Historisk vingesus på Amager
Populær
Under to timers overlegen koncert beviste Iron Maiden, hvorfor de igennem 50 år har skrevet sig ind som et af de største kapitler i musikhistoriens hårde afsnit.
2. Wrathchild
3. Killers
4. Phantom of the Opera
5. The Number of the Beast
6. The Clairvoyant
7. Powerslave
8. 2 Minutes to Midnight
9. Rime of the Ancient Mariner
10. Run to the Hills
11. Seventh Son of a Seventh Son
12. The Trooper
13. Hallowed Be Thy Name
14. Iron Maiden
Ekstra:
15. Aces High
16. Fear of the Dark
17. Wasted Years
Det blæste på Amager midt på dagen, men vindstyrken var intet i forhold til de kræfter, Iron Maiden slap løs på samme ø senere på aftenen igennem to timers koncert. Showet der var det sjette i rækken på legendernes turné, der markerer fem årtiers eksistens siden bassist og bandboss Steve Harris samlede bandet i London juledag i 1975.
Det første nummer Harris skrev, var ’Iron Maiden’, som åbnede debut-EP’en ’The Soundhouse Tapes’ fra 1979. EP’en er ikkebare et eftertragtet klenodie i metalhistorien, der står i flere tusind kroner, når et sjældent eksemplar kommer til salg. Teksten Steve Harris forfattede til Iron Maidens første toner i den udødelig diskografi står også tilbage som en sand profeti. 
”Iron Maiden can’t be fought / Iron Maiden can’t be sought”, lyder det i omkvædet, som Dickinson sang med fuld pondus i stemmen, da nummeret kom som finalen i sætlisten før ekstranumrene.
Omkvædet kunne ikke være mere symbolsk for sekstetten, der har kørt på med ustoppelig energi i 50 år. Fra de første shows på snuskede pubs i London til de største scener i hele verden. Det er resultatet af disciplin for musikken og respekt for de loyale fans, der har gjort gruppen til en af metalhistoriens største navne. De gamle drenge er sidst i tresserne, men de udstråler en ungdommelig aura på scenen. 
Hvor nostalgien ofte skygger for den ærlige kritik, når andre af metallens legender fra genrens første generation optræder, så behøver man ingen dårlige undskyldninger for at skamrose Iron Maiden.
Det er ikke som at se et fortidslevn som Mötley Crüe spille playback, som også præger shows med Alice Cooper og WASP og Kiss. Eller Black Sabbath med en skjult guitarist uden for scenen. Eller endnu værre – tre timers koncert med pivfalsk vokal fra Axl Rose i spidsen for Guns N’ Roses. Og fair nok, vi elsker de betydningsfulde bands så meget, at vi ser igennem fingrene med, at sidste salgsdato er overskredet.
Men hold nu kæft, hvor er det fantastisk at opleve Iron Maiden, der vitterligt stadig kan levere varen efter et halvt århundrede. Godt nok var det en lettere kedelig oplevelse sidst, de stod på dansk jord under Copenhell i 2022, hvor Dickinson også var i sit lunefulde og bidske humør. Men mandagens revanche i Royal Arena slog hårdt fast, at når Iron Maiden er på toppen, så er de urørlige.
Da turneen blev offentliggjort i september sidste år blev showet annonceret som en tidsrejse tilbage til 80’erne. Kun materiale fra den selvbetitlede pladedebut i 1980 til ’Fear of the Dark’ tolv år senere. Tidsrejsen bød også på en appel om at lade telefonerne forblive i lommerne og opleve showet som i gamle dage. Og nu for at gøre oplevelsen endnu mere autentisk, så gik undertegnede ind i Royal Arena uden at kende det mindste til sætlisten, hvilket må siges at være lidt af en prøvelse igennem knap to uger, siden turneen startede i Ungarn, når ens passion for metal og ligesindede vennekreds fylder det meste på sociale medier. Glæden ved overraskelsens magi gnistrer sjældent til koncerter i en tidsalder, hvor nettet kan afsløre alt på forhånd. En glæde så glemt, at følelserne ved den var en mental overrumpling.
I de sidste 30 år har jeg seriøst oplevet omkring 5000 koncerter. Da Iron Maiden efter små tre kvarters koncert kaster sig ud i ’Rime of the Ancient Mariner’ og spiller det 41 år gamle nummer fra ’Powerslave’ i sin helhed på 14 minutter, så rammer oplevelsen som et af de mest episke momenter, jeg har været vidne til under en koncert. Som en sanselig cocktail, hvor alt til synet og hørelsen var perfekt blandet. Scenografien satte visuelt imponerende en flot grafik til tekstens historie om det forbandede skib, der er baseret på Coleridges 200 år gamle digt af samme navn. Dickinsons vokal var uhyre skarp og den 66-årige showman stod på scenens øverste podie i laset kutte, mens fortællingens hjemsøgte skib og bølgerne skvulpede bag ham på det store lærred. Harris, Murray, Smith, Gers og Dawson på trommer – hans sjette show som Mcbrains afløser – leverede en fejlfri triumf af nummerets mange skift i tempo og sublime soli. Ja, selv publikum overraskede ved at holde kæft under det lange og stille midterstykke.
