De britiske stadsmusikanter
Vi tog til Bremen for at se og høre Iron Maiden tirsdag aften. Vi oplevede fire strengespillere, der sørgede for underholdningsværdien.
2. Wrathchild
3. Killers
4. Phantom of the Opera
5. The Number of the Beast
6. The Clairvoyant
7. Powerslave
8. 2 Minutes to Midnight
9. Rime of the Ancient Mariner
10. Run to the Hills
11. Seventh Son of a Seventh Son
12. The Trooper
13. Hallowed Be Thy Name
14. Iron Maiden
Ekstra:
15. Aces High
16. Fear of the Dark
17. Wasted Years
Copenhell, Roskilde Festival og Metal Magic Festival er overstået. Der er tre uger, før festivalerne i august afvikles. Så hvad gør man, hvis man har abstinenser allerede nu?
Vi drog til Bremen for at opleve Iron Maiden på den turné, der for en god måneds tid siden var forbi Danmark i Royal Arena. Hvor vores anmelder på Amager ikke havde set setlisten og lod sig overraske, kendte vi denne gang udmærket aftenens program, men det gjorde heldigvis ikke noget.
For Iron Maiden var stadig i god form. Akkurat som i Royal Arena, var showet gennemført og scenografi, digitale bagtæpper og Bruce Dickinsons leg med publikum som forventet. Forskellene var lokationen og denne anmelders lidt sammenklemte øjne og ører omkring detaljerne.
Bremen er jo hjemsted for Grimms folkeeventyr om de fire stadsmusikanter. Et æsel, en hund, en kat og en hane, der stiller sig ovenpå hinanden for at skræmme fjender væk. Sådan gjorde de tre guitarister og bassisten i Iron Maiden også tirsdag aften. Næsten i hvert fald. De stillede sig flere gange op ved siden af hinanden, som en musikalsk mur af strengespillere, der beskyttede, ja snarere flot cementerede bandets kunnen. For det var dem, der var de bærende kræfter denne tirsdag aften på en parkeringsplads i centrum af Bremen.
En by med over 500.000 indbyggere, hvoraf flere stod på toppen af de omkringliggende hoteller og nød showet gratis. En by, der tidligere afholdt de store musikalske begivenheder på Weserstadion andetsteds i byen. Foldboldklubben Werder Bremens hjemmebane. Men mens kunstgræs bedre kan holde til 22 fodboldspillere i 90 minutter over tid, så har det underlag det ikke så godt med over 35.000 mennesker på én gang i en hel dag, så de senere år er parkeringspladsen foran ÖVB-Arena og messehallerne brugt til open-air arrangementer. Det gjorde Iron Maiden selv tilbage i 2022, da de var forbi samme sted, da de den sommer gæstede Copenhell.
Så der stod vi. Og i den herlige, lune sommeraften, nød vi bandet, der nu har eksisteret i 50 år. Spille musikken fra de formative plader i firserne. Sikke et brag i to timer, hvor netop guitaristerne Dave Murray, Adrian Smith og Janick Gers løb med opmærksomheden. I mange år har sidstnævnte fået lidt et ry for bare at være en spasmager på scenen, men denne aften viste han, at han hører til og gør en forskel. Han fik flere soli i adskillige sange, hvor man kunne høre, at han ramte tonerne lige så præcist som Murray og Smith gjorde, når det var deres tur til at afvikle klassiske melodier, samtlige fremmødte kender til fingerspidserne.
Anmelderen forbrød sig et par gange mod anbefalingerne om at lade mobilen blive i lommen, og tog et par billeder. Her af de fire musikere med hver sin guitar i Bremen 15. juli 2025.
Sammen med dem var bandboss og bassist Steve Harris. Hans galoperende fingre var, som de har været i fem årtier. Usvigeligt sikre og lyden fra bassen kunne, selvfølgelig, høres. Som når han starter 'The Clairvoyant'. Man er ikke i tvivl.
