Stærk jubilæumsudgivelse
Populær
Amerikanske Whitechapel tager med deres 6. studiealbum endnu et skridt væk fra deathcoren.
Mark Of The Blade
Elitist One
Bring Me Home
Tremors
A Killing Industry
Tormented
Brotherhood
Dwell In The Shadows
Venomous
Decennium
Det er svært at komme uden om Whitechapel, når man taler omr deathcore. Det amerikanske band har, sammen med bands som Thy Art Is Murder, Suicide Silence og Job for a Cowboy, været med til at præge og udvikle deathcorescenen.
Seks studie-album er det blevet til, siden bandet blev dannet i 2006. Senest ’Mark of the Blade’, der udkom i juni. Omend Whitechapel har gennemgået en ganske mærkbar udvikling siden debutalbummet ’The Somatic Defilement’ (2007), er denne 6. udgivelsen pladen, der for alvor skubber til hele deathcore-fundamentet. Det er en udgivelse, der tager de første spæde skridt væk fra deathcore.
Den helt store udvikling er Phil Bozemans brug af ren vokal. Alene det faktum er sandsynligvis med til at skræmme en del hardcore-fans. Det er der ingen grund til. ’Mark of the Blade’ indeholder stadig masser af godt deathcore-materiale. Ud over den rene vokal arbejder bandet forsat hen imod renere dødsmetal og mindre deathcore. Alt sammen elementer, der er med til at gøre ’Mark of the Blade’ til et vendepunkt i bandets karriere.
Albummet indledes af ’The Void’. Et udmærket nummer, men det er først på titelnummeret, at Whitechapel for alvor viser tænder. Et velskrevet nummer, der minder om ’The Saw Is the Law’ fra forrige udgivelse ’Our Endless War’ (2014). Den efterfølgende ’Elitist Ones’ er mindst lige så fed. Tung, ond og brutal.
Herefter tager pladen lidt af en drejning. ’Bring Me Home’ er udgivelsens første nummer, hvor Bozeman lufter den rene vokal. Det gør han godt. Men nummeret lyder desværre lidt for meget som et Slipknot/Mudvayne-nü-metal-levn. Især på grund af den sørgmodige klang og samspillet mellem ren og brutal vokalføring. Det virker som lidt af et sats. Bandet introducerer ikke kun ren vokal, men gør det samtidig på et særdeles afdæmpet nummer. Det er uden tvivl et vink med en vognstang om en igangværende udvikling.
Den stærke ’Tremors’ bringer bandet tilbage på mere vanligt terræn, inden ’A Killing Industry’ tager over og river lytteren midt over. Sådan forsætter resten af pladen. Generelt byder albummet på masser af godt materiale. Den instrumentale ’Brotherhood’ byder på flere solide riff, mens ’Dwell in the Shadows’ og især ’Venomous’ er energiudladninger af brutalitet.
Albummet lukkes af ’Decennium’, hvor Bozeman igen forsøger sig med den rene vokal. I forhold til ’Bring Me Home’ virker nummeret lettere at fordøje. Primært fordi nummeret rent musikalsk minder langt mere om, hvad Whitechapel normalt spiller, end netop ’Bring Me Home’. Endnu en gang overbeviser Bozeman. Man kan kun håbe på mere ren vokal det klæder bandets kompositioner og lydbillede.
Overordet er ’Mark of the Blade’ et langt bedre udspil end den foregående ’Our Endless War’. Primært fordi kompositionerne er bedre, men også fordi amerikanerne tør søge udviklingen. Fans af ældre Whitechapel vil sandsynligvis rynke på næsen, men alt andet lige er det på tide, at bandet forsøger med noget nyt. Albummet er mere death metal end deathcore og samtidig mere melodisk end tidligere, men grundlæggende er det egentlig bare en anbefalelsesværdig plade.