Copenhell tilføjer blandt andet Denial of God til plakaten, fuldender onsdagens program og melder, at der er ved at være udsolgt af firedagesbilletter.

Raised Fist giver køb på egne værdier med en udgivelse, der er sært forfejlet og ekstravagant kluntet på stort set alle parametre.  

Dansk rock og metal beviste med få undtagelser, at middelmådighed er det nye sort. Internationalt ser det lidt bedre ud, og sørme om der ikke også er bands, der tør og vil udfordre. Mere provokation og mindre copy/paste i 2020, tak. 

Du skal lytte til ‘Melancholy’, og det kan kun gå for langsomt! Shadow of Intent udgav tidligere på året et brag af en udgivelse. En plade, der breder sig genremæssigt og bør tilfredsstille de fleste med hang til storladne, konceptuelle fortællinger – eller blot velskrevet metal. 

Roskilde Festival gør præcis det, vi for et par dage siden foreslog Copenhell at gøre og booker metal med kvindelige musikere. Lingua Ignota og Svalbard er kommet på plakaten, mens Deftones og Amenra vender tilbage.

Evnerne er indiskutable, de gode idéer mange, og de dårlige valg få. Desværre er sidstnævnte markante. 

De produktive metalcore/numetallere fra Northlane gæster Hotel Cecil, sammen med Polaris, Silent Planet og Void of Vision – og du skal med!

25 år efter Lacuna Coil blev dannet, vender italienerne tilbage med en særdeles velkomponeret udgivelse, der meget vel kunne være den bedste fra kvintettens side siden ‘Comalies’.

I et årti præget af genre-genkomst, var vi så heldige at opleve en helt ny stilart opstå: djent. Og selvom vi stadig debatterer, om djent er en genre eller ej, blomstrede stilen i de spæde 10’ere, ikke mindst takket være udgivelser som ‘One’.

Gulvet sejlede i Amager Bio, publikum var tændt, og aftenens hovednavn leverede på sin vis, men det blev mere til fadøl end decideret fest.

Der blev lagt stort fra start med Mercyful Fate. Nu følger Copenhell annonceringen op med yderligere 14 navne, der skal spille på Refshaleøen til næste sommer. Festivalen udvides desuden med en ekstra scene til vækstlaget.

Der var næppe nogen der havde forestillet sig, at en underlig genre-hybrid af en debutplade ville sætte så stort et aftryk på musikindustrien og folks accept af metal i den brede bevidsthed.

Danmark lod til at have tilgivet Tim Lambesis' ugerninger, da den amerikanske kvintet genskabte lidt af metalcore-magien, der prægede start-00’erne.

De sidste syv år har omtalen af As I Lay Dying taget udspring i alt andet end metalcore. Til trods for skandalerne forsøger vi at tage skridtet dybere og forholde os til det, det hele handler om: musikken.

"Cabaret-metal", "cirkus-prog", "prog-core"; kært barn har mange navne. Ét er dog sikkert: Between the Buried and Mes ‘An evening with’-koncert i Lille Vega er blandt bandets bedste koncerter i Danmark. Hertil en demonstration i, hvordan den type koncept-koncerter skal afholdes.

I næsten tyve år har amerikanske Between the Buried and Me været med til at definere prog-metal-genren. Nu er de på tour med en helt speciel publikumsoplevelse, der afspejler hele karrieren. Vi fangede forsanger Tommy Giles Rogers til en snak om touren, sangskrivning og ’Alaska’.

Du har sikkert en battlevest? Du synes sikkert, den er fed, måske endda lidt federe end de andres? Det er den ikke. Din battlevest er sandsynligvis lige så generisk som endnu en sæson af Gift Ved Første Blik. Vi bringer her 5 stk. ”vest”, der til gengæld kan noget særligt.

Fredagens koncert på Rust var en manifestation af showmanship og dygtig sangskrivning. Trods svære lydforhold ejede det dansk/svenske hovednavn scenen samt publikum.

Det er sjældent spændende at lytte til Wage War. Der bliver ført alt for lidt krig, skrevet for kedelige numre og sunget alt for meget rent.

Korn fortsætter revitaliseringen med en plade, der er bygget på sorg, gode ideer og kompetent sangskrivning. Af de toneangivende nu-metal-mastodonter, der stadig udgiver musik, er Korn for tiden det mindst metaltrætte.