Desværre måtte de agere mur som forsvar for forsanger Bruce Dickinson og den nye trommeslager Simon Dawson, der denne aften var Iron Maidens svageste led. Bruce Dickinson er dog lovligt undskyldt. Han er ingen vårhare. 66 år gammel og haft en kræftsygdom på tungen. Han har tidligere været en af de helt store stemmer, men ingen løber fra tiden, som man siger, og når han bliver målt med sig selv i sin storhedstid, så er det tydeligt, at der er Bruce Dickinson ikke længere. Han kniber de høje toner af i 'Run to the Hills' fra 'The Number of the Beast' og lader publikum synge de dele af omkvædet, og de lange brøl i 'Seventh Son of a Seventh Son' afbrydes for at kunne holde tonen. Ligesom Rob Halford i Judas Priest er det dog helt forventeligt, og vi accepterer det. Ingen kan forblive på toppen til evig tid.
Således måtte den mangeårige trommeslager Nicko McBrain også lægge trommestikkerne på hylden i 2024 efter i begyndelsen af 2023 at have haft et slagtilfælde, der gjorde ham lam i højre arm fra skulderen og ned. Han fik genoptrænet sig nok til at gennemføre turnéen senere samme år, men i slutningen af 2024 trak han sig fra livet som turnerende musiker.
Erstatningen kom i form af Simon Dawson, der spiller trommer i bandbossen Steve Harris' andet band, British Lion. Og han stillede i Bremen med et trommesæt, der var 6,66% så stort som det, McBrain ville have opstillet. Om det var det manglende udstyr eller manglende kendskab og kunnen, vil vi lade være usagt, men faktum er, at mange af de fills, som McBrain havde i de numre, vi fik i såvel Royal Arena og her i Bremen, eftersom setlisten var identisk, simpelthen ikke blev leveret live. Dawson sneg sig sikkert gennem numrene og de små detaljer, perlerne, udeblev på kedlerne. Desværre.
Men Murray, Smith, Gers og Harris stod der, som fire musikere med hver sin økse, der var klar til at forsvare bandets ære, og det gjorde de overbevisende. Man skulle tro, at led- eller slidgigt efterhånden måtte være sat ind hos én eller flere af de fire musketere, men nej, de kunne stadig deres kram. Det var en fryd for øret. Apropos økse, så blev den også svunget af maskotten Eddie, der flere gange var forbi for netop at aflive de forskellige bandmedlemmer, men det lykkedes heldigvis ikke. Han blev sågar overvundet, da Bruce Dickinson greb ham bagfra undervejs i koncerten. Vi ved ikke om Eddie kan nå at indlevere en klage over upassende opførsel, men når man tænker på hvad bandets tegnere gennem årene har udsat staklen for på pladeomslag, så er et greb om de private dele vel knap værd at nævne.
Ligesom i Royal Arena, så var publikum mestendels voksne mennesker, hvis hårfarve indikerede, at det ikke var i forgårs, de startede med at høre Iron Maiden. Som denne anmelder, der med 48 somre er vokset op med præcis de plader, som bandet spillede sange fra, så var det også tilfældet for langt størstedelen af de fremmødte. Der blev sunget med på alle sange. Alle kendte historierne i sangene. Det var lige dele nostalgi og nydelse over, at den slags stadig kan opleves live her i 2025. Som vi skrev i anmeldelsen fra Amager; intet band kommer nogensinde til at kunne gøre det igen.
Det var derfor turen værd til Bremen for at opleve Iron Maiden. Bruce Dickinson lovede da også, at de ville vende tilbage. Det bliver derfor spændende at se, hvad bandet finder på at traktere dets fans med, når de vel er på Europa-turné igen engang sent i 2026 eller i løbet af 2027. Man kunne nok godt mistænke dem for at barsle med en ny plade næste år, eftersom det tidsmæssigt passer med, at de har en fire - seks år mellem hver plade, og 'Senjutsu' udkom i 2021 ...