Generelt var det en positiv overraskelse at være blandt 15.000 mennesker i Arenaen, der ikke sejlede rundt i en brandert eller knevrede løs. Telefonerne blev i lommen, fokus var på musikken og hænderne kom i vejret, når sætlistens mange genkendelige klassikere blev serveret. Det var mærkbart en koncert med et passioneret publikum, hvor udseendet heller ikke efterlod meget tvivl om, at gennemsnitsalderen formentlig var høj nok til, at en god del af gæsterne også var til stede under Iron Maidens danske koncerter i 80’erne og 90’erne. Med god grund – oplevelsen var en once in a lifetime-chance for at opleve Iron Maiden på dansk jord kun med materiale fra de første ni og (næsten alle) skelsættende plader i metalhistorien. Reelt blev det ikke til de ni plader som annonceret, men otte, da selvindsigten tilsyneladende var stor nok til at skære periodens svageste ’No Prayer For the Dying’ fra.
Den sidste i rækken, ’Fear of the Dark’, bød kun på titelnummeret, der forventet kom som ekstranummer men denne gang akkompagneret af en sublim scenografi med lysende fuldmåne og Dickinson i sort kutte og med lanterne i hånden. Det efterfølgende og showets sidste nummer var ’Wasted Years’ fra ’Somewhere in Time’. Så ingen deep cuts fra de plader, hvis nogle havde sat næsen op efter det.
Reelt var det heller ikke et show, der gik dybt i diskografiens ni første. 12 ud af sætlistens 17 numre var hentet fra de første fire plader fra debuten og fem år frem til hovedværket ’Powerslave’.
Showets store overraskelse var åbningen med ’Murders in the Rue Morgue’, ’Wrathchild’ og ’Killers’, der indledte som tre i streg fra ’Killers’, der blev Paul Di’Annos svanesang som frontmand i bandet, der var på vippen til at blive klodens største metalnavn. Sidst, de tre numre var på en dansk sætliste, var i Odd Fellow Palæet i september 1981. En koncert der historisk også blev Di’Annos sidste show med Maiden efter Harris fik nok af hans vilde og påvirkede adfærd og stak frontmanden en fyreseddel. Skillevejen afgjorde skæbnen. Harris knoklede for sin ambitioner og er listet som en af musikhistoriens mest indtjenende bassister med en milliardformue. Di’Anno gik misbrugens snigende deroute og døde fattigt og for tidligt tilbage i oktober. Det havde klædt Iron Maiden at sende en hilsen til diskografiens første frontmand, når hele fem numre var hentet fra de to første udgivelser med Di’Anno.
Tretrinsraketten fra ’Killers’ var en overraskende åbning, men det blev ikke det store brag. Lydbilledet var mudret og endnu ikke rettet optimalt til. De tre guitarister var svage i en rungende lyd af bas og trommer, og Dickinsons vokal lød utydelig i mikset, hvilket ikke bidrog til det udfordrende faktum, at stemmen ikke matcher Di’Annos unikke stemme. Med Di’anno lød Iron Maiden råt, skrøbeligt og storslået.
Med Dickinson forsvandt følelserne og i stedet kom den store stemme og store showman, der løftede Iron Maiden til næste niveau. Dickinson passede ind i den kvartet, der med Gers tilføjelse i 1990, har holdt sammen i næsten 50 år. Bevares, Dickinson var ude i de fem sløje år i 90’erne, men sammen med Metallica er Iron Maiden unikke kapitler i musikhistorien. Det er musikere, der har tjent milliarder. Spillet tusindvis af koncerter og holdt hinanden ud på årtiers evige rejser på hele kloden. Men de holder sammen. Holder sig i form. Fornyer sig med turneer og forsøger noget nyt for publikums penge hver gang. Det er en imponerende bedrift. Og en bedrift, der ikke gentager sig i musikhistorien. Fremtiden byder ikke på flere pionerende bands, der 50 år inde i karrieren stadig holder sammen og kan sælge flere hundrede tusind billetter i udsolgte arenaer over hele verden. 
Men Iron Maiden kan. Vi har så ofte hørt ’The Trooper’, ’Hallowed Be Thy Name’ og ’Aces High’ før. Men serveret i versioner med sindssygt gennemført scenografi, en fremragende lyd, der blev rettet op efter en svag begyndelse. Og i centrum et band, der spiller og swinger helt sublimt sammen, så karrierens klassiker årtier efter undfangelsen stadig bliver serveret med den pondus og respekt, musikken fortjener – og ikke mindst publikum fortjener.
Vi fik fjorten minutter med ’Rime of the Ancient Mariner’ og over ti minutter med ’Son of a Seventh Son’ og ti minutter med ’The Clairvoyant’. Så tror man på sin musik. Tror på sit publikum. Og kemien var der mellem de seks mennesker på scenen og de 15.000 foran den, der tog hvert minut af den unikke oplevelse til sig i selskab med giganterne, der serverede et historisk vingesus i Royal Arena, så vinden kan mærkes for eftertiden.
