En anden verdens bedste album
Hvad gør man, hvis man er utilfreds med, at ingen andre i denne verden forguder ens yndlingsband? Man gør som skribent Anders Molin og opfinder en anden verden! Velkommen til Lord Vigos univers:
2. Walk The Shadows
3. Through A Glass Darkly
4. We Shall Not
5. Killing Hearts And Endless Nights
6. Servant Of The Dark
7. The Triumph Of The Killing Heart
8. El Hakim
Det er kun fem år siden, at dette parallel-univers opstod. Det var midt i corona-højtiden, hvor masker ikke kun var for svenske karnevalbands, og finsprit var alle vegne udenfor Sverige. Og midt i denne lykkelige tid blev tidslinjerne splittet i to dele. Resten af verden fik det univers (jer/dig!), hvor den største nyhed de sidste mange år har været Slayers gendannelse, og/men et andet univers åbnede sig også – et univers, hvor det tyske Lord Vigo ikke kun blev undertegnedes yndlingsband, men faktisk hele verdens yndlinge, når det kom til heavy metal. Lad mig tage jer med på en rejse ud i dette skønne parallel-univers.
Et musikalsk fantasi
Eventyret tager sin begyndelse i byen Landstuhl i den tyske delstat Rheinland-Pfalz, hvor en gruppe unge mænd beslutter at spille doomet heavymetal i et band navngivet efter en figur fra Ghostbusters 2 – navnet er formentlig deres eneste fejl, men perfektion er også så gudsjammerligt kedeligt. Kun et år efter debuterer de med ‘Under a Carpatian Sun’, hvor bandets lyd pudses af uden at metalborgerne rigtigt får vendt deres ører i retning af Lord Vigo. Men allerede fra ‘Blackborne Souls’, som er klar i 2017, har tyskerne skabelonen på plads og titlen som undergrundshelte er fortjent – noget, som dog fuldstændig forandrer sig, da ’Six Must Die’ ser nattens mørke i 2018 og får bandet til at storme frem og ind i folkets hjerter med den mesterlige fortolkning af John Carpenters 1980-gyser 'The Fog'.
Herefter er kun fjerne planeter grænsen, og det viser sig med tydelighed, da det bliver 2020, og Lord Vigo reciterer Ridley Scotts filmmilepæl Blade Runner på fjerde album, ‘Danse De Noir’. Her bliver det tydeligt for alle, at Lord Vigo er et band, der ikke bare har uhørt høje ambitioner for deres musik, men også besidder talentet til at præstere en mægtig magtdemonstration af episk og legendarisk storhed. Der er disse år mødepligt for metalhoveder, hvis de vil tages seriøst, og publikum strømmer til udsolgte arenaer på Lord Vigos triumftog, der varer langt ind i 2022.
Det store gennembrud
Det er også året, hvor Lord Vigo udgiver ‘We Shall Overcome’, som vælter sig i topkarakterer, vanvittige salgstal og udsolgte spillesteder på en sejrrig verdensturne. Sammen med ‘Danse de Noir’ udgør dette album de to første dele i en trilogi, som tydeligvis vil sætte sit evige præg på metalhistorien.
Men i starten af det herrens år 2025 annoncerer Lord Vigo så, at det næste album ikke ville være en del af trilogien. OG det ville endda byde på et genreskift væk fra det storladne doom-metal, der havde kanoneret tyskerne ind i den hårde musiks verdenselite. Det metalliske samfund rystede i deres nittebefængte læderbukser og råbte op om forræderi, svigt og judaisme.
Et historisk genreskift
Som så ofte før blev verdensopinionens frygt dog gjort til skamme, og man skulle ikke mere end få minutter ind i ‘Walk the Shadows’, før Lord Vigo beviste, at gothrock også var en genre, som tyskerne beherskede overlegent. I det indledende titelnummer og ‘Through a Glass Darkly’ var guitarriffs erstattet af et virvar af dystre melodiske leads, trommerne buldrede sig vej frem på tammerne, og så fik strygerne en melankolsk rolle i baggrunden. Og under det hele en insisterende bas, der konstant forsøger at stjæle opmærksomheden med aggressive riffs.
Derefter fulgte triumfen ‘We Shall Not’, der som en marcherende revolutionssang blev et sikkert livehit med sit simple og kraftfulde omkvæd – en sejr, et oprør og et skingert råb. Måske det mindst langtidsholdbare nummer, men stadig en stærk sang.
Men så trak Lord Vigo i en anden retning på de to næste skæringer. ‘Killing Hearts and Endless Nights’ var med sin tunge og langsomme fremdrift et pusterum, selvom den ikke indeholdt et sekunds ro fra de evige leads, og derefter ’Servants of the Dark’, der med sine dansable trommer, inciterende guitarer og staccato-bas udgjorde pladens hidtidige højdepunkt, der eksploderede med en svævende guitarsolo.
I ‘The Triumph of The Killing Heart’ fik keys en mere fremtrædende rolle, og rock blev afløst af store klangflader og mystiske effekter oven på en funk-guitar, mens Lord Vigo afprøvede et tilbagelænet, næsten hypnotisk udtryk.
Den største af alle finaler
Og så lå ‘El Hakim’ og ventede til sidst. Som nærmest et lille album helt for sig selv. Et 12-minutters storslået værk indledt med et næsten irriterende fængende keyboard-riff, og så en følelse af uendeligheden i en metalrocket symfoni. Et virvar af riffs fra samtlige instrumenter, hele tiden med melodier i alle retninger, og med markante og overraskende skift i intensitet og genre. Et gådefuldt og overraskende nummer, der lød som om det var opstået i en lang jam-session på en meget inspireret dag i det tyske. Måske det største nummer hidtil i Lord Vigos succesfulde karriere og et, som de mest hardcore-fans altid krævede på sætlisten, som en uforglemmelig afslutning på bandets mest atypiske album.
I det andet parallel-univers udgav Lord Vigo deres sjette album til fine karakterer fra diverse obskure medier i ind- og udland, og deres lille fanskare jublede igen over magien – ikke mindst undertegnede, der følte sig umådeligt heldig over, at hans kulthelte igen og igen holdt deres høje og ambitiøse standard – mens resten af verden levede lykkeligt og Lord Vigo-frit til deres dages ende.
Karakter i parallel-univers: 666
Karakter i Slayer-gendannelses-univers: 4