Metaldiktator: Scorpions – Blackout
Populær
Scorpions kommer på Copenhell 2016! Det kan måske være, at nogle af Devilutions læsere ikke helt ser storheden i det. Men vi klæder gerne skeptikere på ved at grave et af bandets helt store album frem til en rystetur her i Metaldikatoren.
2. "Can't Live Without You"
3. "No One Like You"
4. "You Give Me All I Need"
5. "Now!"
Side two
6. "Dynamite"
7. "Arizona"
8. "China White"
9. "When the Smoke Is Going Down"
1982 var et temmelig godt heavy metal-år. Den nye britiske bølge, New Wave of British Heavy Metal, havde bidt sig fast, og i dette år udkom der store klassikere som eksempelvis Iron Maiden med ’The Number of The Beast’, Motörheads ’Iron Fist’, Demons ’The Unexpected Guest’, Ravens ’Wiped Out’ og Venoms ’Black Metal’, ligesom lidt ældre og klassiske bands som Judas Priest med ’Screaming for Vengeance’ og Whitesnake med ’Saints & Sinners’ i den grad også rørte på sig.
Den nye tyske bølge
Og så var det også i 1982, at den tyske scene for alvor begyndte at røre på sig. Accept udgav ’Restless and Wild’, og så var det altså også året, hvor Scorpions for alvor slog igennem.
Scorpions blev dannet helt tilbage i 1965 af Rudolf Schenker i Hannover. Efter at have haft en lang række lokale musikere inde over bandet, blev der en nogenlunde fasttømret konstellation fra omkring 1969, hvor sanger Klaus Meine og Rudolfs lillebror Michael kom med i bandet. Med disse tre samt trommeslageren Wolfgang Dziony og bassisten Lothar Heimberg udgav Scorpions i 1972 debutalbummet 'Lonesome Crow'.
Kort tid efter debutalbummet forlod Michael Schenker Scorpions, da han blev headhuntet af det britiske hard rock-band UFO. Hans erstatning i Scorpions blev guitaristen Uli Jon Roth. På bas og trommer var der efterfølgende også en række udskiftninger, indtil bandet i 1977 var komplet med Francis Buchholz på bas og Herman Rarebel på trommer.
Med denne besætning udgav Scorpions albummet ’Taken by Force’ i 1977 og året efter det relativt succesfulde livealbum ’Tokyo Tapes'.
Herefter skred Uli Jon Roth fra bandet og blev kortvarigt erstattet af tilbagevendte Michael Schenker, inden Matthias Jabs satte sig på leadguitar-pladsen, hvor han har siddet lige siden.
Scorpions' mest succesfulde besætning
Med Rudolf Schenker, Meine, Buchholz, Rarebel og Jabs var kimen til Scorpions' succes skabt. Denne besætning holdt sammen i 13 år, hvor de sammen nåede at udgive seks album. Hver gang var blev det nye et større hit end det foregående. Det hele toppede med albummet ’Crazy World’ fra 1990, hvorfra den nok så kendte ”fløjtesang” ’Wind of Change’ blev et verdenshit.
Men denne gang lader vi den senere periode ligge og koncentrerer os om besætningens tredje album, ’Blackout’ fra 1982. ’Blackout' fulgte efter ’Animal Magnetism’, som udkom i 1980. ’Animal Magnetism’ var blevet forholdsvis godt modtaget i hjemlandet og var næsten kommet op i top 50 i USA, så der var noget at arbejde videre på.
Blackout
Det gjorde Scorpions da også i den grad med 'Blackout'.
’Blackout’ – Albummet lægger hårdt ud med titelsangen. Som alle albummets øvrige sange er musikken skrevet af Rudolf Schenker. Albummets tekster er delt mellem Klaus Meine og Herman Rarebel. Teksten til ’Blackout’ har de to skrevet sammen. ’Blackout’ er en hurtig sag, der med sit gedigne guitarriff og et omkvæd, der sidder lige i plet, bærer alle Scorpions' signaturegenskaber. ’Blackout’ er ikke bare en god albumåbner men tillige en fremragende koncertstarter, hvorfor det da også netop var den sang, som Scorpions lagde ud med på ’Blackout'-turnéen i 1982.
’Can’t Live Without You’ – Anden sang på ’Blackout’ er endnu en sang med et ordentlig spark i de nedre regioner. Sangen er utroligt simpelt bygget op med et råt guitarriff, der både fungerer som indledning og mellemstykke og samtidig anvendes i broen, der leder op til det egentlige omkvæd. Verset er på den anden side mere bygget op som en ”chant” fra Klaus Meines side, der ligger oven på et simpelt riff. Det lyder såre simpelt på skrift, men resultater viser netop den måde, som Scorpions igennem årene igen og igen har formået at komme op med den ene ørehænger efter den anden.
