Deathcorens fyrtårn
Lorna Shore beviste, hvorfor de er metallens store stjerneskud på en søndag aften, hvor også Whitechapel var glimrende.
2. Unbreakable
3. War Machine
4. Sun/Eater
5. Cursed to Die
6. In Darkness
7. Glenwood
8. Prison of Felsk
9. Pain Remains I: Dancing Like Flames
10. Pain Remains II: After All I’ve Done, I’ll Disappear
11. Pain Remains III: In a Sea of Fire
12. To the Hellfire
Efter fadæsen med aflysningen af Parkway Drive i K.B. Hallen, der har forbud mod brugen af ild, så opstod der i kølvandet hurtigt en bekymring om, hvorvidt Lorna Shores koncert ville ende med at lide samme skæbne. Amerikanernes triumfshow på sommerens Copenhell bød på et sandt flammehav, så bekymringen var selvfølgelig reel.
Men enhver frygt for et fattigt sceneshow blev øjeblikkeligt glemt søndag aften klokken 21, da tæppet faldt til jorden med et brag, og nutidens største deathcore-navn gik på scenen i et sandt inferno af lys og grafik. Igennem et 80 minutters indstuderet show gjorde Lorna Shore det fuldstændigt klart, hvorfor de her i version 2.0 er braget frem som metallens store stjerneskud, siden den altoverskyggende frontmand Wil Ramos blev indlemmet for fem år siden.
Fortiden skeler Lorna Shore heller ikke til. Udover titelnummeret fra ’Immortal’ i Pumpehuset og Amager Bio, så har de danske fans fået fem shows i streg herhjemme, hvor sætlisten har været renset for materiale fra diskografien, før Ramos kom med. Den 32-årig sanger debuterede på 2021’s ’…And I Return To Nothingness’, og blev kaldt en lovende erstatning af Devilutions core-ekspert Sebastian Taylor Bach.
Det må man så sandelig sige! Ramos vokal spænder bredt fra de dybe grynt til de høje skrig, og hans teknik imponerede gennem koncerten i K.B. Hallen. Som karismatisk frontmand har Ramos præcis også den udstråling og autoritet, der skal til for at trække flere tusinde gæster sikkert igennem oplevelsen. Sjældent er der vel blevet crowdsurfet og moshpittet så voldsomt på en søndag aften i K.B. Hallen.
To uger tidligere samme sted præsterede Slaughter to Prevail med den berygtede Alex Terrible i spidsen også at forvandle K.B. Hallen til en gigantisk swingerklub for mosh-entusiaster. Lorna Shore og Slaughter to Prevail er unægtelig tidens to største deathcore-bands, og selvfølgelig har musikken betydning, men både Ramos og Terribles talent og karisma understreger, at vejen til stjernestatus i musikhistorien altid står og falder med personen i centrum af scenen. Ingen bliver giganter uden et fyrtårn bag mikrofonen.
Solid support
For aftenens sidste supportnavn var manglende karisma netop også slående og måske den altafgørende forskel på, hvorfor Whitechapel aldrig er blevet helt så store som forventet.
Whitechapel blev allerede siden debutpladen i 2007 ’The Somatic Defilement’ spået til at være rising stars, men sekstetten fra Knoxville, Tennessee har aldrig rejst sig til at være en stor headliner. Men rent musikalsk, så var de nu nok søndagens mest solide navn. Efter en nu-metallisk flirten på afstikkerne ’The Valley’ (2019) og ’Kin’ (2021) vendte Whitechapel tilbage til deathcore-rødderne på sidste års ’Hymns in Dissonance’. Halvdelen af pladens ti numre kom i rap på sætlisten i K.B. Hallen og satte fra starten af et hæsblæsende niveau.
De seks, sortklædte skikkelser på scenen stod badet i et voldsomt rødt og hvidt lys, der nærmest henlagde K.B. Hallen til en natklub med et pulveriserende anlæg. Rutinen og erfaringen hos Whitechapel, der stort set også er forblevet sammen siden begyndelsen, kunne mærkes og ikke mindst høres i samspillet. Whitechapel spiller unægteligt fedt sammen.
Efter de fem numre fra seneste udgivelse tog Whitechapel gæsterne med tilbage i tiden og leverede tre i streg fra bandets ikoniske debutplade ’The Somatic Defilement’, der er en konceptplade om Jack the Rippers sadistiske og blodige tilbøjeligheder. Materialet gik rent ind hos publikum, og især aftenens sidste nummer, titelnummeret fra debutpladens efterfølger ’This is Exile’ satte et punktum for tre kvarters solid koncert.
Men alligevel stod man tilbage med en oplevelse, der aldrig kom helt ud over scenekanten. Phil Bozeman er en glimrende sanger, men den 40-årig frontmand kan næppe betegnes som et karismatisk festfyrværkeri, der lyste K.B. Hallen op. Vi har set Whitechapel mange gange på dansk jord, og det er bare et band, der er bedst i mindre, intime rammer.
Fotografen nåede de to første bands. Skribenten gjorde ikke.
Shadow of Intent
Humanity's Last Breath
