at være moderne eller at tage genren nye steder hen. Storslået, medrivende og stolt svenskerdød burde være nok, og når det er Amon Amarth der leverer den, er det endda rigeligt. 

Læs alt om Amon Amarth her.




Kadavar

Det kan godt være, at Kadavar rocker det samme blonde vikinge-look med langt garn, langt skæg og lang pels som Amon Amaarth, men der er langt mindre ild og blod og sværdslag over deres retro-heavy rock. Den er så mild og stenet, som dagen er lang, men samtidig så kompetent, at Kadavar for længst er trukket fra resten af feltet i den store retro-bølge. Mens andre har travlt med at vælge det rigtige denimkluns eller finde de rigtige bikerfilm til at køre på bagtæppet, har den tyske trio brugt tiden på at skabe fylde i samspillet mellem leadguitar og bas og på at finde den helt rigtige dosis ekko på vokalen. Det er meget retro, men det er velgjort og aldeles gimmick-frit, og det lyder umanerlig meget af en tidlig aften-koger på bakken med krammere til alle.

Læs alt om Kadavar her.




With the Dead

Hvis Kadavar bringer de gode vibes og den glade stener til Copenhell, så sørger With the Dead til gengæld for at ødelægge festen godt og grundigt med den mest indædt nederen og noia narko-doom, ens sorte hjerte kunne ønske sig. Bandet er nyt, men det er medlemmerne ikke: Tim Bagshaw spillede først ultra-tungt i Electric Wizard, inden han tilføjede en grim og gurglende dimension i Ramesses, og Lee Dorrian står med Cathedral og pladeselskabet Rise Above som en gudfader for den 70’er-dyrkende doom og psych. Således er der heller ingen ubehagelige overraskelser i With the Dead: Det er præcis så ubehageligt, som man turde håbe på, at det ville være. Tung og depressiv doom fra et evigt overskyet England, hvor det eneste lys kommer fra fjernsynets horrorfilm og stearinlysene i det sataniske ritual, der er i gang på stuegulvet i det sociale boligbyggeri.

Læs alt om With the Dead her.




Grusom

Når man åbenlyst hylder Asbjørn Riis har man også fortjent en placering på årets endestation for metaldyrkende pilgrimsrejsende. Vi gav fire af de eftertragtede sorte firkanter i bytte for debutalbummet 'S/T', og efter koncerten til Blastbeasts New Shit-parade måtte der igen kvitteres højt oppe på karakterskalaen. Der er ingen tvivl om, at Grusom tænder lys efter et 2015, der var mørkt, hvad interessante upkomlinge angår. Der er håb!

Læs alt om Grusom her.




Red Warszawa

Hvis der var noget, der hed bæ-core, ville Red Warzsawa være det udtrykte billede på et sådant band. Men det er ikke interessant. Det er mere ophidsende at tænke på, om Copenhell, med hvad der skulle vise sig at være sidste års bedst placerede booking, har tænkt sig at gøre en tradition ud af at henvende sig til absolut laveste fællesnævner (det håber vi). Den bevidstløst fulde, begejstrede symbiose mellem battlevest og homo sapiens, der ikke vidste, at det eneste, han drømte om, var at stå og råbe "SLÅ IHJEL" med den mest dedikerede baryton, der nu måtte forefindes kl. 2 om natten på Copenhells sidste dag, kræver sin gentagelse. Det kan ikke udtrykkes med ord, så det tilfældige sammenfald af henholdsvis trommedask, en-fingers-riff og uskønsang må tale for sig selv herunder

Læs alt om Red Warszawa her.




Abbath

Norsk, corpse paint, patronbælter og militærstøvler. Den legendariske black metal-musiker Abbath Doom Occulta fra Immortal og I er rykket videre til et nyt band under eget navn, hvor musikken er en sort og energisk spark i løgene. Bandet består på nuværende tidspunkt derudover fast af King ov Hell på bas, også kendt fra I, Gorgoroth og God Seed. Abbath udgav i januar 2016 sit første udspil, som vi hos Devilution var ret begejstrede for – en blanding af Immortal og I, thrashet black når det er bedst.

Læs alt om Abbath her.

Dark Funeral

...og nu videre til Sverige, mere Satan, meget mere læder og flere nitter! Siden 1993 har Dark Funeral været blandt de ondeste svenske black metal-bands, trods kun fem fuldlængdeudgivelser. Det tyder dog på, at bandet har nyt materiale på bagen, når de for første gang gæster Copenhell; Dark Funeral er netop gået i studiet for at indspille deres sjette studiealbum, som bliver det første med den nye forsanger Heljarmadr, som hidtil kun har medvirket på bandets 2015-single ‘Nail Them to the Cross’.

Læs alt om Dark Funeral her.

 


Redwood Hill

Man kan vel sagtens kalde dem for Copenhells husorkester – til sommer bliver det bliver tredje gang (fjerde, hvis man også tæller When Copenhell Freezes Over 2014 med), at de danske post-black metal herrer gæster betonfestivalen. Redwood Hill har desuden lagt soundtrack til filmen ‘Mænd & Metal’; en dokumentar om Refshaleøen, hvor festivalen netop finder sted. Med to udgivelser bag sig, er bandet et af de absolut stærkeste navne, Danmark har at byde på inden for post-black metal.

Læs alt om Redwood Hill her.