Kedelig indpakning, brutalt indhold
Populær
Det australske deathcore-band Thy Art Is Murder forsætter ufortrødent, hvor de slap ved udgivelsen af ’Hate’.
Light Bearer
Holy War
Coffin Dragger
Fur And Claw
Deliver Us To Evil
Emptiness
Ciolent Reckoning
Child OF Sorrow
Naked And Cold
Vengeance (bonus track)
Det er lige før, der har været mere snak om albumcoveret til den australske kvintets 3. udgivelse end musikken. Sindene blev bragt i kog, da første version af coveret blev offentliggjort. En ung pige portrætteret med en selvmordsvest om livet og pyntet godt op med blod. Den gik ikke, og i stedet endte vi med den langt mere uskyldige version, der kan ses ovenfor. Et cover, der på ingen måde tilsvarer indholdets brutalitet på ’Holy War’. Deathcore på højeste niveau og i et svulstigt format.
Australierne tager tråden op, hvor de slap med deres 2012-udgivelse ’Hate’. Man fristes nærmest til at sige, at ’Holy War’ er en forlængelse af ’Hate’, for der er ikke ændret meget på tilgangsvinkel eller måden at komponere. På enkelte punkter er dette tredje album dog et ganske pænt skridt fremad. Chris McMahons vokalarbejde er blevet en del bedre. Lige så tungt og ubehageligt, men samtidig meget tydeligere end på de foregående udgivelser. Pladen igennem fremgår det tydeligt, hvad der bliver growlet, hvilket er en kunst i sig selv.
Derudover benytter australierne sig i langt højere grad af atmosfærisk baggrundsopbakning – primært i form af guitar. Bandet har endnu en gang fundet sammen med producer Will Putney, der også sad bag knapperne på ’Hate’, og hans erfaring med bands som Northlane, Bury Tomorrow og Heart Of A Coward, kunne meget vel havde influeret på netop de atmosfæriske tiltag. Ændringer og småjusteringer, som bidrager til, at ’Holy War’ lige er det bedre end ’Hate’. Grundlæggende er det dog bandets knusende hårde kompositioner, der driver værket.
’Absolute Genocide’ åbner på modbydelig vis – og det er positivt ment. McMahon brøler på bedste og ondeste vis, mens Sean Delander og Andy Marsh leverer det ene tordnende aggressive riff efter det andet. Som perler på en snor eller patroner i en semiautomatisk pistol, der er ladet med nakkevridende breakdowns, brutalitet og tørre tæsk. Blandt højdepunkterne er førnævnte åbningsnummer, ’Light Bearer’, der muligvis er albummets bedste skæring, og ’Coffin Dragger’. Sidstnævnte får fornemt besøg af landsmanden Winston McCall (Parkway Drive), der om ikke andet intensiverer og giver nummeret endnu større nosser. Pladen er et nyrehug af en udgivelse fra et af genrens mest hårdslående navne, men lige meget, hvordan men vender og drejer det, bliver det desværre en smule ensformigt i længden. Med kun 10 numre skal Thy Art Is Murder eksekvere med præcision på stort set alle skæringer. Der er da heller ingen numre, der slet ikke holder kadencen, til tider bliver det hele bare mindre interessant som f.eks. på ’Child Of Sorrow’.
Thy Art Is Murder har som udgangspunkt udgivet en stærk tredje udgivelse med 'Holy War'. En plade, der ikke går på kompromis med tidligere udgivelser, men fastholder den fandenivoldske tilgang til deathcore. Kvintetten har allerede slået deres navn fast inden for deathcoren, og denne udgivelse burde endeligt cementere bandets status som et af de stærkeste i genren.