’No One like You’ – Med albummet tredje sang er vi fremme ved den første ballade. Måske er powerballade en mere korrekt betegnelse. For selv om Klaus Meine synger i tåre-modus sangen igennem henover en uforvrænget guitar, så kan de herrer Schenker og Jabs ikke stå for at fyre endnu et betontungt riff af i omkvædet. Heldigvis da!
’You Give Me All I Need’ – Endnu en powerballade. Endnu en gang et ret stille vers nu sunget henover akustisk guitar, der lader op til det melodiske og gentagne omkvæd. Måske ikke albummets mest originale eller fremragende sange. Men et fint eksempel på, at Rudolf Schenker bare igen og igen har rystet disse højkvalitetssange ud af ærmet.
’Now’ – Med sidste sang på vinylalbummets side 1 er Scorpions tilbage med en umiddelbar hard rocker. Der er ikke mange dikkedarer i ’Now’. Det er quickie med pedal i bund, hvor Meine skråler igennem med ”na-na-na-na-now”. Superskråler til opvarmning til en fugtig bytur!
’Dynamite’ – Albummets side 2 lægger ud med sangen ’Dynamite’. Som titlen indikerer, er der tale om en rocker. Denne gang med et solid guitarintro og et vers, der alene kører henover trommerytmen inden det ret simple omkvæd med fire gange "Dynamite!" sætter ind. Sangen er ikke en kandidat til nogen priser for kreativitet og fornyelse. Men det er et bundsolidt livenummer, der da også afsluttede koncerterne på ’Blackout'-turnéen i 1982.
’Arizona’ – Tempoet sættes lidt ned på ’Arizona’. Riffet i denne sang minder en del om det, som senere gav Scorpions et rigtigt gennembrud med ’Rock You Like a Hurricane’ fra opfølgeren til ’Blackout’ albummet ’Love At First Sting’ fra 1984. ’Arizona’ er ikke et af højdepunkterne på ’Blackout’, uden at den overhovedet falder igennem.
’China White’ – Som den næstsidste sang på albummet skruer Scorpions op for de kunstneriske ambitioner med albummets længste sang. Med 6 minutter og 59 sekunder er ’China White’ mere end 2½ minut længere end næstlængste sang ’Dynamite’ med dens beskedne 4 minutter og 12 sekunder. Det er måske lidt en overdrivelse at kalde ’China White’ for Scorpions' ’Kashmir’. Men der er formodentlig ingen tvivl om, at Scorpions – eller i det mindste Klaus Meine – selv har haft Led Zeppelin og Robert Plant i tankerne på et eller andet tidspunkt under indspilningen af ’China White’. ’China White’ er ikke bare albummets længste, men også den langsomste og tungeste sang. Klaus Meine lægger sig flere steder uhyre tæt op ad Robert Plants stil i vokalen, der primært synges i pauserne mellem det hele tiden tilbagevendende guitarriff. Fremragende sang.
’When the Smoke Is Doing Down’ – ‘Blackout’ lukkes og slukkes med balladen ‘When the Smoke Is Going Down’. Tekstmæssigt lidt at sammenligne med Gasolin’s ‘Masser af Succes’, idet Klaus Meine dog beholder det glade sind sangen igennem og reflekterer over timerne efter koncertens afslutning, hvor stemningen falder til ro. Det kunne måske synes en anelse mærkeligt at afslutte et ellers hårdt rykkende album med en stille ballade. Men den følger lytteren godt til dørs. Endnu et fint eksempel på at Rudolf Schenker formåede at skrive et hav af melodier, som også lokkede den feminine og romantiske del af lytterskaren til at snuse til den hårde rock og strømme til Scorpions' koncerter.
Her næsten 35 år efter udgivelse af ’Blackout’ står albummet fortsat som et af, om ikke højdepunktet i Scorpions' diskografi. Og det var ’Blackout’, der for alvor sparkede døren op for Scorpions til det store marked i USA.
Når de efterhånden noget bedagede medlemmer i Scorpions træder op på scenen på Copenhell, kan vi nok desværre ikke håbe på, at hovedvægten af sættet er funderet omkring sangene fra ’Blackout’. Men det bør dog være rimeligt sikkert, at de to hard rockere ’Blackout’ og ’Dynamite’ bliver fyret af.
Det bør blive en fest!